menu_top.gif Forfatter Perioder Titel background.gif logo.gif til forside
Forfatterportræt
ved Henrik Blicher

Indledning
Biografi
Forfatterskabet
Tekstoplysninger
Bibliografi

Om portrættøren

Forfatterportrættet som PDF

Forside Schack von Staffeldt
 

menu_bund.gif Søg til forside
clear.gif

Indledning

På den golde gren

Det er ikke længe siden, at dansk litterær romantik var ensbetydende med Adam Oehlenschläger, og at historien om, hvordan det unge digtergeni blev bragt til live af en ildfuld norsk filosof, var allemandseje (Oehlenschläger: Levnet fortalt af ham selv, bd. I, 1974, s. 122-124). I historien om det dansk-norske parløb fandt man en beskrivelse af inspirationen som den særlige erfaringsform, der siden til overflod er blevet knyttet til det romantiske. Man fandt også en bekræftelse på et særligt dansk-norsk samarbejde, der behændigt slørede Henrich Steffens' forudsætninger i tysk romantisk tænkning. Man fandt i »Guldhornene« en fornyet interesse for den nationale fortid, en interesse, som skulle få afgørende betydning for 1800-tallets nationale selvforståelse. Det nye århundrede begyndte så at sige i Digte (1803), og Oehlenschlägers position som nationalskjald blev befæstet i den efterfølgende dobbeltsamling Poetiske Skrifter (1805). Og ikke mindst fandt man en ung og dristig poetisk stemmeføring, som i løbet af de par år forældede en lang række af Oehlenschlägers forgængere.

Der er ingen vej uden om Oehlenschläger, hvis man vil prøve at forstå hans ti år ældre kollega Schack Staffeldt og den rivalisering, som var en del af baggrunden for Staffeldts kortvarige karriere som dansk digter. I almindelighed er Staffeldt kendt for at komme for sent, helt nøjagtigt et år efter Oehlenschlägers debutsamling. Han forholdt sig desuden ganske skeptisk til den nordiske gudeverden, dette »Marionetspil med den eddaiske Mythologie« (Samlinger, bd. II, s. 427), men forspildte dermed også chancen for at blive populær, dvs. del af en national massebevægelse. Forfatterskabet var ikke stort, og det var i modsætning til Oehlenschlägers udelukkende lyrisk. Staffeldts forsøg med dramatikken kom aldrig længere end til skrivebordet, og de enkelte fragmenter, der er overleveret, afslører kun famlen med det uvante medium. Ikke desto mindre kunne han med uanfægtet selvtillid omtale sine spæde tilløb som blot manglende »Donatellos sidste Meiselslag« ( SD 3 320; se Tekstoplysninger).

Til billedet af Staffeldt som national digter hører også det forhold, at han kom til verden i en tysk og tysktalende familie, men tidligt mistede begge sine forældre, kom på Kadetakademiet i København, og her - tilskyndet af nydanskeren W.H.F. Abrahamson, med hvem han delte sine tyske forudsætninger - bekendte sig som dansker. Sin videre uddannelse fik han ved det ansete Georg-August Universität i Göttingen, og da han førte dagbog under sin anden og længere udenlandsrejse sidst i århundredet, foregik det på tysk. Ikke desto mindre blev størsteparten af hans digte skrevet på hans første fremmedsprog, dansk. Der var dog ikke mange, der takkede ham for det, og i den ophedede nationalistiske atmosfære i midten af 1800-tallet blev Staffeldts germanske skødesynder udstillet til skræk og advarsel (Molbech: Analekter, 1846). Men, som Georg Brandes venligt har henstillet: »vi Danske ere vel ikke dem, som skulle bebreide Schack Staffeldt, at han foretrak vort Modersmaal for sit eget« (Staffeldt: Digte, 1882, s. 20). Eller med en højst nulevende digters ord: »Hvorom alting er, er det et besynderligt paradoks, at en digter, hvis modersmål er tysk, har skrevet nogle af de smukkeste digte, der er digtet på dansk. Det er da sjovt« (Klaus Høeck: Jyllandsposten, 21.8.2001).

Hvis den folkekære anekdote om Oehlenschläger handler om samtale, inspiration og den forjættende begyndelse på et markant forfatterskab, er anekdoten om Staffeldt på sin vis også en romantisk digtermyte, men med vægten på fagets omkostninger i form af gal eller genial isolation. Det drejer sig om et natligt stemningsbillede fra amtmandsgården i Schleswig, hvor Schack Staffeldt endte sine dage. Når den familieløse amtmand om vinteren ville skabe liv omkring sig, skal han ifølge pålidelig kilde have tændt lys i de mange ubeboede rum for at vandre hvileløst rundt i højlydt dialog med sig selv til langt ud på natten (Danske Studier, 1994, s. 77). Billedet gjorde indtryk på litteraturhistorikeren Kristian Arentzen, som skrev et lille portrætdigt, hvorfra det vist er rigeligt med to strofer (Folkekalender for Danmark, 1864, s. 108-111):

Der er Fest vel i de høie Sale,
Hvorfra Lyset sender ud sin Glands,
Vittig Skjemt, alvorlig, aandfuld Tale,
Liflig Strengeleg og lystig Dands?
Adelsfrøkener med gyldne Lokker
Om den stolte Amtmand sig vel flokker?

Nei, ak nei! Det store Hus er øde,
Øde som ei nogen Borgers Hjem.
Der ei ungdomsfriske Kinder gløde,
Der ei skjelmske Øine titte frem.
Glandsen i de klartoplyste Haller
Paa en ensom Skikkelse kun falder.

Så er der mere kongenialt schwung over anslaget i Erik Knudsens portræt med samme udgangspunkt (fra samlingen Minotauros, 1955): »Du tænder lys i alle vinduer

/ For ikke at se de grinende rovdyr«, hvor digteren til sidst finder sig selv, »En slukket planet i et hav af ild«.

Da den aldrende Goethe engang blev spurgt, hvad romantik var, svarede han, at det var en form for sygdom. »Das Classische nenne ich das Gesunde, und das Romantische das Kranke«. (J.P. Eckermann: Gespräche mit Eckermann in den letzten Jahren seines Lebens, 1836, 2. april 1829). Hvis man overvejer, hvordan Goethes begreber lader sig anvende på dansk litteraturhistorie, kommer man til det paradoks, at dansk romantiks traditionelle førstemand, Oehlenschläger, tilsyneladende både er romantisk og sund. Enten har Goethe uret, eller også er der noget galt med den litteraturhistoriske optik. Hen imod slutningen af århundredet kan man se, hvordan den sunde Oehlenschläger fremstår som spejlingsfigur for en efterfølgende, mindre sund generation. I Holger Drachmanns fin-de-siècle-roman Forskrevet - (1890; Danske Klassikere, s. 45) nærmer hovedpersonen sig Frederiksberg Have og føler 'den klassiske grund' under sine fødder:

Løftede ikke vor Literaturs Guldaldertid sine sonore »runde« Toner herinde under disse Træer - mærkede man ikke Øhlenschlægers brede Vingefang, noget Livsfrodigt suse gennem disse Gange?

Hvis Oehlenschläger er sundheden i dansk romantik, tilfalder rollen som den syge Schack Staffeldt. Dette billede af den tidlige danske romantik var blevet foregrebet allerede i flere af de (få) samtidige anmeldelser af Staffeldts digtning - hvor det læsende publikum fx opfordres til at se sig om efter »solid Grund« ( SD 3 106) og lade digteren forblive i den tynde luft med sin »Svejen og Svimlen og Hængen« ( SD 3 105) - men blev tilspidset af Vilhelm Andersen i 1890'erne og udbygget med blomstersprog i hans litteraturhistorie, hvor man finder den karakteristiske modstilling af »Oehlenschlægers fulde Ranke« og Staffeldts »uforgængelige, golde Gren« (bd. III, s. 109; den »uforgjængelige, golde Green« er et citat fra Staffeldts »Til en ung Digter«, SD 2 89).

Staffeldt var altså - sådan kunne man opsummere sammenligningen - udansk, ufolkelig, ulykkelig, usund og uforsonlig. Det næste afsnit handler om, hvordan livet formede sig for sådan en digterskæbne. Selv om hans egentlige produktive år var begrænset til perioden 1803 til 1808, forstod han sig vistnok livet igennem mere som digter end som amtmand. Det hører til skæbnens ironi, at den tidligt forhenværende digters formsans da fandt afløb i, hvad han selv skal have karakteriseret som embedsmandsskrivelser støbt i bronze (Danske Studier, 1994, s. 84).

 

1769 Født i Gartz på Rügen
1802 Kammerjunker og assessor
1803 Digte
1808 Nye Digte
1810 Amtmand i Cismar
1813 Amtmand i Schleswig
1826 Død i Schleswig
u_navi_footer.gif     background_footer.gif logo_footer.gif til forside12345