Man kan betragte det som skæbnens ironi, at Johan Herman Wessel og Johannes Ewald blev begravet tæt på hinanden på Trinitatis Kirkegård. De kulminerede begge som digtere i 1770'erne, udgav næsten samtidig hver sit hovedværk (Kierlighed uden Strømper 1772, Balders Død 1773) og døde begge i en ret ung alder med få års mellemrum, Ewald i 1781, Wessel i 1785. Begge var typeeksempler på den frie forfatter med det skrøbelige helbred, den dårlige økonomi og en ulyksalig svaghed for alkohol. Wessel og Ewald er den danske senklassicismes to største digtere. Men trods samtidigheden, ligheden i livsvilkår og den omstændighed, at de begge hører hjemme i den samme litteraturhistoriske bås: klassicismen, er det ikke uden grund, at de af eftertiden er blevet opfattet som modsætninger.

Hvor Ewalds inspirationskilder i høj grad er tyske, især Klopstock, er Wessels først og fremmest franske og klassiske. Ewald er for eftertiden kommet til at stå som den, der gødede jorden for romantikken i den forstand, at han i teori og praksis hyldede ideen om den glorværdige nationale fortid og digteren som den guddommeligt kaldede følende skjald, der i et glimt kan gribe nuet i dets uendelighed.

Wessel viderefører ideer og æstetiske idealer fra Ludvig Holberg (1684-1754), klassicismens største digter. Hans væsentligste genre er satiren, men i modsætning til Holberg synes han ikke at have nogen tro på digtningens opdragende eller på anden måde samfundsnyttige funktion. Det er betegnende, at Wessels improvisation over Horats' gyldne regel: omne tulit punctum qui miscuit utile dulci (dvs. den, der forener det nyttige med det behagelige, scorer alle pointene) er ren spøg.

En omstændighed, der fik stor betydning for Wessels forfatterskab, var stiftelsen af Det Norske Selskab, hvis æstetiske principper blev formuleret i erklæret modsætning til Ewald-linjen i tidens litteratur.

Anden halvdel af 1700-tallet var de litterære selskabers store tid. Wessels succes med Kierlighed uden Strømper har formentlig været medvirkende årsag til, at Det Norske Selskab blev stiftet, mens de fleste af Ewalds proselytter var samlet i Det danske Litteraturselskab stiftet 1775. Begge selskaber bejlede til et tredje selskabs gunst, det ældre og indflydelsesrige Selskabet til de skiønne og nyttige Videnskabers Forfremmelse, også kaldet Det Smagende Selskab (stiftet 1759).

Det Norske Selskab var en litterær klub, der blev stiftet i København i april 1772, vistnok umiddelbart efter at Wessel havde afsluttet Kierlighed uden Strømper. Selskabet hævdede sund sans og sikker smag i forlængelse af Holberg og Tullin (1728-65), og det opfattede sig som den klassiske og franske æstetiks bolværk mod Klopstocks og Ewalds tyske påvirkning. I den første tid havde selskabet nærmest karakter af en lyrikcafé, hvor medlemmerne mødtes om en bolle punch kaldet "tolvskillingsbollen", der blev udsat som præmie for det bedste improviserede lejlighedsdigt over et opgivet rim eller emne. Versene blev optegnet i selskabets versprotokol, som dog kun er kendt i fragment fra afskrifter. Det, der således er overleveret af protokollen, blev først trykt 1935.

I 1774 blev Norske Selskab reorganiseret som en akademiagtig organisation a la Det Smagende Selskab med regulære love, udskrivning af prisopgaver og udgivelse af trykkeværdige besvarelser. Selskabet udgav tre Poetiske Samlinger (1775, 1783 og 1793, optrykt 1922). Wessel bidrog med to alvorlige digte til den første samling, "Nøisomhed", et tidstypisk læredigt i kønne aleksandrinere, og "Søvnen. Ode". Det sidste påkalder sig interesse som forfatterskabets eneste vidnesbyrd om, at Wessel også magtede den lyriske genre, og at han faktisk har tumlet med religiøse tanker og følelser, skønt han normalt var for blufærdig til at promenere den side af sig selv offentligt.

Oden tiltaler hymnisk søvnen som menneskets velgører. Med et lyrisk jeg i centrum udvikles billedsekvenser, der ligesom rytmisk (nærmest som en sovendes rolige indånding og udånding) udvikler modsætninger som individ-kosmos, harmoni-kaos, hvile-aktivitet, liv-død, indtil det lyriske jeg i de to sidste strofer endelig bliver sig modsætningsparrenes i bund og grund religiøse karakter bevidst. Splittet mellem håbet om frelse og angsten for fortabelse er der kun tilbage at anråbe Gud:

Norske Selskab opstod på en tid, da der var grøde i dansk dramatik. Ikke mindst de norske intellektuelle i København forsøgte energisk at skabe nationale pendanter til franske forbilleder som Corneille, Racine og Voltaire. Kierlighed uden Strømper blev skrevet, ret kort efter - til dels måske ligefrem på foranledning af - at tre af Wessels landsmænd havde gjort sig bemærket med forsøg i alvorlige dramatiske genrer. Det drejer sig om Niels Krogh Bredal med syngestykket Tronfølgen i Sidon, Claus Fastings tragedie Hermione og Johan Nordahl Bruns Zarine. Af de to sidstnævnte værker var Fastings mest i Racinetraditionen, mens Nordahl Bruns især efterlignede tidens hotteste navn Voltaire, hvis tragedie Zaïre i Loddes danske oversættelse (1757) det danske publikum havde grædt over ved mange opførelser; så populær var den, at den først blev taget af plakaten 1784.

Wesselforskningen har brugt meget krudt på at dokumentere direkte hentydninger til denne samtidige dramatik. Men hvis der er en national forfatter, der umiddelbart minder om Kierlighed uden Strømper, er det vel snarest Holberg, Wessels store forbillede. Ikke så meget den litterære satire Ulysses von Ithacia eller den såkaldte tragikomedie Melampe, men Peder Paars (1719), den store travesti over Vergils Æneide. Holbergpåvirkningen i Kierlighed uden Strømper er det den norske litteraturhistoriker Francis Bulls fortjeneste at have påvist.

Det Norske Selskabs stifter, Ole Gierløw Meyer, havde affærdiget Klopstockskolens stilistiske eksperimenter som "den uforstaaelige Seraphstil" - udtrykket blev lanceret i en anmeldelse, der fremhævede Nordahl Bruns Zarine (førsteopført februar 1772) på Ewalds bekostning. Meyer var en glødende patriot og varm fortaler for et selvstændigt norsk universitet. Hans evner som patriotisk indpisker og polemiker oversteg hans digteriske talent. Selskabets medlemmer gjorde ofte grin med ham. En anekdote fortæller, at Norske Selskab var samlet en dag i 1775, hvor de sad og ventede på, at Meyer skulle vende tilbage efter en audiens hos arveprinsen, der skulle have overbragt første bind af Poetiske Samlinger. Der gik timer, og medlemmerne begyndte at gætte på, hvilke sottiser (dumheder) Meyer, der var kendt som en klodsmajor, nu kunne have begået. Én foreslog, at han var blevet afvist efter at være mødt op med en støvle på den ene fod, en mente, at han havde glemt bogen, en tredje, at han havde tabt parykken, da han bukkede under overrækkelsen af den glemte bog osv. Efter at fem medlemmer havde givet deres bud på mulige blamager, satte Wessel trumf på: Meyer havde nok kvajet sig så meget, at han havde taget livet af sig af skam, så Wessel improviserede følgende fiktive gravskrift:

Det er i virkeligheden en ret grov spøg. Det har dengang virket næsten blasfemisk at lade en selvmorder omtale sig selv som "salig", men det siger noget om, at tonen i Det Norske Selskab har været rå, men hjertelig, og at man ikke skal lægge for meget i navnlig Wessels ironiske ind- og udfald. Det er som regel ikke så slemt ment.

Et af de få digte af Wessel, som man tør opfatte som en personlig, positiv erklæring, er sangen "Brodne Potter i alle Lande", som blev digtet til en populær melodi. Hver strofe gør en europæisk nations dyder og lyder til genstand for en vurdering ud fra det holbergske synspunkt: Efterlign dyderne, sky lyderne. Med sin velvillige indstilling over for tyskere, englændere, franskmænd, polakker, russere osv. demonstrerer sangen Wessels rummelige sindelag og den internationale karakter af hans dannelse. Mod slutningen kommer turen til hans landsmænd:

Det er en tydelig afvisning af den side af Det Norske Selskab, der ytrede sig som brovtende patriotisme.

. Han afløste i 1773 digteren Johan Vibe som sekretær, i hvilken egenskab han administrerede versprotokollen. Trods sin indflydelsesrige stilling i selskabets korte glansperiode, var Wessel ikke partisoldat. Johan Vibe havde især gjort sig i en af selskabets mest yndede genrer, det anakreontiske digt, en typisk rokokogenre, hvor motiver som vin, kvinder og skønhed behandles i en let og underholdende form, nærmest som litterær udformning af motiver hos franske malere som Watteau og Fragonard. En anden rokokogenre, som var yndet af selskabet, var det naturbeskrivende digt. Edvard Colbjørnsen havde bidraget til Poetiske Samlinger 1775 med digtet "Foraaret", der indgår i en traditionslinje, der frembyder navne som Abrosius Stub (1705-58) og nordmanden Christian Tullin. Især den sidste var beundret for sit store digt "En Maji-dag" (1758).

Wessels bidrag til genren er fragmentet Vaaren (1774). Digtet kan opfattes som en lyrisk pendant til Kierlighed uden Strømper. Det er en travesti, altså en parodi, der trækker noget ophøjet ned på et jævnt plan. Digtets erklærede hensigt er at vise, at digternes evindelige lovprisninger af foråret er i strid både med god smag og sandheden. "Dog hørte jeg saa tidt evindelige Sange / Om Maji-Dagens Lyst, at jeg det Indfald fik, / Engang til Floræ Eng at gaa - og see! jeg gik". Digteren bereder sig nu på at optage naturen med én sans ad gangen, sådan som Tullin havde gjort det. Først skal de liflige forårsdufte indsnuses med næsen. Men det yndige rokokoeksteriør er hos Wessel fuld af brudflader. Vindene er - ligesom blomsterne er det med gudinden Flora - personificeret som de mytologiske figurer Zephyr og Æolus, men især den sidste opfører sig alt for menneskeligt:

Da vårens lugt viser sig at være opreklameret, prøver nu digteren, om synssansen kan finde noget at glæde sig over:

Nå. Men så høresansen da?

Naturen, det billige skidt, lugter grimt, blæser støv i øjnene på beskueren og er fuld af hæslig larm. Vaaren er en parodi på en rokokoidyl, på samme måde som Kierlighed uden Strømper er en parodi på en tragedie. Wessels fæller i Det Norske Selskab har næppe opfattet det som et angreb på en genre, men som en begavet spøg.

Man kan dog også sagtens finde eksempler på Wesseldigte, der er helt i pagt med Norske Selskabs program. Fx følgende antisubjektivistiske udfald i fortællingen "Sadelen":

Norske Selskab og Det Danske Litteraturselskab lå i strid, og polemikken var til tider særdeles hård og især fra Norske Selskabs side hadefuld og urimelig. Men hvad mente Wessel og Ewald egentlig om hinanden? Sandheden er, at de næppe har kendt hinanden personligt, og kildematerialet, der dokumenterer, at den ene overhovedet har registreret den andens eksistens, er mildt sagt tyndt.

Fra Ewalds side har vi én bemærkning i tidsskriftet De Fremmede, hvor Ewald påkalder den tiende muse, den tragikomiske, "vor muntre Vessels Lederinde, du som i vore Dage har lært os at skoggerlee, naar et halv Dosin Skrædere stikke sig ihjel". Det er jo en meget gemytlig kommentar, Ewald havde som bekendt humoristisk sans, så han har som alle andre moret sig kosteligt over Kierlighed uden Strømper.

Fra Wessels hånd har vi ét eksempel på, at han direkte stikker til Ewald. Det er fortællingen "Den Druknede" (Votre Serviteur. Otiosis nr. 12, der, dog uden at Ewald nævnes ved navn, gør grin med et udtryk i en vise fra Fiskerne (1779)): "Naar Søen plyndrer fra sin Ven, / Og sætter ham paa Prøve, / Da leer han kun, og tvinger den / At bringe tifold det igien, / Som den har turdet røve. / Han sadler dristig Havet op, / Saasnart hans Hierte lyster; / Og rider høit paa Bølgens Top, / I Trav og susende Galop, / Til guldbestrøede Kyster". Wessel vil med sin fortælling forsøge

Herefter udvikler Wessel udtrykket "sadle en Najade" i rammen af den tynde anekdote, der er fortællingens kerne. Israel Levin gætter på, at Wessel har været i stofnød og har genbrugt noget materiale fra skrivebordsskuffen. Hvis det skal forstås som en kritik af Fiskerne, er den i hvert fald uaktuel, og der kan ikke være tale om et personligt angreb. Ewald havde, da "Den Druknede" udkom, været død i tre år. For resten har det nok ikke været ondt ment. Wessels humor er næsten altid uden malice. Han begynder fx et digt "Jeg synger om en Mand, saa er den gamle Tone; / Hvad, om man sang en engang for Løier om en Kone". Det er ligesom de første vers af Holbergs Peder Paars en hentydning til Æneidens berømte begyndelseslinje: "Arma virumque cano" (Jeg synger om krig og en mand), som har været fælleseje på Wessels tid, men man skal ikke af den grund tro, at Wessel ikke brød sig om Vergil. Tværtimod. Wessel var så fuld af gallisk esprit, at han var bedst, når han gjorde grin med det, han elskede.