menu_top.gif Forfatter Perioder Titel background.gif logo.gif til forside
Periodebeskrivelse
ved Knud Michelsen

Indledning
Perioden
Bibliografi

Om forfatteren

 

menu_bund.gif Søg til forside
clear.gif

Indledning

I en litteraturhistorisk sammenhæng er den indlysende grund til at lade året 1870 markere en ny periodes begyndelse, at Georg Brandes året efter indleder sine berømte forelæsninger over Hovedstrømninger i det 19. Aarhundredes Literatur. Men det er langt fra den eneste. Ser man fra slutningen af 1860'erne tilbage på det forløbne tiår, møder man stort set kun udgivelser af veletablerede forfatternavne, udgivelser af Carsten Hauch, Christian Richardt, H.C. Andersen og især Meir Aron Goldschmidt og Frederik Paludan-Müller, der i tresserne skriver en række af deres hovedværker. Det eneste navn, der signalerer noget nyt er Vilhelm Bergsøe, men selv om den store roman Fra Piazza del Popolo, 1867, med sine nærgående realistiske skildringer af de sociale forhold i København under koleraens hærgen, slår en mere moderne tone an end det øvrige kuld, skriver dog også Bergsøe inden for romantikkens og romantismens horisont.

Ser man derimod på det følgende tiår, 1870'erne, er de forrige forfattere stort set forsvundet. Det er helt andre, der tegner sig for prægnante udgivelser, nemlig ud over Brandes forfattere som Holger Drachmann, J.P. Jacobsen, Vilhelm Topsøe, Karl Gjellerup, Sophus Schandorph, Herman Bang og Erik Skram. Det er ikke dem alle, der af Brandes henregnes til Det moderne Gjennembruds Mænd, 1883, hans betegnelse for nybruddet efter 1870, men set fra større afstand og en mindre litteraturpolitisk synsvinkel, end han anlægger i bogens mønstring af datidens avantgarde, lader alle de nævnte forfattere sig uden forbehold indplacere under etiketten moderne forfattere.

Indre kriterier for periodeafgrænsningen

'Det moderne' er da i første omgang stikordet til den nye periode, et flertydigt begreb, der i periodemæssig sammenhæng er blevet brugt om såvel renæssance som oplysningstid, men især netop knyttes til tiden efter romantikken, hvor begrebet samler en lang række forbundne fænomener inden for samfundsudvikling, politik, videnskab og kunst og kultur under sig: industrialisering, naturvidenskab, storby, demokrati, naturalisme, realisme. På europæisk plan finder gennemslaget af det moderne i denne forstand sted ca. 1850 i kølvandet på de borgerlige revolutioner i 1830 og 1848, i Danmark altså lidt senere, for først efter 1870 bliver de nævnte fænomener for alvor mærkbare her.

Mens overgangen til 'det moderne' er uafvendelig og entydig på det samfundsmæssige, politiske og videnskabelige plan, er den det imidlertid langt fra på det litterære og kulturelle. Det hænger sammen med, at begreber som romantik/romantisme og moderne holdninger og skrivemåder ikke uden videre svarer til skellet mellem gammelt og nyt. Dels optræder blandingsformer hos store europæiske forfattere som Byron, Heine og Victor Hugo og ligeledes hos danske forfattere som Blicher, Aarestrup og Søren Kierkegaard. Dels gør romantiske træk sig stærkt gældende hos primært moderne digtere som Edgar Allan Poe og Charles Baudelaire og senere i Danmark hos J.P. Jacobsen og Drachmann. Endelig er også blandingsformer udtalte hos de store russere, Tolstoj, Dostojevskij og Turgenjev, hvor - som påpeget af bl.a. Johan Fjord Jensen i Turgenjev i dansk åndsliv, 1961 - især sidstnævnte kommer til at præge udviklingen af den danske naturalismes prosastil og menneskeskildring.

Denne uklarhed hænger sammen med det mere fundamentale forhold, at 'det moderne' i en litterær og kulturel sammenhæng kan forstås i to betydninger, nemlig for det første som udtryk for en holdning til samfundet og tilværelsen, der ligger i forlængelse af oplysningens religionskritik, individualistiske frihedsidealer og fornufts- og fremskridtstro, og for det andet som udtryk for en psykologi, der lægger vægt på u- eller halvbevidste impulser og fornemmelser eller på en kunstnerisk stil, der reflekterer virkelighedens uigennemsigtige og flygtigt-fragmentariske karakter. Den første betydning peger i retning af radikalisme, en problemdebatterende kritisk digtning, den anden i retning af modernisme, en digtning, der afspejler splittelse og meningstab.

I den sidste betydning findes også moderne danske digtere før 1870. 'Det moderne' er derfor en utilstrækkelig kategori, når det gælder om at sætte skel. Der må tilføjes endnu et kriterium, og det er først og fremmest knyttet til afvisningen af en religiøs eller metafysisk orden. Frem for alt ligger heri periodens karakter af epokalt brud. Mens en religiøs eller metafysisk totalanskuelse er karakteristisk for tiden frem til 1870, forsvinder den herefter for stort set ikke mere at vende tilbage. Debatten om tro og viden i 1860'erne med bl.a. Rasmus Nielsen, Hans Brøchner, Brandes og Harald Høffding som deltagere danner her en vigtig overgang. Det betyder ikke, at religiøse og metafysiske forestillinger ikke siden gør sig gældende. Det gør de fx netop ved periodens afslutning og efter 1890'erne, men de samler sig da kun helt undtagelsesvis til en totalanskuelse, der i så fald er af meget personlig art (Sophus Claussen). I stedet kommer de til syne som åbninger til en transcendent verden på grundlag af en oplevelse af naturalismens utilstrækkelighed (Johannes Jørgensen) eller som mystiske erfaringer (Helge Rode).

Ydre kriterier

Så vidt de indre æstetiske og livsanskuelsesmæssige kriterier. Hertil kommer de ydre, afspejlet i den motiv- og temaverden, som dukker op efter 1870, og som er tæt knyttet til moderniseringsprocessen. Der sker her en hidtil ukendt accentuering af brudflader i samfund, politik, moral og familieliv, en accentuering, der kommer til syne i tematiseringen af klasseforskelle, forholdet mellem land og by, mellem kønnene, mellem fortid og nutid osv.

Historisk set hænger disse brudflader sammen med, at det embedsborgerskab, der var det bærende lag i tiden før 1870, herefter udfordres fra to sider, dels fra et fremvoksende handels- og industriborgerskab, dels fra den ligeledes hastigt voksende arbejderklasse, der især opstår ved omfattende vandringer fra land til by. Et symptom på denne udvikling er, at de nationalliberale efter 1870 mister politisk betydning for gradvis at blive opsuget i Højre, og at der i 1871 dannes en dansk afdeling af Internationale, begyndelsen til Socialdemokratiet. Samme år stiftes Dansk Kvindesamfund, bl.a. med det formål at hæve kvindernes erhvervskvotient. I 1875 får kvinder adgang til universitetet. Hvad de samfundsmæssige forandringer angår, finder de deres synlige udtryk i jernbanenettet, der i det væsentlige er udbygget i 1874, opførelsen af fabrikker i de større provinsbyer, omdannelsen af de små enkeltmandsvirksomheder til aktieselskaber, nedlæggelsen af voldene omkring København i slutningen af tresserne og byens omdannelse til storby. På landet organiserer selvejerbønderne sig i den særlige danske landbokooperation, andelsbevægelsen, der ud over at sikre gårdmændenes økonomiske uafhængighed af de store godser bliver af afgørende betydning for landbrugets mekanisering. I 1880'erne begynder andelsmejerier og andelsslagterier at skyde op, ligesom brugsforeningerne, der bygger på samme demokratiske fællesskabsprincip (én mand, én stemme), hastigt breder sig.

Men der er endnu en vigtig grund til, at en ny dynamisk udvikling finder sted efter 1870, nemlig tabet af Sønderjylland i 1864, hvor Danmark mistede ca. en tredjedel af sit areal og sin befolkning, herunder ca. 170.000 dansktalende og dansksindede borgere i Nordslesvig. "Fire og treds amputerede os for Land ved Hofterne", sammenfattes situationen malende i Herman Bangs Stuk, 1887 (citeret efter udgaven i serien Danske Klassikere, 1987, s. 125), men ligesom det var tilfældet i 1807 og 1814 kommer også nederlaget i 1864 til at virke som incitament til ny udvikling. Bag foretagsomheden såvel i byerne som på landet lå derfor også nationale motiver, ønsket om genrejsning af landet efter 1864. Det træder klart frem hos hedeselskabets stifter Enrico Dalgas, men også hos tidens førende finans- og erhvervsmand, C.F. Tietgen, der ikke blot stod bag de fleste af tidens største erhvervsforetagender, men også påtog sig nationale opgaver som opførelsen af Marmorkirken, og hos Carlsbergbryggeriets stifter J.C. Jacobsen, der stod bag indretningen af det i 1859 nedbrændte Frederiksborg Slot ved Hillerød til et nationalhistorisk museum med henblik på at "styrke folkets selvfølelse og moralske kraft" (citeret fra På sporet af dansk identitet, 1992). Det stærkeste udtryk herfor er dog udbygningen af højskolerne. Alene mellem 1864 og 1870 opføres ca. 50, bl.a. Askov Højskole (grundlagt 1865) lige nord for den nye grænse mod syd til værn for danskheden i Sønderjylland.

 
u_navi_footer.gif     background_footer.gif logo_footer.gif til forside12345