menu_top.gif Forfatter Perioder Titel background.gif logo.gif til forside
Forfatterportræt
ved Sven Rossel

Indledning
Biografi
Forfatterskabet
Modtagelse
Tekstoplysninger
Bibliografi

Om portrættøren

Forfatterportrættet som PDF

Forside Christian Richardt
 

menu_bund.gif Søg til forside
clear.gif

Modtagelse og efterliv

Georg Brandes forventede i sin anmeldelse af Declarationen fra 1869, at Richardt skulle drive det videre som dramatiker. Dette ønske gik dog ikke i opfyldelse med undtagelse af Richardts libretto til Drot og Marsk, der ved siden af Vilhelm Andersens libretto til Carl Nielsens Maskarade må anses for dansk operas fineste, og som herigennem har sikret Richardts navn inden for dansk musikhistorie.

Det var lyrikken, der gjorde Richardt kendt, og det var debutsamlingen Smaadigte fra 1860, der umiddelbart gjorde ham til publikums yndling. Bogen kom i løbet af to år i fem oplag og frem til 1882 i ni oplag. Den blev ved sin fremkomst karakteriseret således af Christian Winther i et brev af 20.12.1860 til digteren: "Formen er saa fuldendt og saa enig med Indholdet, og intetsteds sporer man, at De har været i Knibe, trods de rige Riimslyngninger og de kjække Rythmer! At der lever Musik i Deres Hjærte, det klinger Een imøde fra hver en Linie!" (Carlsen: Christian Richardt, s. 184).

Nyere Digte fra 1864 - måske Richardts fineste bog - udkom året efter i tredie oplag og frem til 1875 i femte oplag, og endnu større succes havde det tynde bind Vort Land. Et geografisk Digt fra 1889 med den kendte optakt "Venner, seer paa Danmarks Kort", der i 1949 kom i 10. oplag; operaen Drot og Marsk kom i 1940 i 8. oplag. Nyere Digte blev af Bjørnstjerne Bjørnson i et brev til forlagsboghandler Frederik Hegel af den 12.1.1864 karakteriseret således: "De maa hilse Richardt fra mig, at jeg finder megen Fremgang i hans senere Digte og en Lyrik saa skjøn, saa skjøn, at jeg maa læse op igjen og op igjen" (Carlsen: Christian Richardt, s. 184-185). Samme bind blev også anmeldt af Georg Brandes i 1865, og kritikken af den treogtyveårige Brandes vil givetvis blive stående som den mest dækkende, der er skrevet. Selve digtene bedømmes ligesom hos Winther især ud fra formen:

"Hans Kunst gaar ud paa at opfriske og fremhæve allerede selve det enkelte Ords Poesi, dets malende Egenskab, dets skjulte Sindbilledsprog; hans Ord har naturligt Fynd, de faar ikke først Styrke ved Rytmen; hans Rytmer har et kraftigt og klangfuldt Fald; der er Malm i deres Slag; men deres største Skønhed har de dog i Rimets sanselige Pragt"

og generelt om Richardts lyrik sammenfatter Brandes:

"Der var intet Gærende eller Kaotisk i hans Poesi, heller ikke bredt Muldjords-Grundlag og ingen strømmende Lyrik (...). Men har derfor hans Digte ikke saa megen blomstrende Fylde, saa er til Gengæld ogsaa alt Fyld, alt Udfyldning skaaret bort (...); de bedste af disse Digte kunde man kalde Kvintessens-Digte"

(Brandes: Samlede Skrifter, bd. 2, s. 471, 473).

Og det er til dels samme fokusering på Richardts kunstneriske teknik og ikke mindst de musikalske kvaliteter i hans digte, hvortil kommer et smukt portræt af mennesket Richardt, der står i centrum af Brandes' nekrolog ved digterens død 1892 (Brandes : Samlede Skrifter, bd. 2, s. 483):

Ved Christian Richardts Død mister Danmark en af sine elskværdigste Personligheder og vistnok sin ypperste Sprogkunstner i bunden Stil. Hans Omraade som Digter var snevert, men han var af allerførste Rang paa sit Felt. Ingen har i vore Dage naaet hans rene og udadlelige Mesterskab i Versbehandling. Han var her fuldstændigt oprindelig. Der er i hans Rytmers Melodier en Sikkerhed og Fylde, Finheder i deres Bøjning og Afveksling, som ingen Anden har opnaaet, og Sprogfarvens Styrke svarer til Formens Fasthed. Der er næsten ingen døde Punkter i hans Teknik (...) Stilfærdigt var dette Væsen og blidt, indtagende og indtil Stædighed bestemt indenfor dets snevre Synskres; ubetinget fredeligt, dog ikke saaledes at forstaa, at det skulde mangle Ild og Vaaben. Hans Lune var hans Krudt, og han forstod at holde det tørt.

I litteraturhistorien har Richardt sikret sig en plads i anden række, som en noget spinkel sølvalderdigter efter romantikkens guldalderdigtning. I 3. bind af Illustreret dansk Litteraturhistorie (1924) tegner Vilhelm Andersen et smukt og anerkendende, men noget rodet portræt af digteren med hovedvægten lagt på hans metriske mesterskab. F.J. Billeskov Jansen anbringer i 3. bind af Danmarks Digtekunst (1958) Richardt under den intetsigende overskrift "Folkelig Romantik og Romantisme" - i et opsummerende afsnit om den lyriske kunst - anbragt i selskab med H.V. Kaalund, Chr. K.F. Molbech og Johannes Helms, hvis fællestræk er en sans for versets korrekte velklang og ellers - hvilket ikke er ganske korrekt - en større interesse for det "kønne end det karakteristiske". Særlig opmærksomhed vies dog Richardts "Krigsdigte" og digte for børn. Også Uffe Andreasen behandler i 3. bind af Dansk litteraturhistorie (1976) Richardt sammen med Molbech og Kaalund, men giver en engageret skildring af digteren, ikke som en romantisk eftersnakker, men som en kunstner, der med sin hverdagstone peger fremad. Nævnes må endvidere Paul V. Rubows brillante og vidende portræt i hans essaysamling Epigonerne fra 1956, den sidste separate videnskabelige beskæftigelse med Richardt. I udenlandske behandlinger af den danske litteratur omtales Richardt kun sjældent og da kun sporadisk, og selv i Hanne Marie og Werner Svendsens omfangsrige Geschichte der dänischen Literatur (1964) nævnes blot Richardts musikalitet og humor, men også - fejlagtigt - digtenes manglende personlige indhold. De nyere danske oversigtsværker Litteraturhåndbogen (1981), Litteraturens Veje (1996) og Gads Danske Forfatterleksikon: Litteraturens Stemmer (1999) omtaler ham slet ikke, mens Dansk forfatterleksikon (2001) indeholder en kort artikel om ham. Digteren Christian Richardt er som person stort set glemt i dag; endnu i 1965 indeholdt Folkehøjskolens sangbog 19 af hans digte, i 1989 var der kun syv, og i dag huskes blot nogle få, men flere havde fortjent at blive husket og sunget.

 

1831 Født i København
1848 Studentereksamen
1857 Teologisk kandidat
1860 Første digtsamling, Smaadigte
1865 Gift med Marie Koës, født Hammerich
1867-71 Forstander på Tune Højskole
1876 Sognepræst i Ørsted, Vestfyn
1886 Præst ved Vemmetofte Kloster
1892 Død i Vemmetofte
u_navi_footer.gif     background_footer.gif logo_footer.gif til forside12345