menu_top.gif Forfatter Perioder Titel background.gif logo.gif til forside
Forfatterportræt
ved Johan de Mylius

Indledning
Biografi
Forfatterskabet
Tekstoplysninger
Bibliografi

Om portrættøren

Forfatterportrættet som PDF

Forside Hans Christian Andersen
 

menu_bund.gif Søg til forside
clear.gif

Forfatterskabet

Vigtigste værker

Eventyr og historier

(herunder omtales tilløbene til de "rigtige" eventyr, derefter bogudgaverne af eventyr og historier)

1827 "Dykker-Klokken. Et Eventyr paa Havets Bund" trykt i J.L. Heibergs tidsskrift Kjøbenhavns flyvende Post. En versificeret fortælling, der senere indgår som kap. 12 i Fodreise (1829). Der er i traditionel genreforstand ikke tale om et eventyr. Betegnelsen bruges her som gældende for "eventyrlige" dvs. fantastiske oplevelser, svarende til Abenteuer på tysk (modsat Märchen). Denne tvetydighed hos Andersen i brugen af betegnelsen eventyr holder sig helt frem til det tidspunkt, hvor han endeligt lægger sig fast på betegnelsen Märchen om sit livs historie (1847, se Johan de Mylius: "Der deutsche Andersen" i Dänisch-deutsche Doppelgänger udg. af Detering, Gerecke u. de Mylius, Göttingen 2001). "Dykker-Klokken" er en satirisk versfortælling i stilen fra Wessel og Baggesen. Linien tilbage til Baggesen er vigtig til forståelse af Andersens komiske versfortællinger fra de unge år og hans første rejsebog Skyggebilleder.

1830 "Dødningen". Trykt som afsluttende prosatekst i samlingen Digte. Præsenteres som et "fyensk Folke-Eventyr", genfortalt efter erindringen, og forfatteren lover, at "dersom jeg seer det optaget med Bifald, vil jeg saaledes behandle flere, og engang levere en Cyclus af danske Folke-Eventyr". Det blev dog ikke optaget med bifald, og det skyldtes den vittigt-preciøse litterære stil, som Andersen til dels havde ladet sig inspirere til fra tyskeren Musäus. Sammenlignet med den senere version, "Reisekammeraten" (1835) er der dog ikke kun tale om et mislykket forsøg. "Dødningen" er en tekst i sin egen ret med en tematik helt anderledes end den i "Reisekammeraten". Den handler om en fascination af erotik og død og om en rejse ind i uvirkelighedens og fantasiens verden.

1831 i Skyggebilleder indgår der i kapitlet "Braunschweig" (kap. IV) et eventyr om den gamle konge, der vil give sin datter og det halve rige til den, der kan fortælle ham noget, som han må indse er en løgn. En ung prins, der elsker prinsessen, og som elskes af hende igen, forsøger sig ihærdigt, men uden held, og de går alle i graven. Men kongen opstår af graven og banker på hos forfatteren, som fortæller ham handlingen i et teaterstykke, han lige har set i Braunschweig, og da kongen hører dette "Malerie af Menneskelivet", udbryder han, at det må være løgn, sådan ser verden ikke ud. Eventyrelementet tjener her et litteratursatirisk formål, ganske i Fodreises ånd. I Skyggebilleders kap. III, afsnittet om Lüneburger Heide indgår et eventyr om alferne. Hvor Baggesen i Labyrinten (1792-93) havde krydset heden med lukkede øjne, tager Andersen drømmen til hjælp for at kvikke op på hedens søvndyssende kedsommelighed. Eventyret om alferne er dog ikke i traditionel forstand et eventyr, men en blanding af hoffmannsk fantasi (animation af lysstråler og dugdråber og satire over de medrejsendes karakterer) og andersenske tanker om at vokse efter døden "under Evighedens mægtige Sollys". Sammenhængende handling rummer dette eventyr ikke, det er "abenteuerlich", men ikke et "Märchen".

1835-41 (med årstallet 42) Eventyr, fortalte for Børn, i alt 6 hæfter. Om eventyrene har Andersen udtalt sig tre steder: I et forord "Til de ældre Læsere" 1837, indføjet foran i 3. hæfte. I "Bemærkninger" til eventyrene i Eventyr og Historier illustrerede af Vilhelm Pedersen, bd. 2, 1863, fortsat i Samlede Skrifter bd. 27, 1868, og i Eventyr og Historier bd. V, 1874. Endelig i Mit Livs Eventyr, bd. I, kap. X, s. 288-294. I "Bemærkninger" skriver Andersen: "Man skulde i Stilen høre Fortælleren, Sproget maatte derfor nærme sig det mundtlige Foredrag; der fortaltes for Børn, men ogsaa den Ældre skulde kunne høre derpaa". I Mit Livs Eventyr skriver Andersen: "Jeg havde i det først udkomne Hefte ligesom Musäus, men paa min egen Maade, givet gamle Eventyr, hvilke jeg havde hørt som Barn; den Tone hvori de endnu klang for mig, var mig den naturligste, men jeg vidste nok, at den lærde Critik vilde dadle dette Sprog; for altsaa at stille Læseren paa et Standpunkt, kaldte jeg dem Eventyr, fortalte for Børn, uagtet min Mening var, at de skulde være baade for Børn og Ældre". Og Andersen fortsætter: "jeg havde sat mine Smaafortællinger paa Papiret ganske i det Sprog, med de Udtryk, i hvilke jeg selv mundtlig havde fortalt dem for de Smaa og var kommen til den Erkjendelse, at de meest forskjellige Aldere gik ind herpaa; Børnene morede sig meest ved, hvad jeg vil kalde Staffagen, den Ældre interesserede sig derimod ved den dybere Idee. Eventyrene blev en Læsning for Børn og Voxne, hvilket jeg troer, i vor Tid, er Opgaven for Den, der vil skrive Eventyr" (I, 289-290).

Andersen tager i sine tidlige eventyr afsæt i folkeeventyret, som han i en række tilfælde genfortæller i sin egen stil, en bevidst konstrueret "naiv-barnlig" og mundtlig stil. Han er ikke kommet til sin skrevne eventyrstil direkte fra en mundtlig fortælleform, som de tidligere publicerede eventyr-tilløb klart viser. Alene omskrivningen af "Dødningen" til "Reisekammeraten" taler sit tydelige sprog om, at vejen for Andersen gik fra voksenlitteraturen til børnefortællingen. Deraf også den i mange af fortællingerne bibeholdte voksen-ironiske synsvinkel og ubetvingelige lyst til satire og vittige ordspil. Allerede blandt de tidlige såkaldte børneeventyr finder man klart litterære "voksentekster" som "Den lille Havfrue", "De vilde Svaner", "Paradisets Have" og "Den flyvende Kuffert". Det litterære i disse (og andre) tekster har at gøre med tematikken (f.eks. naturtemaet, eros-tanken, det religiøse). At f.eks. "De vilde Svaner" er ca. 10 gange så lang som forlægget, Mathias Winthers "De elleve Svaner" fra dennes Danske Folkeeventyr 1822, har at gøre med dels den dramatisk-sceniske fremstillingsform med mange replikker, dels med de mange, ofte symbolsk ladede naturbeskrivelser af malerisk karakter. Sådan kan Andersen ikke have fortalt mundtligt, det er en udpræget litterær, skriftlig form.

Endelig skal det tilføjes, at Andersens eventyr generelt adskiller sig fra brdr. Grimms - og kommer til at gøre det mere og mere, i jo højere grad han slipper folkeeventyret og kaster sig ud i selvopfundne eventyr - ved gennemgående ikke at benytte formlen "der var engang". Andersens kendemærke bliver det nutidige og dermed moderne, realistiske og genkendelige, uanset, om det er tings-eventyr som "Den standhaftige Tinsoldat" og senere "Kjærestefolkene" (Andersens helt særlige gebet på eventyr-området, hvor han er inspirationskilden for Disneys tegnefilm) eller historier med menneskelige figurer. Andersen finder eventyret i hverdagen.

1838 tilføjedes en historie med mange indlagte historier, "Lykkens Kalosker", i en særudgivelse kaldet Tre Digtninger. Teksten blev omarbejdet 1850 lidt efter samme retningslinier som omarbejdelsen af "Dødningen" til "Reisekammeraten", men ikke nær så radikalt. Fortællingen er en blanding af dødsalvor og satire, meget i stil med Fodreise. Den åbner med en satire over den nostalgiske længsel efter fortiden ("Hvorledes det gik Justitsraaden"), for Andersen, der på mange måder hentede inspiration hos romantikken, var sig på dette punkt bevidst som moderne og fremskridtsoptimistisk. Fortællingens afsluttende betragtning over, hvad lykkens galocher bragte menneskene, anslår et grundtema hos Andersen: det bedste, de bragte, var måske døden!

1839 kom Billedbog uden Billeder, første udgave med kun 20 aftener. I senere udgaver efterhånden forøget op til i alt 33 aftener. Det er en samling maleriske skitser, knap nok fortællinger, i nogle tilfælde ligefrem prosalyriske stykker. Det erklærede forbillede er 1001 Nats Eventyr, men allerede her viser sig et træk, der i den senere del af Andersens produktion skulle blive mere dominerende: Fortællingen er under opløsning, og teksten bliver maleri, lyrik, musik eller simpelthen tekstuel. Grundformen for Billedbog er arabesken, den slyngede, ornamentale og lunefulde form. Oprindeligt indledtes "aftenerne" med et billede af den døende kejser plaget af syner fra sine ugerninger (et billede, som Andersen genoptog og mildnede i "Nattergalen" 4 år senere), men da Fr. VI døde samme år, udelod Andersen denne "aften" af frygt for, at den skulle blive udlagt som en skildring af kongen.

1843 (med årstallet 1844) - 1848 Nye Eventyr, 5 hæfter med i alt 22 eventyr. Sammen med flertallet af de tidligere Eventyr, fortalte for Børn rummer disse hæfter kulminationen af Andersens eventyrproduktion såsom "Nattergalen", "Kjærestefolkene", "Den grimme Ælling", "Grantræet", "Sneedronningen", "De røde Skoe", "Hyrdinden og Skorsteensfeieren", "Skyggen", "Det gamle Huus", "Den lille Pige med Svovlstikkerne", "Den lykkelige Familie" og "Historien om en Moder", hvoraf flere hører til blandt de verdensberømte tekster. Her finder Andersen i meget forskellige former for fortællinger rum for psykologiske og religiøse dybder, eksistentielle livsvalg, social med-liden, selviscenesættelser, satire, desperation over ensomhed og tidens ubarmhjertige udslettelse af alt. Han kan skrive et direkte anti-eventyr om afstanden mellem ordenes og de gode viljers verden og de magtfulde skygger i grænseområdet mellem det alt for virkelige og den poesiforladte uvirkelighed. Og han kan skabe en sand mytisk fortælling af hjertegribende og skræmmende dimensioner om kærlighedens selvopofrelse og evne til at overvinde alt, selv døden, om dens afmagt over for den fjerne Gud og hans ubegribelige vilje og om den smertefulde resignation. I "Historien om en Moder" er Himlen ikke den trøsterige evighed, men "det ubekjendte Land".

1850 samles de hidtil udgivne eventyr op i en samlet illustreret udgave ved Vilhelm Pedersen (heri også den romantiske bekendelse til enheden af natur, poesi og religion, "Klokken", der havde været offentliggjort allerede 1845 i Maanedsskrift for Børn). Det er den første illustrerede udgave på dansk. Vilhelm Pedersens forbillede er tyskeren Otto Speckter, som fra og med 1846 (først i tyske og senere i engelske udgaver) illustrerede Andersen-eventyr. Andersen fandt selv disse illustrationer "høist geniale" (brev til forlæggeren Carl B. Lorck 19. maj 1846). I England blev eventyrene samme år gennemillustreret af Count Pocci.

Ved fremkomsten af denne udgave (senere suppleret med illustrationer af Lorenz Frølich) begynder Andersens eventyr for alvor at komme i store oplag med pæn indtjening til følge.

Fra og med denne tid fremkommer eventyrene - og senere historierne - i så mange forskellige sammenhænge og publikationsformer, at en nærmere dokumentation må henvises til Det Danske Sprog- og Litteraturselskabs tekstkritiske udgave v. Erik Dal (I-VII, 1963-1990) og til Birger Frank Nielsens bibliografi (se under afsnittet Bibliografi). Herefter skal der kun skitseres hovedtræk af de egentlige samlinger.

1852-53, opsamlet og suppleret og illustreret af Vilhelm Pedersen i 1855 Historier. De to hæfter plus den samlede, illustrerede udgave rummer i alt 24 tekster, hvor for alvor nyorienteringen og spredningen i tekstformer gør sig gældende. Af disse er det kun folkeeventyr-teksten "Klods-Hans" og den behavioristiske satire "Det er ganske vist!", der hører til blandt de meget kendte, den sidste endda kun i Danmark. En tekst som "Hjerte-Sorg" er i takt med interessen (i Danmark) for modernistiske træk hos Andersen blevet meget benyttet i litteraturundervisningen på forskellige niveauer (ligesom "Skyggen" for længst - dvs. siden Villy Sørensens behandling af den - har afløst "Klokken" som prügelknabe i gymnasieundervisningen).

1858-72 Nye Eventyr og Historier, i alt 11 hæfter med 64 tekster (hvortil kommer tekster i forskellige opsamlingsudgivelser). Af disse er det kun "Vinden fortæller om Valdemar Daae og hans Døttre" (1859), "Tolv med Posten" (1861), "Hvad Fatter gjør, det er altid det Rigtige" (1861), "Sneemanden" (1861) og "Tante Tandpine" (1872), der i forskellig grad hører til de nogenlunde kendte. Mange af Andersens litterært set mest interessante tekster findes inden for de sidste ca. 20 år af hans produktion. Men det er betegnende, at verdensberømmelsen er knyttet til de tidlige (børne)eventyr.

1868 udkom særskilt "Dryaden", et eventyr eller en historie om verdensudstillingen i Paris, som Andersen havde besøgt et par gange året før. Historien er en moderne genskrivning af "Den lille Havfrue", men med pessimistisk udgang. Historien indledes og afsluttes med, at "vor Tid er Eventyrets Tid", men denne fremskridtsoptimisme brydes her af en grundlæggende skepsis over for muligheden af at integrere natur og kultur/bycivilisation. Historien blev en stor salgssucces. I løbet af en måned var to oplag på i alt 6.000 eksemplarer revet væk. Andersen havde forsøgt at interessere den unge Georg Brandes særskilt for denne fortælling og var derfor skuffet over, at Brandes i sin artikelserie om Andersen i Illustreret Tidende 1869 gik let hen over den. Andersen ville med den bevise sin modernitet, men Brandes havde brug for at placere Andersen under en "herskende evne", det barnlige, som hørte hjemme i en barnlig tid, romantikken.

Romaner

(her omtales alle Andersens romaner)

1835 Improvisatoren. Grundlæggende en "malers" bog om natur, folkeliv, byer og kunst i et nutidigt Italien. Vævet sammen med en kunstnerskildring - romanen er en jeg-roman, fortalt af en sanger og digter (improvisator) ved navn Antonio, der vokser op i udkanten af Rom som fattig dreng, men ved skæbnens indgriben rives ud af sit miljø, opdrages hos den fornemme Borghese-familie, men må flygte både fra den og fra en ulykkelig kærlighed for at blive kunstner. I Neapel, hvor hans gennembrud finder sted på teatret, oplever han både den seksuelle fristelse og Vesuv i udbrud, skylles ved et bådforlis op i den (dengang nyopdagede) Blå Grotte på Capri, hvor trådene i hans skæbnes væv knyttes i en drømmeagtig sekvens. Opgaven på resten af hans rejse frem mod lykken bliver at forene drøm og virkelighed - på virkelighedens præmisser. Det er den første egentlige dannelsesroman i dansk litteratur, og den betegner desuden et gennembrud for samtidsromanen (hvor Ingemanns romaner havde dyrket middelalderens historie).

1836 O.T. Det er en ganske anden type roman, ikke kun derved, at sceneriet er dansk og handlingen dermed udspiller sig i en mere eller mindre velkendt, prosaisk virkelighed. Men først og fremmest ved, at romanen - ligesom en nyere tids kriminalromaner - langsomt afdækker mørke punkter i fortiden. Den gådefulde titel (O.T. er hovedpersonens initialer, Otto Thostrup, men er samtidig det brændemærke, han bærer i sin skulder, Odense Tugthus, hvor han ved skæbnens ugunst er født) korresponderer med hovedpersonens uafklarede forhold til sin egen sociale og psykiske identitet. Som student er Otto på vej til at blive "herre i åndernes rige" og ønsker - et tema helt i tråd med tidens borgerligt-liberalistiske tankegang - at få sin "åndens adel" bekræftet socialt, her i en forbindelse med en grevelig familie. Men her kommer hans dunkle fortid ham i vejen. Ved sin interesse for outsiderens problematik og for "det skjulte" (seksuelt, socialt og psykisk) hører romanen hjemme i 1830'ernes main-stream, "det Interessante".

1837 Kun en Spillemand. Hvor O.T. udforskede de sociale og psykiske skygger og udtrykte en tvivl med hensyn til verdensordenen, dér er Kun en Spillemand endnu mere radikal i sin skepsis. Den handler grundlæggende om bundethed og uforløsthed, socialt og psykisk. Hovedpersonen Christian går til grunde som mislykket kunstnerisk talent, dels på grund af, at han ikke har evnet at overskride barndommen og blive voksen, dels på grund af sin stadige binding til barndomskæresten, jødepigen Naomi (en lignende uforløsthed har Andersen senere beskrevet i historien "Under Piletræet" 1852 m. årst. 1853), endelig også på grund af manglende håndsrækning fra "omgivelserne", dvs. samfundet. Det er den første virkelige nederlagsroman i dansk litteratur og dermed i slægt med naturalismens/realismens romaner. I sin komposition er den meget utraditionel, idet den fra og med barndomsskildringens slutning benytter et kontrapunktisk princip med stadige klip mellem Naomis socialt opadstigende skæbne ude i Europa og Christians miserable nedtur hjemme i Danmark. Trådene knyttes igen, da følget, der bærer den fattige landsbyspillemand Christians kiste, må vige ud i grøften for den rige Naomis vogn.

1848 De to Baronesser. En bred panoramisk opbygget roman, den første af en serie lignende romaner, der på det 19. århundredes grund er en slags forløbere for det 20. århundredes kollektivromaner (M.A. Goldschmidts Ravnen 1867, Vilhelm Topsøes Nutidsbilleder 1878, Herman Bangs Stuk 1887 og Sommerglæder 1902). Samtidig er det den første danske roman med en kvindelig hovedperson (endda to). Elisabeth er en kvindelig pendant til Antonio og Christian, en pige født i fattigdom og som i sin opvækst udvikler sin fantasi og et kunstnerisk talent. Hendes skæbne og romanens totale historiske tidshorisont via den gamle baronesses skæbne går fra mørke mod lys, men med en undertone af de destruktive kræfter, som kan bremse lysets gang, hæmme eller forkrøble væksten, og som det religiøse i sidste ende er modvægten til. Således at forstå, at romanen midt i et kalejdoskopisk billede af tilværelsens - og samfundets - lys- og skyggesider insisterer på at finde den røde tråd, der viser, "at vi tilhører Gud". Billedet med den røde tråd, der løber gennem den engelske marines tovværk har Andersen hentet hos Goethe (romanen Die Wahlverwandtschaften, 1809), men har givet det en religiøs toning. Romanen udtrykker Andersens fremskridtsoptimisme i beskrivelsen af samfundets udvikling fra bondeundertrykkelsens dage og frem til den gamle tids ophør med Fr.VI's død og et udblik mod en utopisk tilstand af friere bevægelighed mellem samfundsklasserne og en større forståelse af samhørighed dem imellem.

1857 At være eller ikke være. I sin bekymring over den stigende materialisme i tiden efter 1848 fulgte Andersen i 1855 professor Eschrichts forelæsninger mod materialismen på Københavns Universitet og samlede bl.a. her stof til en stor dannelsesroman, der på baggrund af den nationale krise (treårskrigen) skulle debattere livsanskuelseskrisen. Hovedpersonen Niels Bryde bryder med den tro, han er opvokset i hos sin plejefamilie på en præstegård. Som medicinstuderende og læge (jvf. realismens senere roman- og skuespillæger, der alle er forankret i den ny tids materialisme) vender han sig imod religionen, men tabet af hans elskede og hans egen dødskrise under krigen fører ham frem til en genvunden tro på det evige liv. Via en parallelhistorie om taterne og tabet af deres gudebillede tolker Andersen denne proces som et tab af den ydre religiøse autoritet, men en genfindelse af det i det indre syn. Dermed bliver argumentet således drejet derhen, at troen på det evige liv ikke er bevist i det ydre, men netop er tro. I den forstand bliver Niels Bryde en ny Aladdin, der finder lampen.

1870 Lykke-Peer. En fortælling på grænsen mellem hverdagshistorie og eventyr. Den er en gennemspilning af det Aladdin-motiv, som fra Oehlenschlägers skuespil (1805) via bl.a. Henrik Pontoppidans Lykke-Per (1898-1904) frem til Martin Andersen-Nexøs Pelle Erobreren (1906-10) i tilslutning og modsigelse bliver en grundmyte i dansk litteratur, en myte, som Andersen frem for alle har taget til sig og spejlet sig i litterært og selvbiografisk. Det er en lille kunstnerroman om en fattig drengs opstigen og gennembrud som sanger og komponist - og om hans pludselige død i selve kulminationens øjeblik, hvor Andersen døber ham "den Lykkelige fremfor Millioner". Denne Aladdin er ikke "munter" som Oehlenschlägers. Munterheden er afløst af en satire, som går ud over det åndeligt kvælende småborgerskab og det rige borgerskabs åndløshed. Succesdrengen Peer har kvaler med damerne, og hans grundsorg (udtrykt i digtet "Alt farer hen som Vinden") skyldes, at kunsten - modsat Oehlenschlägers vision - ikke kan forsones med livet/kærligheden. Den unge baronesses blik kan mødes med Peers i et splitsekund, da han står ombølget af jubel på scenen, men så er det også slut, og godt for det, han blev sparet for skuffelsen og nedturen.

Rejsebøger

(her omtales alle Andersens rejsebøger)

1831 Skyggebilleder af en Reise til Harzen og det sachsiske Schweiz etc. etc. i Sommeren 1831. Ikke uden forbindelse til Heinrich Heines Harzreise (1826, første del af hans Reisebilder), men især inspireret af Jens Baggesens Labyrinten (1792-93), både tematisk - rejsen som en flugt fra en uforløst kærlighed, der hele tiden spøger i baggrunden - og stilistisk (ikke mindst i det kåde indledningskapitel). De lyriske indslag bærer vidnesbyrd om Andersens læsning i Heines Buch der Lieder (1827), som også hans tidlige digtsamlinger skatter til. Bogen er ellers en opdagelsesrejse i den romantiske bjergnatur og dermed en introduktion af naturskildringen og overhovedet maleriet i Andersens prosa. "Digteren viger ikke for Maleren!" lyder det programmatisk (1. kap., s. 10). Den friske tilgang til tingene udmønter sig også i politiske uforsigtigheder med besyngelse af friheden.

1843 En Digters Bazar. Ligesom Billedbogen havde arabesken som grundform, er Bazaren orientalsk, ikke så meget ved, at Andersen har været i Tyrkiet og i de af tyrkerne beherskede Donaulande, men ved hele sit brogede, summende billede af Europa. Andersen er en journalist på rejse i sin samtid, men han er også en kunstner, der komponerer sin rejseskildring op omkring udtryk for en ny verdens mangfoldighed og dens tilsvarende kunst. Den oscillerer mellem det romantisk farveprægtige og det moderne eventyrligt-tekniske, det sidste repræsenteret ved jernbanen, som får et beruset kapitel for sig, og ved klavervirtuosen Franz Liszt, hvis tekniske brillans sammenlignes med dampmaskinernes hamren og med guldmønternes klingren på Børsen i Hamborg. Denne fortvivlede sjæl, der spiller sig fri via teknikken, er bogens indledende og afsluttende vignet, et billede på den romantiske kunsts vilkår i den moderne tid.

1851 I Sverrig. Meget mere end blot en rejsebeskrivelse er denne bog en lyrisk-musikalsk suite kulminerende i kapitlet "I Skoven" (kap. XXI) med det efterfølgende dobbeltdigt "Stemninger" (kap. XXII) med overskrifterne "Moll" og "Dur". Flere af bogens tekster optræder også i samlingerne af Andersens historier. Bogen spænder vidt, fra naturstemninger over sagn og historie(r) til nutidens fabriksverden og til essayistik (kap. XX, "Tro og Videnskab. Prædiken i Naturen") og hymnisk-dithyrambisk poetisk konfession (kap. XXX, "Poesiens Californien"). Med sin af Ørsted inspirerede tro på forsoningen af Aladdin og Noureddin, poesien og videnskaben, er bogen et centralt bekendelsesskrift i forfatterskabet.

1863 I Spanien. Den mest journalistiske af Andersens rejsebøger, omhandlende en del af Europa, der på den tid var så godt som ukendt land for danske rejsende. Bogen er dog ikke udelukkende rejseberetning, den rummer også i kap. XIV i anledning af et besøg i domkirken i Cordoba, der tidligere har været moské, en religiøs bekendelse eller rettere en bekendelse til religiøs tolerance og til troen på én Gud. Det litterært mest værdifulde i bogen er dens mange indlagte digte, oftest erotiske digte, flere af dem skrevet på bevidstheden om den snarlige udslukkelse.

1868 Et Besøg i Portugal 1866. Tilsyneladende en letvægter blandt Andersens rejsebøger, men hans evne til poetisk-lyrisk landskabsbeskrivelse fejrer nye triumfer her i dette alderdomsværk.

Dramatiske arbejder

(en række småstykker, oversættelser, rene bearbejdelser og studenterkomedier eller revytekster omtales ikke)

1832 Bruden fra Lammermoor. Originalt romantisk Syngestykke i fire Acter. Musikken componeret af I. Bredal. Teksten bygger på Walter Scotts roman fra 1819 af samme navn, som i øvrigt Donizetti 3 år senere skabte sin opera over: Lucia di Lammermoor. Stykket blev en pæn publikumssucces.

1832 Ravnen eller Broderprøven. Trylle-Opera i tre Acter, (efter Gozzis tragicomiske Eventyr). Musikken componeret af J.P.E. Hartmann. Andersen havde hos E.T.A. Hoffmann i dennes Die Serapionsbrüder læst, at Gozzis eventyragtige maskekomedie Ravnen (Il corvo, 1761)) egnede sig fortræffeligt som stof til en opera, og det satte ham i gang med projektet, som Hartmann satte musik til. Selv om operaen blev godt modtaget af publikum, var Hartmann og Andersen begge utilfredse med den, og i 1865 lavede de sammen en ny version (denne gang kaldet "Eventyr-Opera"), hvor den talte dialog blev erstattet med recitativer, og hvor både tekst og musik blev revideret. Samarbejdet omkring Ravnen i 1832 blev indledningen til et livslangt nært venskab og samarbejde mellem Andersen og Hartmann.

1833 Agnete og Havmanden. Dramatisk Digt. Rummer to dele: "Agnete paa Holmegaard" og "Agnete, Havmandens Viv". Bearbejdet for scenen og opført med musik af Niels W. Gade 1843. Stykket bygger på den såkaldte folkevise "Agnete og Havmanden" og på Baggesens ballade over samme emne, "Agnete fra Holmegaard". Andersen har skrevet den oprindelige version under sin store dannelsesrejse i august 1833, skrevet den så at sige med sit hjerteblod, for den er en bekendelse af hans egne kvaler som forsmået elsker.

1836 Festen paa Kenilworth, romantisk Syngestykke i tre Acter. Endnu et syngestykke baseret på forlæg af Walter Scott (romanen Kenilworth, 1821). Denne gang med musik af Weyse, fra hvem ideen til det fælles projekt kom. Stykket gik i alt 7 gange. Andersen lod kun sangene fra stykket trykke, heriblandt de meget kendte tekster "Brødre, meget langt herfra" (med omkvædet "Skade, at Amerika,/ Ligge skal saa langt herfra") og romancen "Hyrden græsser sine Faar". Som hele blev teksten til syngestykket først trykt i bd. 32 af Samlede Skrifter (fortsættelsen af 1.-udgaven, 1876).

1839 Vaudevillen Den Usynlige paa Sprogø. Dramatisk Spøg, i een Act, med Chor og Sange. Blev opført i januar 1839 på Det kgl. Teater og fandt her i Andersens levetid i alt 22 opførelser, foruden at det senere spilledes 28 gange på Casino. Som vaudeville er det lille stykke baseret på Andersens valg af kendte melodier fra mange sider. Stykket er endda skrevet til genbrug af en eksisterende dekoration fra et stykke af Henrik Hertz (Flugten til Sprogø).

1840 Mulatten. Originalt romantisk Drama i fem Akter. Andersens største litterære sejr på Det kgl. Teater. Et højspændt, lyrisk-dramatisk stykke om outsideren, mulatten Horatio, der hverken er hvid eller sort, men ved egen kraft og uddannelse har løftet sig op til "åndens adel" og bejler til en pige fra plantageejernes kreds. Under ham ulmer seksualiteten og slaveoprøret, og han selv trues med at blive kastet tilbage til slaveriet, men løskøbes ved kærligheden. Et helt centralt stykke til forståelse af Andersens sociale selvfortolkning og et af højdepunkterne i teatrets bidrag til romantismen.

1840 Maurerpigen. Original Tragedie i fem Akter. Hovedpersonen Raphaella er en ny version af den lille havfrue, en kvinde, der er placeret i en konflikt mellem to verdener, muslimernes (maurernes) og de kristnes. Selv om hun har "den indre dåb", må hun for fædrelandets skyld opgive at blive gift med kongen, der ægter en prinsesse i stedet, og Raphaella styrter sig i døden - og stykket ender i "en vild Dissonants". Musikken til stykket var skrevet af Hartmann. I stedet for den succes, Andersen havde håbet på - og kalkuleret med økonomisk i forbindelse med sin orient-rejse - blev stykket en eklatant fiasko.

1844 Kongen drømmer. Originalt romantisk Drama i een Act. Musiken componeret af Hr. Syngemester Rung. Andersen havde, for at komme uden om, hvad han opfattede som en personlig hetz fra teatercensurens side, indleveret stykket anonymt og lod det også trykke uden forfatterangivelse. Hovedpersonen er Christian II (hvis tid Andersen i sin ungdom havde villet skildre i en aldrig fuldført roman, Christian den Andens Dværg) i hans tid som fange på Sønderborg Slot. I en række drømmebilleder genoplever kongen situationer fra sit tidligere liv. Med patos fremstilles kongen som den, der tager folkets parti mod den mægtige adel, der udsuger landets blod. Så længe gætterierne om, hvem forfatteren var, stod på, roste Andersen sig (se brev af 25. februar til Jette Wulff) af den politiske tendens i stykket. Genremæssigt kan stykket ses som Andersens oplæg til Strindbergs drømmespilsdramatik o. 1900.

1845 Lykkens Blomst. Eventyr-Comedie i to Acter. Med musik af H. Rung. Bortset fra de tidlige operaer og syngestykker med eventyrtræk er dette stykke som skuespil betragtet Andersens første forsøg på at omplante eventyret til teaterscenen. Hovedpersonen Henrik lærer via eventyrlige overtoninger til scener med Ewald og Arendse og til kong Valdemar og hans vilde jægere, at lykke ikke ligger i geniet (kunsten) eller i magt og herlighed, men i hjemmet, familien og en elsket kvindes favn. Dér er lykkens blomst.

1845 førsteopføres litteratursatiren Den nye Barselstue. Originalt Lystspil i een Act. (Kommer i bogform først 1850). Satiren er vendt mod alt det falske i miljøet omkring litteraturens og teatrets begivenheder, mod anmelderne etc., men ikke mod selve tidens litteratur eller teater. Frem til 1875 spillet 61 gange på Det kgl. Teater.

1846 lystspillet Hr. Rasmussen opføres på Det kgl. Teater, dog kun med én (skandaløs) opførelse. Andersen lod aldrig teksten trykke. Først udgivet posthumt 1913.

1846 Liden Kirsten, originalt, romantisk Syngestykke i een Act. Musikken til denne opera er skrevet af J.P.E. Hartmann, dansenes koreografi først ved P. Larcher, senere ved August Bournonville, ligesom Hartmann en ven og samarbejdspartner for Andersen. Teksten går helt tilbage til 1835, hvor Andersen - uden held - indleverede stykket til teaterdirektionen med musik af Bredal. Operaen bygger på folkevisen om "Herr Sverkel" og har sin særlige styrke i den romantiske folkevisestemning. I Andersens version er kærlighedshistorien truet af en mulig broder-søster forbindelse (incest-motivet dyrkes med forkærlighed i tiden, bl.a. af Thomasine Gyllembourg og St.St. Blicher), der dog opløses til sidst. Operaen gik 65 gange i Andersens levetid og blev århundredet ud betragtet som den danske nationalopera og står stadigvæk som hovedværket i dansk opera i det 19. århundrede. Ved Franz Liszts mellemkomst (Liszt var en god ven af Andersen) blev operaen opført 1856 på teatret i Weimar (under titlen Klein Karin).

1849 operaen Brylluppet ved Como-Søen. Opera i tre Acter, med musik af F. Glæser og balletarrangement af Bournonville. Stoffet bygger på nogle kapitler i Al. Manzonis roman I promessi sposi (1827) og har samme motiv som kendes fra Lessings Emilia Galotti, Schillers Kabale und Liebe og Verdis Rigoletto: den forbryderiske adelsmand, der vil tage den uskyldige borgerlige pige (her: bondepige) med vold. Med stor dramatik slås banditterne på flugt, folket og den uskyldige kærlighed sejrer. Operaen blev en succes og opførtes 12 gange.

1849 Den lille vaudevillespøg En Nat i Roeskilde - om manden, der kommer til at overnatte sammen med sin kones elsker - opføres på Casino, hvor den går 46 gange. Uropførelsen fandt sted som juleunderholdning 1848 på herregården Bregentved, hvor Andersen var gæst. Et af Andersens morsomste småstykker, en bearbejdelse efter Varins og Lefevres Une chambre à deux lits.

1849 opføres Meer end Perler og Guld, Eventyr-Comedie i fire Acter. Fri Bearbejdelse efter F. Raimund og "Tusinde og een Nat" i Casino. Med dette stykke, der er en bearbejdelse af Raimunds wiener-Posse Der Diamant des Geisterkönigs (1824, udg. i bogform 1837), går Andersen for alvor ind i et samarbejde med det nye, folkelige Casino-teater, hvor han får nogle af sine største teatersuccesser. Andersens bearbejdelse er en lokalisering af stykket fra Wien til Vesterbro og giver således en burlesk-moraliserende blanding af eventyrlige figurer og scenerier (med stor effekt i dekorationsskiftene) med jævn folkelig hverdagsrealisme. Moralen er den samme som i eventyrkomedien Lykkens Blomst, at pigen, man vinder, er mere end perler og guld. Frem til 1886 fik stykket 162 opførelser på Casino.

1850 førsteopføres på Casino Ole Lukøie. Eventyr-Comedie i tre Acter. Trods titelfællesskabet har stykket ingen forbindelse til eventyret om Hjalmar og Ole Lukøje. Stykket er en formaning til at finde lykken i nøjsomheden, en folkelig morale skåret til efter, hvad Andersen så som nødvendig tale til en gærende tid. Det hele dog anrettet i en satirisk-burlesk ramme. Stykket gik 117 gange på Casino.

1851 førsteopføres Hyldemoer. Phantasiespil i een Act på Casino. I Andersens levetid gik stykket 60 gange. I årene 1905-07 og 1942-43 blev det spillet henh. 28 og 14 gange på Det kgl. Teater, foruden at det har været opført på Scala-Teatret sidst i 1920rne. Stykket er ganske kompliceret i sin handling, som Andersen efterfølgende måtte udrede i et indlæg i december i avisen Fædrelandet. Heller ikke dette stykke har nogen handlingsmæssig relation til eventyret af samme navn, men dog en tematisk, idet hyldetræet som symbol på erindringen (poesien) henter kærligheden (pigen) op af jorden (graven) til livet.

1853 Nøkken. Opera i een Act med musik af F. Glæser førsteopføres. Handlingen udspiller sig i Sverige, hvor dronning Christina bliver garant for den ved ægteskabet beseglede kærligheds magt over nøkkens dæmoni. Operaen gik kun 7 gange.

1864 førsteopføres på Det kgl. Teater Han er ikke født, originalt Lystspil i to Acter. En rap satire over tomheden i adelsstanden og blandt de kunstnere, der kredser om herregårdslivet, og en modstilling af åndens adel hos huslæreren og præstesønnen Frederik Jensen (han er ikke født, dvs. ikke adeligt født) og åndløsheden i overklassen, helt i tråd med historien "Alt paa sin rette Plads!". Gik kun 6 gange.

Digtsamlinger

(et par senere opsamlingsbind er udeladt af listen)

1830 Digte. En samling af meget blandet indhold: humoristiske, melankolske, dybsindige, satiriske og metalitterære tekster. Flere af teksterne er senere sat i musik af danske og udenlandske komponister. Her er "Det døende Barn", "Moderen med Barnet" ("Hist, hvor Vejen slaaer en Bugt"), og mange flere, der hører til klassikerne i Andersens lyrik, foruden flere andre (som "Østergade, poetisk betragtet"), der fortjente at være det.

1831 Phantasier og Skizzer. Sammen med Christian Winthers Nogle Digte, 1835, og Emil Aarestrups Digte, 1838, er denne samling det vigtigste bidrag til 1830rnes lyriske romantisme. Den rummer bl.a. de maleriske digte fra Andersens første Jyllands-rejse og digtcyklussen "Hjertets Melodier".

1831 (med årstallet 1832) Vignetter til danske Digtere. Lidt uvenligt kan denne samling korte tekster, som samtiden syntes så godt om, karakteriseres som en duksepræstation, hvor Andersen aflægger vidnesbyrd og gør reverens for den etablerede litterære verden. Af vigtighed er dog det afsluttende stykke, "Baggrund til Vignetterne" (ordet "baggrund" skal forstås malerisk, ligesom samlingen indledes med en "forgrund"), hvor Andersen tager spørgsmålet op om, hvad poesi er for noget, og i billede på billede understreger, at livet selv er poesi.

1832 (med årstallet 1833) Aarets tolv Maaneder, tegnede med Blæk og Pen. En stor digtsuite, hvor det maleriske forenes med zerrissene, næsten Byronske stemninger, satire, frihedsbegejstring (april måned) for at klinge ud i december med digtet "Barn Jesus i en Krybbe laae", der synges af de fattige drenge på gaden.

1833 Samlede Digte. Her foldes hele viften af Andersens ungdomslyrik ud, opdelt efter genrer (elegiske digte, romancer og fortællende digte, blandede digte, humoristiske digte, genremalerier og komiske fortællinger).

1851 Fædrelandske Vers og Sange under Krigen. Udgivne samlede til Indtægt for de Saarede og Faldnes Efterladte. Andersens deltagelse i den åndelige mobilisering under treårskrigen. Rummer bl.a. "Danmark, mit Fædreland" ("I Danmark er jeg født, der har jeg hjemme").

Andre værker

1829 Fodreise fra Holmens Canal til Østpynten af Amager i Aarene 1828 og 1829. Andersens egentlig debutbog med frisk inspiration fra E.T.A. Hoffmann, hvis roman Die Elexiere des Teufels (1815) forfatteren tager med sig i lommen på sin vandring i København nytårsnat for det tilfældes skyld, at hans egen fantasi skulle slippe op. I dette fantasistykke konfronteres den borgerlige fornuft og den løsslupne fantasi, og vandringen når frem til et yderpunkt, hvor fascinationen af at kunne bevæge sig frit og hensynsløst i det lufttomme fantasirum standses af en overvejelse af identitetens problem (som søvngængere og andet skummelt fra fantasiens natside tidligere har manet frem på scenen) og af de slet skjulte følelser. Men bogen ender i det absolutte litterære vakuum, i et kapitel med lutter tegn i stedet for ord. Litteraturen som formal gestus eller "skrift".

1847 Ahasverus. Et dialogisk-lyrisk-episk digt, som er noget af det mest ambitiøse, Andersen har produceret. Sagnet om den evige jøde tolkes her som den tvivlende og søgende menneskeånds vandring frem mod klarhed og mod Gud. Ahasverus er en inkarnation af englen Ahas, en tvivlende ånd af Lucifer-lignende art, som Andersen lader fødes samtidig med Kristus og følger gennem trin af historien næsten på Johannes V. Jensensk vis (Den lange Rejse, 1908-22) frem til Christoffer Columbus (hvor Jensens epos også slutter) og opdagelsen af den ny verden, hvor Verdens-Aanden kan sige:

Veien er fundet! Atter et nyt Land
Knyttet jeg har til Menneske-Lykken.
Urskoven bæver, ei den forstaaer mig,
Evige Vandrer, Du vil forstaae mig!
Kom lad den nye Verdens Oprullen
Rulle Dig ind i Dig selv for at læse
Viisdom og Trøst, ja læse Guds Villie,
Og det er den, for Menneskeslægten:
Eet Folk, een Tanke, Forening, Forstaaen.

Den sidst citerede linie er kort fortalt summen af Andersens livslange erfaringer, stræben og håb, der rakte ud over hans forudsætninger, ud over ham selv og hans tid.

Selvbiografier

1832 men først genfundet og udgivet 1926, Levnedsbogen. En ufuldført selvbiografi frem til forelskelsen i Riborg Voigt og vel at mærke med gennembruddet for den sande følelse (jvf. modsat tematikken i Fodreise) som sigtemål for en selvskildring, der har det for sig selv gådefulde jeg og den spirende kunstnerpersonlighed som centrale emner. Det er den livligste og ærligste af Andersens selvbiografier.

1847 Das Märchen meines Lebens ohne Dichtung, Andersens første officielle selvbiografi, skrevet til den samlede udgave af hans værker på tysk (det danske manuskript først udgivet 1942) 1847 i Leipzig. Da Andersen har skrevet selvbiografien rundt omkring på hoteller i Europa og hen ad vejen sendt de færdige dele hjem til renskrift og oversættelse, har han aldrig før trykken selv læst hele manuskriptet igennem. Det vil dog være forkert heraf at udlede, at bogen skulle være dårligt komponeret. Den følger kapitel for kapitel en række trin fremad i den personlige udvikling kulminerende med den indgribende betydning, han tillægger forelskelsen i Jenny Lind. Et andet spor er den kæmpende digters møjsommelige striden sig opad (med billeder af opstigen fra tårnet i hjembyen Odense over Wulffs bolig på Amalienborg, den symbolske skildring af opstigningen som en stejl klippe, han må klatre op ad, frem til bjerghøjderne ved Vernet, hvor han sætter punktum og står på højdepunktet af sin karriere, skuende som Moses ind i fremtidens land). Det er en selvbiografi, der bygger på den udenlandske triumf og henvender sig eksplicit til et udenlandsk publikum.

1855 (med supplement 1869) Mit Livs Eventyr, skrevet til den danske (første)udgave af Andersens Samlede Skrifter, der begyndte at udkomme 1853. Denne version ses i reglen som en slet og ret bredere version af den tyske selvbiografi, men den er i bund og grund alligevel en anden bog. Dens sigte er et andet. Den henvender sig til et dansk publikum, over for hvilket Andersen ønsker at dokumentere dels den miskendelse, han har været ude for herhjemme, dels den anerkendelse, han har mødt især fra udlandet. Bogen er da ikke det triumf-skrift, som den tyske selvbiografi var det, men et forsvarsskrift og en bred, alt for bred dokumentation til begge sider.

Litteraturhistorisk indplacering

Som på så mange andre områder er Andersen også her i en mellemposition eller i en dobbeltposition.

Ser man på hans nærmeste litterære inspirationskilder, er det på den ene side Adam Oehlenschläger, der er hans store forbillede. Digterisk nok mest gennem Aladdin, der bliver mønsterdannende for hans selvforståelse og for flere af hans værker. I realiteten var Oehlenschläger ellers mere et forbillede for ham ved at være digterkongen, inkorporeret i tysk litteratur, anerkendt som førende skjald i Norden og trods sin store litterære deroute selve symbolet på digtningens høje mission og anerkendelse i samfundet. Som en ung "ruder knægt" har Andersen stræbt efter anerkendelse på linie med digterkongen, forsøgt at gøre ham rangen stridig - for endelig så langt at overflyve ham.

På den anden side er hans egentlige familieskab med dansk romantik snarere den stærkt dualistiske side repræsenteret ved Schack Staffeldt og den mystisk unitariske strømning hos B.S. Ingemann. Oehlenschlägers bekendelse til Goethe er ikke Andersens, selv om han ivrigt læste og citerede Goethe, som man nu skulle det i Nordens Athen (København - Goethes Weimar gik under betegnelsen Tysklands Athen).

Andersen selv starter ud med Walter Scott og Shakespeare som idoler, men snart allermest med E.T.A. Hoffmann og Heinrich Heine som litterære pejlemærker. Og dermed er den moderne splittelsesromantik på grænsen af romantikkens opløsning givet som hans egentlige felt.

Op gennem 1830rne er Andersen at finde som fuldgyldig repræsentant for den moderne kunst, der af Heiberg fik betegnelsen "det Interessante", dvs. den komplekse psykologi, optagetheden af det skjulte, en ny realisme i menneskesynet. Men også den dermed sammenhørende æstetik, der beskæftigede sig med det maleriske og eksostiske. Denne retning er senere blevet navngivet som romantisme (en realistisk brydning af romantikken).

Romantikken som vision om enhed og helhed betyder meget hos Andersen, fra "Den lille Havfrue" og op til "Klokken" og "Det gamle Egetræes sidste Drøm". Her er "Klokken" den mest renlivede bekendelse til denne side af romantikken, mens dualismen og dermed en stigende pessimisme spiller med ind i de to andre tekster som i så meget andet, Andersen har skrevet. Ikke mindst hans egne sociale erfaringer og hans kvaler med sin identitet og med at omsætte sig selv og sin drift i livet har været grobund for splittelsestendenser og pessimisme i forfatterskabet eller mere bredt for den underliggende strømning af sorgfuldhed eller melankoli, som allerede hans samtid noterede sig.

Netop disse sider af forfatterskabet, som er så iøjnefaldende, forbinder det med tidens begyndende modernitet. Og Andersen så klart sig selv ikke som bagudvendt (i stil med romantikerne og deres længsel efter den svundne gyldne tid, da Himlen var på jorden), men som til stede i sin tid på dens præmisser, som en samtidig og fremadvendt forfatter, ivrig som han var efter alt nyt, optaget af nye tekniske landvindinger, af naturvidenskabens opdagelser, og med håb om menneskehedens fremadskriden mod større humanitet.

Men også denne optimisme - og ikke kun romantikkens helhedstænkning - underløbes af en aldrig hvilende modsat strømning hos ham, dødslængslen og dødsangsten, der er den anden side af længslen efter fornyelse og genfødsel. Midt i sin modernitet med realisme og fremskridtstro glider han derfor også gang på gang over i en kultur- (og eksistens-)pessimisme, der gør ham til både livsanskuelsesmæssig og kunstnerisk præmodernist.

Hovedtemaer i forfatterskabet

Den sociale dimension er et direkte resultat af hans egen opvækst og problemfyldte vej ind i det litterære establishment og den etablerede borgerlige (og først og fremmest københavnske) guldalderkultur.

Andersen er blevet hængt ud som snob, spytslikker for adelen og de kongelige og som klasseforræder. Men i alle perioder af hans forfatterskab, og mærkeligt nok ikke mindst i den senere del, finder man eksempler på digtning, der beskæftiger sig med bagsiden af samfundet. Ingen andre danske digtere i hans tid havde øje for skæbner som dem, han har skildret i "Den lille Pige med Svovlstikkerne" og "Hun duede ikke", foruden at romanerne vrimler med skildringer fra samfundets bund. Det er ikke uden grund, at han selv følte et udpræget slægtskab med Charles Dickens og på mange måder gennem den indfølende og medlevende (i nogle tilfælde sentimentale) skildring af disse eksistenser har været en slags tidlig øjenåbner og social samvittighed.

Naturen er det store emne for Andersens forfatterskab og overalt hans værdimåler for kunst, mennskelighed og samfund. Han er en naturskildrer og en naturlyriker, men han henter overalt i naturen normen for det, han ønsker at fremme. På kunstens område så han sig selv som en naturens repræsentant, der som en anden Aladdin øste af sit eget indre, en opfattelse, der dog langt fra var dækkende for denne flittige og artistisk meget bevidste arbejder i litteraturens vingård. Religiøst ville han også forstå sin Gud, som én, der først og fremmest talte til ham i "Naturens Kirke". Samtidig med, at han gjorde naturen til norm og til kilde til indsigt, kunne han dog også, både optimistisk, men undertiden med slet skjult pessimisme (det sidste eksempelvis i Dryaden) beskæftige sig med muligheden for at beherske naturen og gøre den til en kraftkilde i samfundet/kulturen (se også herom hans store artikel "Silkeborg", 1853, om det industrielle mirakel midt i det jyske romantiske højland).

Det religiøse er en hovedåre i Andersens liv og forfatterskab. Forstået som følelse, behov, længsel, drift og som en stadig beskæftigelse med tanker om, hvordan livet efter døden kunne forme sig. Netop fordi det religiøse hos Andersen i mindre grad er konfession og langt mere drift, behov, har det så mange skikkelser hos ham og er en kraft, der skaber billeder og historier. Ligesom Ingemann var Andersen optaget af sjælens principielle udødelighed og dens videreudvikling i stadier efter døden, se f.eks. "Pigen, som traadte paa Brødet". Han har skrevet salmer, men selv om han her kunne påkalde Jesu navn, var han dog af princip imod dogmet om treenigheden. Han troede på Gud Fader og Skaber som én udelelig Gud. Heller ikke dogmet om kødets opstandelse kunne han, lige så lidt som Ingemann, forlige sig med, og tanken om evig straf i Helvede var ham uforenelig med Guds kærlighed. grundtvigs ortodokse kristndom var ham således en pestilens, og han anså Grundtvig og hans disciple som dybt reaktionære, hvad der dog ikke forhindrede ham i at færdes i herregårdsmiljøer, hvor man hyldede Grundtvig.

Døden er fra først til sidst et grundtema i forfatterskabet - fra "Det døende Barn" til "Tante Tandpine". I ungdomsdigtningen er der en fascination af døden til stede. Undertiden ses den på næsten freudsk vis som ét med den seksuelle fuldbyrdelse, som udslettelse og sammensmeltning i ét (se f.eks. "Den standhaftige Tinsoldat"). I den senere del af forfatterskabet ofte som ét med fødsel eller genfødsel, som momentan illumination og forløsning, den store forvandling og fuldbyrdelse (f.eks. "En Historie fra Klitterne" og "Det gamle Egetræes sidste Drøm", men allerede også i "Den lille Pige med Svovlstikkerne").

Kærligheden er selvsagt et stort tema i forfatterskabet, men mest interessant er det her at notere sig, at Andersen meget kredser om den uudtalte og ukommunikerbare kærlighed ("Den lille Havfrue", "De vilde Svaner", "Den standhaftige Tinsoldat", "Sneemanden", "Under Piletræet") eller slet og ret kærlighedens nederlag (som i Kun en Spillemand). Men lige fra "Hjertets Melodier" , "Den flyvende Kuffert" til "Psychen", "Loppen og Professoren" og Lykke-Peer dyrker han snart ironisk, snart med tragisk accent kærlighedens erstatningsliv i kunsten.

En især i Tyskland, yndet teori om Andersen som homoseksuel (på det seneste også gentaget i England) har affødt tolkninger af kærlighedsskildringer i Andersens værker som maskeringer for denne forbudte kærlighed (f.eks. i "Den lille Havfrue").

Poesien er - som hos romantikerne - et fast emne for Andersens digtning. Som det udtrykkes i og med "Klokken", ville Andersen gerne se poesien som noget højt og helligt, noget guddommeligt, en samlende kraft i livet, en gudbeslægtet naturkraft. Men både i Kun en Spillemand og i De to Baronesser samt i "Loppen og Professoren" og i "Tante Tandpine" demonstrerer han et kendskab til, at det kunstneriske også har mere tvivlsomme kilder, at kunsten i mere end én forstand bygger på illusion.

Barndommen og overgangen til voksenalderen er et tema, Andersen har beskæftiget sig meget med. Han er nok den første danske forfatter, der psykologisk har skildret traumatiske bindinger til barndommen og vanskelighederne ved at overskride grænsen fra barndom til voksen bevidsthed. Frem for alt i "Sneedronningen" og i romanerne Kun en Spillemand og De to Baronesser.

Den menneskelige adfærd er et felt for utallige ironiske og satiriske studier i forfatterskabet. Andersen har som ingen anden før Herman Bang afluret sine omgivelser deres talen og gøren og laden og kan spidde dem med få, ubetalelige streger i et lynportræt. Ordet behaviorisme er det mest dækkende for denne side af Andersens skildringer. Der er en holbergsk humor i de mange hverdagssituationer, som hans eventyr, historier og romaner rummer, men hans humor går videre end Holbergs, idet den er mere afslørende og præcis. Andersen ved lige som Skyggen god besked om alt det, som alle går og gemmer på, om alt, hvad der skjuler sig bag facaden, og han er eminent til at få det sagt med et ordspil, en betoning, et replikskifte eller en hastig skitsering af en situation. Hans humor, der kan tage sig uskyldig ud, har derfor ofte en snert, der stammer fra bitter erfaring.

 

1805 Født i Odense
1822 Udg. Ungdoms-Forsøg af William Christian Walter
1828 Studentereksamen (Kbh.)
1829 Examen philologicum et philosophicum
1829 Egentlig debut (på eget forlag) med Fodreise fra Holmens Canal til Østpynten af Amager.
1829 Debut som dramatiker på Det kgl. Teater med Kjærlighed paa Nicolai Taarn eller Hvad siger Parterret
1830 Første trykte prosaeventyr "Dødningen" i Digte
1835 Første samling Eventyr, fortalte for Børn
1835 Første roman Improvisatoren (da. og ty.).
1847 ff. Gesammelte Werke udg. Leipzig 1847 ff.,
1853 ff. Samlede Skrifter (1. udg.)
1875 Død i København
u_navi_footer.gif     background_footer.gif logo_footer.gif til forside12345