Absalon greb den døende i den tro at det var Valdemar, og knugede det blodige hoved i sin favn. Selv om sværdene bragede lige omkring ham, valgte han at se stort på sin egen sikkerhed og tage sig af sin konge så længe der endnu var det mindste tegn på liv i hans gispende bryst. Omsider så han på dragten at det var Knud han holdt i sine arme, og han følte en blanding af sorg og glæde.
Saxo, Blodgildet i Roskilde, Danmarkshistorie, s. 644-45