menu_top.gif Forfatter Perioder Titel background.gif logo.gif til forside
Forfatterportræt
ved Søren Baggesen

Indledning
Biografi
Forfatterskabet
Modtagelse
Bibliografi

Om portrættøren

Forfatterportrættet som PDF

Forside Steen Steensen Blicher
 

menu_bund.gif Søg til forside
clear.gif

Biografi

Den jyske barndom

Steen Steensen Blicher blev født d. 11. oktober 1782 i Vium præstegård. Hans far, Niels Blicher, var af gammel jysk præsteslægt med rødder i bondestanden og selv sognepræst i Vium og Lysgaard. Hans mor, Christine M. Blicher, født Curtz, var niece af Steen de Steensen til Aunsbjerg, som var gift med en søster til kammerherre de Schinkel til Hald. Som den førstefødte fik drengen navn efter moderens morbror, der havde skaffet faderen kaldet. Hans navne fortæller således om hans dobbelte barndomsmiljø: præstegården i de fattige hedesogne og egnens store herregårde.

Blichers mor var svagelig og tungsindig, og som årene gik formørkedes hendes sind mere og mere. Derfor blev det faderen der kom til at tage sig af drengen og hans opdragelse, og de to blev meget tæt knyttet til hinanden. Niels Blicher repræsenterede det bedste i det 18. århundredes præstetradition. Han var sine sognebørn en god præst, tog sig af deres åndelige velbefindende, men i rationalismens ånd lige så meget af det timelige. Han færdedes meget i sine sogne og hjalp med råd og dåd i det daglige liv, interesserede sig for landbrugets trivsel og håndarbejdets fremme, og forfattede en af de bedste og mest læsbare af tidens egnsskildringer: Topographie over Vium Præstekald 1795. Sønnen fulgte ham fra barnsben af og fik et godt indblik i almuens liv.

Niels Blicher var også velset på herregårdene. Ikke bare fordi han var gift med en Curtz, men også for sine egne egenskabers skyld. Han var dannet og musikalsk og havde levemåde. Så drengen færdedes også blandt overklassen på landet. Især kom han meget hos onkelen på Hald, tanten kaldte han ligefrem for "Bedstemor". Her fik han indblik i herregårdslivet, færdedes klædt som kavaler på de bonede gulve, var med på jagter og blev bekendt med skytten og andet tyende.

Men han fik også boglig lærdom. Hans far holdt af den klassiske litteratur, Ovid (43 f.Kr.-18 e.Kr.) var hans yndlingsdigter, og han fulgte, så godt som det var muligt i det afsides sogn, med i tidens åndelige strømninger og litteratur. Alt det indgik også i sønnens opdragelse, der hele tiden havde for øje at han skulle følge slægtens skik og blive præst.

Familien forlod egnen, men ikke miljøerne, da Niels Blicher i 1795 fik det langt bedre kald i Randlev og Bjergager nær Horsens. For Steen kom miljøskiftet året efter da han kom på latinskole i Randers, hvor han kom til at bo hos en handlende. Skolen med dens terperi brød han sig ikke meget om, men han passede den ordentligt, og nogle af lærerne gjorde stort indtryk på ham som personligheder.

Så Blicher har ikke læst sig til de miljøer han henlagde sine noveller til. Dem havde han med sig fra sin barndom.

Studieår

I efteråret 1799 var skolegangen slut og Blicher aflagde artium med udmærkelse ved Københavns Universitet og begyndte på studierne. Dem passede han flittigt, men han begravede sig ikke i bøgerne. Han blev optaget i "Det borgerlige Selskab" og tog ivrigt del i dets aktiviteter: teateropførelser, pølsegilder og baller. Det var det småborgerlige København han opsøgte og fik del i. Derimod har han, så vidt kilderne kan læses, end ikke forsøgt at få indpas i de egentlig intellektuelle og litterære kredse i hovedstaden. Og det romantiske gennembrud med Steffens' forelæsninger og Oehlenschlägers Digte 1803 passerede ham ubemærket forbi, for da var han slet ikke i København.

Han blev syg hen på vinteren 1801 og var døden nær, men fik sig selv bragt på fode ved motion og sund kost. Da han var nogenlunde rask søgte han for helbredets skyld en stilling som huslærer på herregården "Holgershaab" på Falster. Hans elev var sønnen på gården, Lauritz Foss, som siden mindedes ham med stor glæde.

Falster var en meget anderledes egn end det Jylland han kom fra, men miljøerne var som dem han kendte. Hans stilling på herregården var i princippet underordnet, men hans baggrund og arbejdets art gjorde at han hurtigt gled ind i herskabets dagligdag og han kunne gøre sig i selskabet. Dertil kom at der også på den egn sad en Blicher som sognepræst, så den side af opvæksten kunne fortsætte her.

Af afgørende betydning blev imidlertid at årene på "Holgershaab" blev den egentlige afslutning på hans opdragelse. Her traf han nemlig landøkonomen Chr. Olufsen, og ham tog han dybt ved lære af. Hvis Niels Blicher var en ypperlig repræsentant for det bedste i det 18. århundredes rationalistiske præstestand, så repræsenterede Chr. Olufsen lige så ypperligt det bedste i den danske oplysnings intellektuelle elite. Hans fag var landøkonomien, men han var bredt orienteret i sin tids videnskab, havde fået en stor del af sin uddannelse i England og beherskede sproget, havde færdedes i de mest levende københavnske klubmiljøer i enevældens bedste reformperiode, var forfatter til den meget vittige komedie Gulddaasen (1793), ledede mens Blicher var på Falster forsøgslandbrug på de classenske godser og endte sin akademiske karriere som professor i København. Samtalerne med ham har været med til at forstærke Blichers forankring i det 18. århundredes åndsliv.

Og så introducerede Olufsen ham til Ossian. Blicher blev dybt grebet af denne digtning, og allerede på Falster begyndte han at lære sig engelsk. Da han vendte tilbage til København var hans store projekt at oversætte Ossian. Manuskriptet har ligget færdigt i 1807 da første bind udkom, for her annonceres det andet som på trapperne. Men englændernes overfald på København kom imellem, og anden del udkom først i 1809.

Som andre studenter i København lå Blicher vagt ved volden da bombardementet satte ind og vendte tilbage til sit logi for at opleve at huset var en rygende ruin og alt hvad han ejede gået til. Blicher tog hjem til faderen i Randlev, for universitetet lukkede, men året efter vendte han tilbage for at færdiggøre sine studier ved udgangen af 1809. Han aflagde den kateketiske prøve ved pastoralseminariet og holdt prøveprædiken i Regenskirken d. 3. januar 1810.

Adjunkt i Randers og forpagter i Randlev

Blicher følte på det tidspunkt ikke noget kald til at blive præst og søgte derfor stilling i skolevæsnet. I marts fik han ansættelse ved sin gamle skole, latinskolen i Randers. Embedet var rimeligt lønnet, og Blichers økonomiske omstændigheder blev endnu bedre da han i juni ægtede Ernestine Blicher (f. Berg), enke efter hans farbror Peder Daniel. Ham var hun blevet gift med som 15-årig, han var da 55. Hun nåede at føde ham en søn som hun bragte ind i det nye ægteskab, sammen med hans og sin egen arv, i alt 25000 rigsdaler, en meget anseelig sum.

De nygifte installerede sig standsmæssigt i Randers, og til en begyndelse følte adjunkten sig godt tilpas i embedet. Men han kom hurtigt på kant både med den terpepædagogik han forventedes at drive, og den disciplin som forlangtes af en embedsmand. Samtidig lod den digteriske inspiration vente på sig, selv om Blicher havde sine største ambitioner her.

Den ophobede utilfredshed med situationen fik ham til allerede i 1811 at søge sin afsked for at blive forpagter hos sin far i præstegården i Randlev. For hans intellektuelle udvikling syntes det at være en god idé.

Han kom i gang med digtningen og kunne i 1814 udgive sin første originale samling Digte. Første Deel. Den fulgtes i 1817 af en anden del med den selvstændige titel Jyllandsrejse i sex Døgn. Udført og beskreven af S.S. Blicher og S.S. Barbeer i Nibe. Men hans rastløse virketrang viste sig også på andre felter.

Han havde klare forestillinger om den nødvendige modernisering af landbruget og kunne tilsyneladende realisere dem her, både i praksis og som medlem af "Randlev Selskab for gavnlig Virksomhed" som faderen havde stiftet. Han indførte vekseldrift på præstegårdsjorden med godt resultat, han skrev en artikel om "Faarefolding" ( UV IV, s. 95) hvori han anbefalede en metode til mere rationel afgræsning af mager hedejord, og han ivrede for nøjsomhed og nationaldragter af hjemmevævet uld.

Hans første indsats i den store politik hører også til i disse år. Han kastede sig ind i "den litterære jødefejde" med to pjecer fra 1813: "Bør Jøderne taales i Staten" og "Bedømmelse over Skrivtet Moses og Jesus" ( UV IV, s. 215 og 221). Begge afviser den tydeligt antisemitiske tendens i tiden som den afspejledes i skriftet Moses og Jesus, forfattet af Fr. Buchholtz og oversat og udgivet af Thomas Thaarup. Blichers synspunkter i striden bygger i meget høj grad på den religiøse tolerance som havde præget det 18. århundredes oplysning og på dens overbevisning om den oplyste borgers samfundsnytte, men de peger også frem mod hans senere politiske virke for et nationalt dansk demokrati.

Men materielt fik flytningen til Randlev fatale konsekvenser. For det første kunne man ikke dengang forlade et kongeligt embede uden at falde i kongelig unåde, så han stod dårligt da han nogle år efter blev tvunget til at søge kald.

For det andet var rigets finanser allerede i 1811 på vej ind i en krise som kom til at ruinere ham. Landbruget løb ind i en konjunkturnedgang som først nåede bunden i 1824, og statsbankerotten i 1813 ødelagde parrets arvede formue.

Hertil kom at også hans ægteskab gik fallit i disse år. Ernestine blev ramt hårdt både af overflytningen og af den økonomiske nedtur. Hun havde været vant til og med god grund forventet at være midtpunktet i et velhavende selskabeligt liv i Randers, men muse havde hun ingen anlæg for at være og det var det Blicher mest forventede af hende. Dertil kom at præstegården var et sted uden munterhed, Blichers mor færdedes som en skygge i stuerne og faderen var en alvorsmand. Der er ingen grund til at tro at hun ikke passede sine pligter (hun led nærmest af rengøringsvanvid), men endnu mindre til at tro at hun fandt sin glæde ved det.

Præst i Thorning og Spentrup

Igen søgte Blicher sin udvej af situationen ved at flytte. Han bed i det sure æble og søgte præsteembede, og da hans indsats på det landøkonomiske område havde vakt kongelig anerkendelse blev han i 1819 benådet med det magre embede i Thorning.

Her var Blicher kommet hjem. Thorning ligger seks kilometer fra Vium og ti kilometer syd for Viborg midt i det der dengang var den jyske alhede og stadig er "Blicher-egnen". At det i mangt og meget har bekommet ham vel er også tydeligt. Her kunne han dyrke jagten og i det hele færdes alene på heden som "ossiansk" naturdyrker, men også som den nysgerrige og indforståede folkelivsforsker.

Han blev sine sognebørn en god præst. Han tog del i deres liv med oprigtig omsorg, og trods sin elendige økonomi trådte han også til med penge når det trængtes. Dertil prædikede han kort, men godt. Han kom også ret hurtigt i gang med sit landøkonomiske forfatterskab efter overflytningen. Og i det små med digtningen, "Til Glæden" og "Til Sorgen" stammer fra de første Thorning-år.

Samtidig følte han imidlertid stærkt sin isolation som digter. Han havde nogen forbindelse med B.S. Ingemann men ellers ikke med nogen kollega, og han var fuldstændig fremmed for den nye æstetiske formdyrkelse som dukkede op i tyverne under J.L. Heibergs førerskab. Denne isolation gjorde han to energiske forsøg på at bryde, begge på måder som peger tilbage på hans forudsætninger i det forgangne århundrede. Han fik ideen til at frembringe et poetisk modstykke til Ove Mallings patriotiske Store og gode Handlinger af Danske, Norske og Holstenere fra 1777. Meningen var at det skulle være et fællesværk sammen med Ingemann, Grundtvig og Oehlenschläger, og da Bautastene udkom i 1823 var der da også ni bidrag fra de tre af samlingens treogtyve. Men et fællesværk var det ikke, og Blicher fik ikke den attråede position af foretagendet. Det fik han heller ikke af tragedien Johanna Gray (uddrag i UV III, s. 221) med emne fra den engelske historie. Den blev indsendt til Det Kongelige Teater i 1824 og opført året efter, men faldt uden at have gjort indtryk på hverken publikum eller kritik. Heibergs hårde dom over den var med til at skærpe Blichers foragt for "Formskærerlavet".

Så Blicher opgav poesien, offentligt og udtrykkeligt med digtet "Farvel til min første Kjæreste!" ( UV III, s. 291), der blev bragt i A.P. Ljunges tidsskrift Harpen i 1823 - under Blichers navn på hans udtrykkelige forlangende.

Det er i denne nulpunktssituation Blicher bliver den store grundlægger af den realistiske novelletradition i Danmark. Han havde skrevet et par småskitser med jysk motiv til A.F. Elmquists Læsefrugter, i 1824 kommer "Brudstykker af en Landsbydegns Dagbog" og i årene derefter hovedparten af de noveller som bærer hans ry.

Blicher blev ikke den store novellist af nød, men han var dybt i nød da han blev det. Han havde, som han skrev i et brev, "givet sig i Tjeneste" hos Elmquist og han skrev prosa for at få flest mulige trykark honoreret. Han havde også god brug for pengene, både hans gæld og hans børneflok voksede støt mens han var præst i Thorning.

Der kom en betydelig lettelse i hans økonomiske situation da han i 1825 fik det langt bedre kald i Spentrup ved Randers. Igen kunne han takke sin landøkonomiske indsats og sin aktive interesse for husfliden som vej til bedre indtjening i landbruget, ikke sit poetiske forfatterskab, for den kongelige nåde. Og mønstret fra de tidligere flytninger gentog sig. Blicher tog fat i sit nye kald med iver og optimisme, gav sig i kast med et beplantningsprojekt på præstegårdens udmark (det blev en fiasko) og ivrede (efterhånden med succes) for at hans nye sognebørn skulle dyrke og bearbejde hør som en del af bedriften. Desuden tog han kraftigt fat på at forbedre sognets skolevæsen, og arbejdede herunder målrettet både for indførelsen af 'den indbyrdes undervisning' som var tidens bud på en rationel pædagogik, og på at få indført idræt som en del af skolens hverdag.

Men mønstret gentog sig også på den måde at Blicher brugte mere end han tjente på sine mange initiativer. Så nok lettedes hans økonomiske situation, men god blev den ikke. Blandt andet derfor, men også for at få friere forhold som forfatter, opgav han engagementet med Elmquist for at gå sammen med Randers-bogtrykkeren J.M. Elmenhoff om at udgive en konkurrent til Læsefrugter. Tidsskriftet Nordlys. Et Maanedskrivt averteredes i 1826 og begyndte at udkomme i 1827. Blicher bidrog med originale arbejder og oversættelsen af Goldsmiths Præsten i Wakefield, mens præsten Ole Borch tog sig af oversættelserne af det tyske novellestof.

Spekulationen slog fejl. Til at begynde med så det ganske vist lovende ud, ved første prænumeration meldte der sig 381 aftagere. Det var helt pænt, og det var også godt, at nok var der flest jyder blandt subskribenterne, men også en del fra øerne og fra København. Også de københavnske boghandlere Reitzel og Gyldendal aftog en del af oplaget, så Blicher fik en fod indenfor her. Men aftagerne faldt hurtigt fra og decembernummeret 1829 blev tidsskiftets sidste.

Hvad den ægteskabelige misere angår så kulminerede den i vinteren 1827-28. Da lod Blicher sig separere fra Ernestine som tog ophold i Randers. Separationen kom ikke til at vare mere end et halvt år, i juni 1828 kaldte Blicher hende tilbage til Spentrup og de levede sammen til hans dødsdag, men da grunden til separationen efter al sandsynlighed var at Blicher havde grebet hende i utroskab, var forholdet mellem dem endeligt ødelagt.

Endelig løb han i 1828 ind i en batalje med den vågnende københavnske liberalisme. Det år udgav han pjecen "Danmarks nærværende Tilstand" ( UV IV s. 275). Den er nok et udtryk for hans grundlæggende tiltro til Danmarks folk og nation, men først og fremmest er den et skønmaleri uden lige og helt uden hold i virkeligheden af al den velsignelse som Frederik VIs vise styre havde bragt landet. Den blev velfortjent og uden skånsel imødegået af nationaløkonomen C.N. David. Blicher blev rasende og kastede sig ud i en polemik, hvor han end ikke undslog sig for at spille på Davids jødiskhed. Resultatet blev at Blicher fra begyndelsen af blev mødt med skepsis af de senere bærere af den liberale opposition til enevælden.

30ernes optur

Efter Nordlysets ophør kom der et fald i Blichers digteriske produktion. Det er dog til en vis grad kun tilsyneladende for han gav sig i kast med "Fjorten Dage i Jylland" i disse år. Ellers forenede han sin jagtinteresse med skribentvirksomheden og samlede stof til Diana (fyldigt udvalg i UV III s. 111),et jagttidsskrift der udkom i årene 1832-36.

Og så arbejdede tiden for ham. Især fru Gyllembourgs Hverdagshistorier havde skabt agtelse for novellegenren uden på nogen måde at skade dens popularitet, og en københavnsk boghandler Chr. Steen, der muligvis har læst Nordlyset og i hvert fald godt ville ind på det nye marked, fandt en mulighed i Blicher. Det blev til den første udgave af Samlede Noveller der i 1833 og 1834 nåede op på fire bind. Det gik lidt trægt med subskriptionerne på bd. 1, men da det først var trykt blev det en succes og der måtte snart et optryk til. Det samlede subskribenttal blev på 368 og det var pænt for sin tid. Dertil kom at de første anmeldelser var meget positive, og Blicher blev opmuntret til at arbejde videre i genren, så at der var flere nye noveller i de sidste bind. I 1836 kom der et femte bind til med bl.a. "Fjorten Dage i Jylland", og i 1835-1836 kom Samlede Digte I-II.

Hans rastløshed gav sig i disse år udslag i en udpræget rejselyst. Hans hedevandringer blev først til mere målrettede udflugter og smårejser i Jylland, men han drømte videre. Dybest om at få stipendium til den store dannelsesrejse som Oehlenschläger og H.C. Andersen, men mere realistisk konkretiseret i en ansøgning om understøttelse til at rejse som folklorist og dialektforsker. Ansøgningen bar frugt og han kunne i 1836 rejse til Sverige sammen med Chr. Molbech, i 1838 langs den jyske Vestkyst fra Hamburg til Skagen. Den sidste resulterede i Vestlig Profil af den Cimbriske Halvøe ( UV IV s. 9)i 1839, den første blev først beskrevet på vers i Svithiod 1837 (uddrag i UV III s. 373), senere på prosa i Sommerreise i Sverrig i 1836 1840.

Af dem er Vestlig Profil det bedste værk, men Sverigesrejsen den mest betydningsfulde. Det hang sammen med Blichers politiske udvikling i tiåret. Det kan have skuffet ham at han ikke blev kongevalgt til Stænderforsamlingen i Viborg, men selve indstiftelsen af disse tilløb til folkelig repræsentation som enevælden indførte i 1834 som reaktion på det demokratiske røre i hele Europa efter den franske Junirevolution i 1830, begejstrede ham og var nok medvirkende til den drejning imod klart demokratiske holdninger som kan iagttages i hans politiske skribentvirksomhed og virke igennem 30erne. Sverigesrejsen kom til at medvirke i denne proces ved at gøre Blicher til overbevist skandinavist og dermed rette hans opmærksomhed endnu mere mod den Eidsvollforfatning, som allerede i 1814 havde gjort Norge til et konstitutionelt kongedømme.

Kulminationen nås i 1839. Dels praktisk derved at Blicher d. 1. august 1839 kunne afvikle det første af en række folkemøder på Himmelbjerget, beregnet på at vække de folkelige kræfter til selvbevidsthed og dåd. Dels teoretisk, klart udtrykt i en artikel i Jyllandsposten i 1840, "Sammenligning mellem Collegial- og Ministerial-Bestyrelse" ( UV IV s. 314). Den var ikke direkte vendt mod enevælden, men den angreb den gældende styreform hvor statens øverste embedsmænd var samlet i kollegier med kollektivt ansvar alene over for kongen, og plæderede for en form hvor ministre personligt er i lige grad ansvarlige over for kongen og folket - og med det er der plæderet for en egentlig forfatningsreform.

Dette politiske højdepunkt nåedes efter et poetisk højdepunkt i Blichers digtning. I 1837 blev han alvorligt syg, han selv og hans nærmeste troede han skulle dø, men hans konstitution og en dygtig læge fik bugt med sygdommen. I rekonvalescensen vendte han sig på ny mod lyrikken. Han skrev digtet "Min Svanesang" og i 1838 kom hans lyriske hovedværk Trækfuglene. Naturconcert.

40ernes nedtur

Men 1839 blev også året for Blichers endelige knæk. Det år døde hans to faderlige autoriteter: kong Frederik VI og præsten Niels Blicher. Det kan i sig selv have været medvirkende til at udløse nedturen, men i hvert fald betød faderens død at Blichers økonomi, som ellers var kommet så nogenlunde på fode i kraft af kornsalgstidens almindelige konjunkturopgang og de voksende forfatterindtægter, fik slået bunden ud. Faderen efterlod sig nemlig en personlig gæld som Blicher påtog sig at hæfte for og derved blev han selv gældsat igen. Allerede i november annonceres en auktion over præstegårdens kakkelovne "som ere udpantede for resterende Skatter og Afgifter". Den misere blev afværget ved en indsamling - hvor de mange anonyme bidragydere vidner om Blichers popularitet - men det var kun en udsættelse, det grundlæggende problem kunne ikke overvindes.

Hertil kom at der blev rejst anklager mod ham for tjenesteforsømmelse. En undersøgelse ved provsten viste ganske vist at det meste beroede på sladder, personligt nid og misforståelser, men der var sat anmærkning og han kom under nøjere årvågenhed fra de kirkelige myndigheder.

Det gik også skævt for ham i forhold til Himmelbjergmøderne. Han var ikke noget organisatorisk geni og det andet møde blev en noget rodet affære. Der blev dannet en komité omkring møderne og i de første år efter 1840 manøvrerede den ham lige så stille ud, dels på grund af hans personlige fremtræden, dels på grund af taktiske overvejelser over hvor langt man skulle provokere enevælden.

I 1842 havde han kræfter til at færdiggøre E Bindstouw til udgivelse, men det var også det år det hele blev ham for meget. Han havde fået en kapellan og i august rejste han til København for at bosætte sig der, mens familien skulle blive i Spentrup. Hans helt urealistiske plan var at forsørge sig i København som fri litterat, men de kirkelige myndigheder, som han ikke havde spurgt om lov før afrejsen, kaldte ham hjem til embedet og han måtte bøje sig.

Fra da af var han en helt isoleret mand. I hvor høj grad hans hang til spiritus har spillet ind kan være svært at sige, men snakken gik om den og i hvert fald forsømte han sin person indtil det uhumske. Han blev hængt ud for det i Corsaren, Himmelbjergmødet i 1844 var det sidste han fik lov at være med til, og i 1845 nægtede man ham adgang til et stort skandinavisk studentermøde med direkte henvisning til hans ydre fremtoning. Hans embedsførelse vakte stigende mishag, og noget af det gik ud over hans kapellan og svigersøn, som i 1847 begik selvmord. Den 26. maj samme år besluttede man at afsætte ham fra embedet, ganske vist i nåde og med pension, men stærkt imod hans eget ønske. Han døde omgivet af sin familie d. 26. marts 1848.

 

1782 Født i Vium
1807-09 Oversættelse af Macphersons Ossian-digtning
1809 Teologisk embedseksamen
1810 Gift med Ernestine Juliane Blicher (f. Berg)
1814 Første digtsamling Digte
1824 Første novelle "Brudstykker af en Landsbydegns Dagbog"
1838 Digtsamlingen Trækfuglene
1839 Første "Himmelbjergmøde"
1842 E Bindstouw
1848 Død i Spentrup
u_navi_footer.gif     background_footer.gif logo_footer.gif til forside12345