menu_top.gif Forfatter Perioder Titel background.gif logo.gif til forside
Forfatterportræt
ved Jens Kr. Andersen

Indledning
Biografi
Forfatterskabet
Modtagelse
Forfatterskabets efterliv
Tekstoplysninger
Bibliografi

Forfatterportrættet som PDF

Forside Ludvig Holberg
 

menu_bund.gif Søg til forside
clear.gif

Modtagelse

Hvordan mødte Holberg sit (læsende) publikum? I mange tilfælde under anonymitetens eller pseudonymitetens navneskjul, fx udgaves hele den skønlitterære, dansksprogede produktion under pseudonymet Hans Mikkelsen (med varierende stavemåde) frem til 1728, hvor Holberg i sit første (selvbiografiske) levnedsbrev vedgår paterniteten til "Hans Mikkelsens" digte og komedier. Det kom dog ikke som nogen overraskelse for den litterære offentlighed, der havde vidst besked i årevis.

I andre tilfælde satsede Holberg på et andet publikum end den danske almenhed, nemlig på en akademisk eller international elite, og skrev på latin. Det gælder hans selvbiografi (de tre "levnedsbreve"), Niels Klim og epigrammerne foruden en række mindre skrifter; de to førstnævnte blev dog allerede i Holbergs levetid oversat ikke blot til dansk, men til en lang række europæiske sprog og fik derved dobbelt gennemslagskraft. Holbergs latinske prosa er "lærd", dvs. gennemvævet med allusioner til den antikke romerske litteratur, hvilket har været genstand for minutiøse udredninger i nyere tid (A. Kragelund). Og da Holberg vil imødegå Montesquieus angreb på den enevældige statsform, gør han det naturligt nok på fransk (Remarques sur quelques positions, qui se trouvent dans l'Esprit des Loix, 1753). Men med alt dette forblev Holberg som skribent det danske sprogs enestående mester og fornyer.

Gennemgående blev hans skrifter vel modtaget og havde god afsætning; kun undtagelsesvis stødte de på fjendtlighed eller modstand. To celebre exempler kan nævnes. Da Peder Paars udkom, klagede Anholts ejer Fr. Rostgaard (1671-1745) til kongen med krav om oplagets konfiskation og straf til forfatteren. Rostgaard, der ellers var en dannet mand, havde tilsyneladende svært ved at skelne fiktion fra topografi, siden han kunne føle sig krænket på vegne af sin ø og dens indbyggere. Conseil'et fastslog, at Paars var harmløs fiktion (om end af tvivlsom værdi) og indstillede til Frederik IV at lade Holberg gå fri, hvilket skete. Sagens akter findes samlet og udgivet (af Chr. Bruun, 1862) og er fornøjelig læsning. Om det andet tilfælde, der angik Niels Klim, ved vi knap så præcis besked, blot så meget er sikkert, at et par højt placerede pietistiske gejstlige, hofprædikant J.B. Bluhme (1681-1753) og biskop Erik Pontoppidan (d.y., 1698-1764), ønskede romanen konfiskeret, da de følte sig truffet af dens satire mod religiøs intolerance (jvf. afsnit III. 4 ovenf.), og derfor påklagede den hos Christian VI, som dog - skønt selv pietist - ligesom sin fader holdt hånden over sin loyale embedsmand.

I Holbergs tilfælde må man tage et dobbelt publikum i betragtning: det læsende publikum og teaterpublikummet. Søger man i de sparsomme kilder efter vidnesbyrd om disse publikummers sociale sammensætning, taler alt for og intet imod, at kernen heri har været borgerligt (tredjestands) med en overvægt til embedsstanden, så at forfatteren primært har kunnet henvende sig til politiske og ideologiske meningsfæller (nærmere herom i: Jens Kr. Andersen: Professor Holbergs komedier, 1993, p. 156-169). Holbergs forhold til sit bredere publikum synes altså at have været friktionsløst, i hvert tilfælde indtil han som ældre oplevede, at teatersmagen (omkr. 1750) tog retning mod større forfinelse, så at hans djærve komedietone blev foragtet af "vore peene [dvs. snerpede] Damer, som maa løse deres Snøreliv, naar de ikkun høre det Ord Jomfrudom eller andet deslige nævnet paa Skue-Pladsen." (epistel 241; bd. 11, p. 189).

 

1684 Født i Bergen, Norge
1754 Død i København
u_navi_footer.gif     background_footer.gif logo_footer.gif til forside12345