Absalon greb den døende i den tro at det var Valdemar,
og knugede det blodige hoved i sin favn. Selv om sværdene
bragede lige omkring ham, valgte han at se stort på sin egen
sikkerhed og tage sig af sin konge så længe der endnu var det
mindste tegn på liv i hans gispende bryst. Omsider så han på
dragten at det var Knud han holdt i sine arme, og han følte en blanding af sorg og glæde.
Saxo, Blodgildet i Roskilde, Danmarkshistorie, s. 644-45