menu_top.gif Forfatter Perioder Titel background.gif logo.gif til forside
Forfatterportræt
ved C.H. Koch

Indledning
Biografi
Forfatterskabet
Modtagelse
Tekstoplysninger
Bibliografi

Om portrættøren

Forfatterportrættet som PDF

Forside Henrich Steffens
 

menu_bund.gif Søg til forside
clear.gif

Biografi

Den unge naturforsker

Henrich Steffens (1773-1845) blev født i Stavanger. Hans far var holstener af fødsel og således af dansk nationalitet, hans mor var en søster til N.F.S. Grundtvigs mor og ud af den store bangske slægt. Moderens bror var den kendte læge F.L. Bang, der var plejefar for den senere medicinske professor O.H. Mynster og hans lillebror, den senere biskop J.P. Mynster, som begge fik stor betydning for Steffens' udvikling. I 1779 flyttede familien til Helsingør, hvor Steffens i 1780 fik filosoffen Niels Treschow som rektor på den lokale latinskole. Efter et ophold i Roskilde gik turen til København, hvor han som privat dimitteret til universitetet blev student i 1790. Hurtigt viste det sig, at hans interesser gik i retning af naturvidenskaberne og især botanik og mineralogi. Da disse fag stod svagt på universitetet, havde en kreds af privatpersoner i 1789 stiftet Naturhistorie-Selskabet og ansat botanikeren og Linné-eleven Martin Vahl og medicineren H.C. Schumacher som professorer i henholdsvis botanik og mineralogi med pligt til at undervise og eksaminere i disse fag. Steffens blev medlem af selskabet, og som den første aflagde han i 1794 eksamen i naturhistorie, hvorefter selskabet sendte ham på en mineralogisk ekspedition til Norge.

I sin studietid synes han især at have knyttet sig til Martin Vahl. I årene 1796 til 1798 opholdt han sig ved universitetet i Kiel. Han skrev her en lille introduktion til mineralogien, som i 1797 udkom anonymt i Altona under titlen Ueber Mineralogie und das mineralogische Studium (Om mineralogi og det mineralogiske studium), og som blev accepteret som doktordisputats. Bogen viser, at Steffens på dette tidspunkt havde stiftet bekendtskab med Kants Kritik der Urteilskraft (1790) (Kritik af dømmekraften). Senere fulgte studier af Jacobi, Fichte, Spinoza og især af Schelling, hvis Ideen zu einer Philosophie der Natur (Forslag til en naturfilosofi) var udkommet i 1797. Jacobis bog fra 1785 om Spinoza synes at have været Steffens' egentlige introduktion til metafysiske overvejelser over naturen, eller - med hans egne ord - værket "var det Første, der concentrerede alle slumrende, speculative Tanker i mig og bragde dem til Udbrud" (Steffens: Hvad jeg oplevede, bd. 3, s. 232.)[Tysk original tekst] . Herefter kastede Steffens sig ud i et indgående studium af Spinozas Ethica (1677) og blev grebet af dennes lære om, at tilværelsens mangfoldighed er fremtrædelsesform for en tidsløs, uforanderlig substans, som udgør altets tilgrundliggende enhed. Snart oplevede han imidlertid, at den "hele levende Natur, det hele brogede Liv forekom mig som falmet og afbleget" (Steffens: Hvad jeg oplevede, bd. 3, s. 258.)[Tysk original tekst] ; men Schellings Ideen zu einer Philosophie der Natur og Von der Weltseele, eine Hypothese der höhern Physik (Om verdenssjælen, en hypotese om den højere fysik) fra 1798 indgød ham på ny håbet om, at han ville kunne omfatte hele den levende naturs mangfoldighed i en samlet verdensanskuelse.

I 1798 var det lykkedes for Steffens at opnå understøttelse til en større udenlandsrejse, og da han i 1799 nåede til Jena, trådte han i personlig forbindelse med Fichte og Schelling og igennem dem med Goethe og en række af hovedpersonerne inden for den romantiske skole, heriblandt Novalis og brødrene Schlegel. Fra Jena drog han til Freiberg i Sachsen, hvor han studerede mineralogi hos tidens største tyske geolog, A.G. Werner, ofte kaldt geologiens fader. Werner huskes især som den store systematiker, der klart og skarpt rubricerede mineralernes ydre kendetegn på en måde, som tillod præcise iagttagelser i naturen. Hans empiriske og systematiske tænkemåde og den vægt, som han især lagde på naturbeskrivelsen, kom til at præge Steffens som naturforsker. I Freiberg udgav Steffens i 1801 sit hovedværk, Beyträge zur innern Naturgeschichte der Erde (Bidrag til Jordens indre naturhistorie). I 1802 vendte han atter tilbage til København. Her indledte han i november samme år sine filosofiske, naturvidenskabelige og litterære forelæsninger. Året efter udsendte han sin Indledning til philosophiske Forelæsninger.

Opholdet i København blev stort set en skuffelse for Steffens. I 1804 blev han kaldet til Halle som professor i mineralogi. Han havde tidligere mødt den unge Hanna Reichardt, datter af komponisten Johann Friedrich Reichardt. I september 1803 blev hun 18 år gammel viet til Steffens i Halle.

Forelæsningerne i København

Hjemvendt til København gav Steffens sig i lag med at forberede en forelæsningsrække, hvori han agtede at introducere den romantiske filosofi og litteratur for det københavnske publikum. "[...] jeg vilde", skrev han siden i erindringerne, "meddele mine Landsmænd de aandige [dvs. åndelige] Skatte, der vare blevne mig skjænkede i Tyskland" (Steffens: Hvad jeg oplevede, bd. 4, s. 384.) [Tysk original tekst] .

Han var en ildfuld taler og vakte stormende begejstring, hvor han kom, men også modstand og uvilje. Sine forelæsninger indledte han 11. november 1802 på Elers Kollegium for et talstærkt publikum. I 1803 udgav han de ni første forelæsninger under titlen Indledning til philosophiske Forelæsninger. Han fortæller, at han udarbejdede et fuldstændigt manuskript til samtlige forelæsninger, men at han, efter at have glemt sit manuskript til den femte eller sjette forelæsning, havde talt fuldstændig frit. De udgivne forelæsninger er på mange måder et opkog af hans tidligere geologiske arbejde, lange passager er oversat herfra, og umiddelbart er det vanskeligt at forstå, at de skulle have vakt så stor opsigt. Skønt forelæsningsrækken som helhed er veldisponeret, består de fleste af forelæsningerne af lange, naturvidenskabelige redegørelser, som næppe har appelleret til et ikke-fagkyndigt publikum, blandet op med mere ildfulde betragtninger over naturen, naturfilosofien, naturforskeren og geniet. Måden at meddele sig på og i mindre grad indholdet synes at have været en væsentlig del af Steffens' budskab.

Filologen og arkæologen Niels Iversen Schow skrev en velvillig anmeldelse af Steffens' Indledning (Kjøbenhavnske lærde Efterretninger for Aar 1803 No. 35-6, 1803, s. 545-556 og s. 564-576). I overensstemmelse med tidens stil er omtalen af bogen mere en buket af citater fra den end en kritisk stillingtagen til dens indhold. Skønt Schow fremhævede Steffens' store anlæg for filosofi og hans naturvidenskabelige indsigt, havde han også øje for bogens mangler. "Paa enkelte Steder," skrev Schow afslutningsvis, "hvor Forfatteren overlader sig til sin Phantasie, [...] er Foredraget uforstaaeligt, konstlet og opblæst; men hvor han virkeligen philosopherer, er det tydeligt og værdigt" (s. 575). Og på det område, hvor Schow især følte sig hjemme, nemlig historiefilosofien, fandt han Steffens utilstrækkelig.

Universitetskarrieren

Steffens havde håbet, men forgæves, på en ansættelse ved Københavns Universitet efter filosofiprofessorerne Børge Riisbrighs og Anders Gamborgs afgang i 1803. Den ledende skikkelse i Universitetets styrelse, hertugen af Augustenborg, var ingen ynder af tidens moderne ideer og var af den mening, at Steffens med sit ildfulde foredrag fordrejede hovederne på de unge studerende. Følgen var, at nordmanden Niels Treschow, Steffens' tidligere rektor, blev kaldet til professoratet i filosofi. "Ikke i danske Blade alene", skrev Steffens senere i sine erindringer, "ogsaa i Tyske, ja endogsaa i Franske blev det fortalt, hvorledes man havde kaldt en dygtig Philosoph for igjen at bringe de unge Hoveder i Orden, som jeg havde bragt i Forvirring"(Steffens: Hvad jeg oplevede, bd. 5, s. 62.)[Tysk original tekst] . Det er, som om han har villet antyde, at i et kort øjeblik havde Europas øjne hvilet på det lille universitet i København, og at det var blevet noteret, at det provinsielle Danmark ikke havde udnyttet en oplagt mulighed til at knyttet en international kapacitet til sit lærdomssæde.

I 1804 blev Steffens kaldet til professoratet i mineralogi i Halle og spillede siden kun en beskeden rolle i dansk kulturliv. Da Napoleon lukkede universitetet i Halle i 1806, søgte Steffens foretræde i Kiel for den danske kronprinsregent, den senere Frederik 6, som gav udtryk for, at nok ønskede man Steffens til København, men kun under den udtrykkelige betingelse, at han ikke forelæste, fordi, som kronprinsen skulle have sagt, Steffens gjorde hans undersåtter forrykte. Denne betingelse kunne Steffens ikke acceptere. I 1808 genåbnede universitetet i Halle, Steffens genoptog sin virksomhed, og i 1811 kaldtes han herfra til universitetet i Breslau. Herfra fortsatte han i 1832 til Berlin.

Med ansættelsen i Halle sluttede en kreativ periode i Steffens' liv. Et aforistisk opbygget kompendium udgivet 1806 og beregnet som ledetråd til undervisningen i Halle er - som forelæsningerne fra København - kun en svag afglans af hovedværket. Hans senere arbejder omfatter geologiske, historisk-politiske, religionsfilosofiske, antropologiske og litterære værker. Dertil føjer sig det store erindringsværk, hvis pålidelighed ikke altid står mål med Steffens' selvforståelse, som med Heines uforskammede ord indebar, at han betragtede sig som "sit århundredes største skikkelse" ("der größte Mann seines Jahrhunderts", Die romantische Schule (1836), her citeret efter: Heinrich Heine: Historisch-kritische Gesamtausgabe der Werke, udg. af Manfred Windfuhr, bd. 8/1, Hamburg 1979, s. 188.). Men Steffens' bidrag til dansk litteratur er indledningen til de filosofiske forelæsninger. Hans senere arbejder tilhører den tyske litteratur. Ud over en række noveller er hans skrift Von der falschen Theologie und dem wahren Glauben, Breslau 1823, hvori han tilkendegav sin tilslutning til gammellutheranerne, oversat til dansk (H. Steffens: Om Den falske Theologie og Den sande Troe, 1825). Allerede i sin skoletid læste H.L. Martensen, senere Sjællands biskop, Steffens' lille bog og fik, skrev han senere i sine erindringer, "en Anelse om, at der maatte kunne gives en Verdens- og Livsanskuelse, i hvilken Alt hvad der i Tilværelsen har Betydning, Natur og Aand, Natur og Historie, Poesie, Kunst, Philosophie føier sig harmonisk sammen til et Aandens Tempel, i hvilket Christendommen er det altbeherskende og altforklarende Midtpunct" (H.L. Martensen: Af mit Levnet, bd. 1, 1882, s. 23). Martensen talte her også om, at han havde været fængslet af Steffens' betragtninger over "den digtende Indbildningskraft, der udspringer af en langt høiere Kilde end Forstanden, og hvis Verden er utilgængelig for den blotte Forstand" (smst., s. 22). Der synes således at gå en direkte linje fra den unge Martensens møde med Steffens' romantiske forestillinger om en digterisk intuition og forestillingsevne, der hæver sig over det jordbundne, til hans senere interesser for kristen mystik.

 

Tyske original tekster fra dette afsnit

"Es war die erste, die alle schlummernden speculativen Gedanken in mir concentrirte und zum Ausbruche brachte", Was ich erlebte 3 261. [Retur]

"Die ganze lebendige Natur, das ganze bunte Leben schien mir erblaßt und ergraut", Was ich erlebte 3 290. [Retur]

"[...] daß ich [...] die geistigen Schätze, die mir Deutschland geschenkt hatte, meinen Landsleuten mittheilen wollte, war mein fester Entschluß" Was ich erlebte 4 429. [Retur]

"Nicht in dänischen Blättern allein, auch in deutschen, ja selbst in französischen wurde erzählt, wie man einen tüchtigen Philosophen berufen hätte, um die jungen Köpfe wieder in Ordnung zu bringen, die durch mich in Verwirrung gerathen wären" Was ich erlebte 5 62. [Retur]

 

u_navi_footer.gif     background_footer.gif logo_footer.gif til forside12345