[ Arkiv for Dansk Litteratur - ascii-version af værk. NB: teksten er autogenereret uden korrektur !! ]




SIDSTE DIGTE




Aftenen kommer, den sorte Nat!

I Skoven mumler saa dystre Lyde,

Sus, som slukkes saa underligt brat,

Stemmer, som ingen kan tyde.



Er det Bladenes Hvislen, Dugfaldets Graad

eller er det den evige Kvide,

som ensom ror gennem Natten sin Baad

og sanker, hvad Mennesker lide,



min egen Sjælenøds fredløse Trin

blandt Stammer i sukkende Soven,

min Ve, som hvisler i Nattens Vind

og flakker søvnløs i Skoven,






min egen Sjælenøds bundløse Blik,

der stirrer fra Skovdybets Kløfter,

lurer bag ved mig fra Stien, jeg gik,

ser paa mig fra Grenen, jeg løfter - -?



Jeg vandrer og vandrer, til sent paa Nat

den hvide Maane sig hæver,

og Løvet rundt i det duggede Krat

sølvblegt i Vaarnatten bæver.



Skænk mig, o Maane, den Fred, du saar,

mens tavs paa Himlen du stiger -

du hvide Pilgrim, som ensom gaar

din Gang mod de fjerne Riger.


FORAARSVERS



Det var først paa Foraarstiden

og en Solskinsdag som denne,

- kan du huske? - vi gik sammen

mellem Skovens nøgne Stammer;

der var lyst og stille, lyst og

tyst som i et Tempelkammer,

og vi drømte os, at Skoven

den blev ved til Verdens Ende,



og du gik og sang og fæsted

i dit lyse Overstykke

Anemoner, medens Vinden

hvisled i de nøgne Kroner, -






kan du huske, hvor vi elsked

dette Mylr af Anemoner,

der var unge som vor Elskov,

der var hvide som vor Lykke.



Ved du, at de lange Dage,

som er ledet langsomt siden

og har fældet Sne og isnet,

isnet ind i Hjærtets Kroge - -

ved du vel, hvor fjernt den fejes

deres vintertunge Taage,

nu den unge Sol har lagt sin

Guldsti gennem Foraarstiden;



ved du, at dit Øje lyser

som de hvide Anemoner,

ved du, at din Stemme synger,

at din Latter stille jubler

som den Dag, vi gik i Skoven -

ved du, at dit Haandtryk kupler

over Hjærtet Foraarsskovens

lette solskinfyldte Kroner?


DUG



Hver lys Skærsommernat, naar Jorden sejler

igennem Rummet sølverhvid af Dug,

i Nattens Dæmringsdyb et Perlefnug,

der Himlens Hvidhed i sin egen spejler -






hver lys Skærsommernat, hver dughvid Time,

mit Liv sig løfter fra den tavse Jord

og stiger om mig som et Taageflor,

der huser mine Drømmes Sølverstime,



og langsomt bølger det, i Drift, i Dvælen,

og skjuler Vejens flade Flod af Støv

og skælver som en Skov af sølvhvidt Løv,

mens Nattens Dug mig rinder gennem Sjælen.


LANDSKAB



En Egn med øde Markers milevide

jordflade Bølger,

en Egn ved Solfaldstide,

da Graavejrsdagens Lys-Lig bæres hjem

saa køligt blegt, saa udpint stille,

mens Regn og Nat i Afstand følger.



Og ude imod Vest, lavt nede

langs Kimmingranden rinder der en lille

rød Stribe Solblod, saa det himmelbrede

graagrove Skyhæng faar en plettet Bræm.

Midt gennem Egnen flader sig en Vej

i træge Bugter og forsvinder ude

mod Solblodsstriben som en graahvid Streg

tværs over den uhyre Brakjordspude.



Og over dette arme Øde dør saa Dagen

en ensom Død;






Vejstregen slettes, og en fattig Klynge

Markhytter skutter angst sig som i Aandenød,

og fra en Skærvedynge

flyver en Krage tungt og jordlavt bort.



Der slaar en enkelt Lyd ud over Ødet,

saa klangløs haard, saa skærpet kort -

et Vrag af Lyd paa dette brede Hav af Luft og Jord;

og naar den store Stilhed har den dødet

og slettet Vragets sidste Spor,

slaar atter Lyden paa den regngraa Stilhed Brud

og skærer Veje sig til alle Sider - - -

Mens Solblodsstriben langsomt rinder ud,

en trælsom Stenhugger ved Vejen slider.


BOGTRYKKERRIMGJORTE I HALVSØVNE



Jeg sad og saa paa min Plænes Græs,

- Kompres -

jeg sad og stirred et kort Minut,

- Skudt -

jeg sad og stirred mit hele Liv,

- Kursiv -

og gult blev Græsset, mit Skæg blev hvidt,

og alting flasked sig lige skidt!

- Petit -




JUNINAT



Hvorfor ikke denne Aften synge?

høj og stille staar den lyse Nat!

Ingen fjerne Stjernekloder tynge

Himlens Bleghed i den lyse Nat!



Alt er sølverhvidt og klart og stille,

smæltet i den tyste Nat i ét!

Ingen fjerne Skumringsskyer skille

denne Hvidhed, hvori Alt er ét!



Alt! - den Klodesværm, hvis Baner lænker

Universets virvarvilde Sjæl,

og de Tanker, som min Hjærne sænker

i min egen uropinte Sjæl!



Ét i denne hvide Mildheds Aanden,

ét i denne himmeldybe Fred,

fri for Sorg og bundne Længslers Vaanden,

uden Lykkekrav bag Hjærtets Fred.



Hvorfor ikke denne Aften synge,

nynne sagte som den lyse Nat,

medens ingen Mindeskygger tynge

Himlens Hvidhed i den lyse Nat.




MIN STUE



Hvor jeg elsker denne mørke Stue,

naar i Natten alle andre sove,

og jeg søvnløs gennem Vindvet stirrer

ud i Natten paa de sorte Skove.



Denne Stues dybe, tavse Mørke

fylder mig med Fred, der frodig svulmer

som en Storskov om mig, hvor hver Tanke

kun som maanefangne Aablink ulmer.



Dette blege Vindves vage Dæmring

som en Taagestribe Mørket skiller,

som en Taage, fra hvis sarte Lysning

sarte Drømmepust mit Hjærte hilder.



Og jeg stirrer ud paa Nattens Skove,

ser dem løfte deres mørke Rygge,

ved, at ude under Skove flygter,

flygter fjernt min aldrig fangne Lykke.


MILDT EFTERAAR



I Fjor ved denne Tid jog Blæst og Regn

om Hæk og Hegn

og buldred mod mit Vindves kolde Ruder, -






i Aar er Døgn paa Døgn som stille Børn,

der hører Eventyr om Skovens Bjørn

og artigt hverken fniser eller tuder.



Hver Dag har Sol, hver Nat har stille Frost,

og Gaardens Post

har for sin Fod et Lag af visne Blade!

Men hvert et Blad, som falder, falder tyst,

og i min Have bli'r der stille lyst,

og Spurv og Mejse kvidrer sommerglade,



- som var det hele Efteraar et Gry,

en Dag paany,

en Dæmring mod en Dag, der stor og stille

gaar frem mod Jordens trætte Sommersind

og varsler Fred og kølig Lindring ind

for den, der drak sig hed ved Livets Kilde.


PAASKETID



Hver Aftenstund ved Solnedgang

en Solsort fylder med sin Sang

den stille Skov, som bladløs staar

og venter paa en solmild Vaar.



Højt fra en Gran sit bløde Fløjt

den sender ud og kvidrer højt,

hvad enten Regnen strømmer ned,

hvad heller Dagen pragtfuld led.






Den hele Skov staar tom og gold,

hver Aften er saa vinterkold,

Solsorten ene synger støt,

saa langt, saa lydt, saa foraarsblødt.



Du Fugl, som jeg en Vinter lang

har set og fulgt, mens arm paa Sang

du flagred taus og ensom om

blandt nøgne Grenes Fattigdom,



du Fugl, som fløj fra Kvist til Kvist,

mens Vintren ruged hvid og trist,

mer stum end Skov og frossent Hav,

fordi du ejed Røst - og tav,



du Fugl, som tyst strøg om og aad

et frossent Korn og fandt ej Raad

for Sang om det, som i dig brød,

fordi du saa al Jorden død -



jeg vandrer timevis hver Kvæld,

naar Dagen gaar saa trist paa Hæld,

og lytter til din klare Sang,

dit Morgenkvad ved Solnedgang.



Og hænger Himlen tyk af Regn

hvad heller straaler Skovens Hegn,

du løfter med dit fulde Fløjt

en Himmel over Himmel højt;



du synger vaagent i mit Sind

et Sagn, som længst er slumret ind,






og af din Sang gaar frem i Sum

et Paaskens Evangelium.



Jeg ved ej godt, jeg ved ej ondt,

eet Liv den hele Verden rundt,

et Liv, der dør som fældet Sag

- og slaar mod Solen op en Dag,



et Liv, der haster op og ned,

der sanker Sand paa Dødens Bred

- for som en Underblomst i Brud

al Livets Pragt at folde ud.



Du Solsort, som ved Vintertid

strøg lavt og fattigt hid og did

og fandt en Dag den frie Top,

der bar dig over Skoven op,



du Fugl, som højt i Aften slaar,

Evangelist for Livets Vaar,

mit Sind saa vaarlydt fanger

dit Fløjt, du liden Sanger!


FORAARSNAT



Naar Solen synker,

og gyldne Skyer smykker Aftnens Himmel,

mens halvt i Blund en ensom Vildand klynker

i Mosen skjult bag Rør i vissen Vrimmel,

jeg vandrer ud, hvor Foraarsnatten fødes.






Da er al Jorden stor,

Mark, Engdrag, Skov og fjerne, dunkle Gaarde

som tyste Skygger aandeagtigt gror

og skumrer hen, som steg ved Dagens Baare

al Jordens Sjæl frigjort mod Jordens Himmel.



Og i den dunkle,

den stille Aften, hvor alt Dagens viger,

mens Nattens Stjerner dukke frem og funkle,

saa rig en Himmel over Jorden stiger,

som ingen Dag i al sin Pragt den kupler.



Ej Dagen hvælver

en Himmel, der saa fast er Jordens Eje

og favner om den, som det Mulm, der skælver

af Stjerner højt hen over Jordens Veje

og slutter alle Veje i sin Favn.



Og er det Vaar,

og alt, som lever, løftes fra sit Leje,

da brister ogsaa alle Sjælens Saar,

og bittert fylder dig hver Sorg, hvert Savn.


DU STORE, STILLE SKOV



Du store, stille Skov,

det milde Graavejr og de dybe, tavse Veje,

Birke, som i lydløs Aanden sagte svaje,






Fløjt og Kurren, Lyd, som Hjærtet maner,

Elskovsrov,

Fuglekalden under dunkle Graner!



Du store, stille Skov!

milevidt din Fred omkring min Sjæl sig breder,

den milde Livsens Fred fra skjulte Fuglereder,

Skov, hvor hvide Anemoner ringer

Livets Lov,

ak, saa hvid en Fred min Sjæl du bringer.


FOR VINDEN DANSER



For Vinden danser det grønne Støv

af Hasselraklernes Dupper,

atter rinder en Dag i Sol

at lune de bristende Knopper.



Aarle dufter den blaa Viol

langs Vejens duggede Grøfter,

atter stiger en Foraarsdag

med Livets tusinde Løfter.



Lærken er stegen ved Morgengry

at signe den grønne Grøde,

Stæren er strøgen i Morgenen ud

at flyve sin Mage i Møde.






Du Menneskebarn! Kom Lykken i Hu!

nu rider fra Verdens Ende

saa fager en Herre din Sjæl imod

at løse al din Elende!



Du Menneskebarn! Du dyreste Kim

ved Jordens stenede Veje!

lad Solen rinde din Sjæl om Rod

og lune dens fattige Leje!



Atter rinder en Dag i Sol,

og Blomst staar af armeste Øde,

Lærken er stegen i Morgengry

at signe den grønnende Grøde.


I NAT HAR DET REGNET



I Nat har det regnet. Saa lind og klam

har Væden løsnet de Smaaskæls Ham

og kølet for Nattens Drømme!

Højt om Knopgemmets brune Spejl

har Løvet hejset sit grønne Sejl

paa Dagens sølvhvide Strømme.



Dug over Urter og regnmættet Støv,

perlende Lys over silket Løv,

en Solskinsmorgen i Skoven!

Friske Skud grønner Granernes Spær,

og blaa som et sommerligt blaanende Kær

strømmer Himlen foroven.






Imod mig aander saa karsk en Dag,

- ak, Livet bliver saa fager en Sag

imellem de solfriske Bøge!

De lyse Timer, saa faa de var,

som Døgnets Strøm mod det fjerne bar,

i Skoven om Hjærtet spøge!



Hver Bi, der summer mig rapt forbi,

hver krybende Snegl paa den mossede Sti

gaar Bud for saa fager en Vælde!

Jeg løfter mit Hoved, jeg frier min Sjæl,

- der lever, trods sviende Giftstik i Hæl,

en Lykke, som ingen kan fælde!


HVOR ER DER LANGT



Hvor er der langt til Livets Larm

fra denne lille aabne Plet

saa dybt i Skovens Fred!

hvor skygger Løvet lindt og let,

hvor skinner Solen lys og varm

paa dette stille Sted!



Hvor bliver fjern, hvor bliver vag

al Døgnets hvirvlende Staahej,

al Livets bitre Strid!

hvor lyder langt fra Alfarvej

Dagstræbets Galpen mat og svag,

hvor bliver Talen blid!






Du Skov, som staar med Løv igen,

hvor elsker jeg din lyse Ro,

jeg Fattigfugl i Bur!

og du har Trøst, og du er tro

saa tro som ingen Barndomsven,

du trofaste Natur!


DER LIGGER EN SØ OG LYSER



Der ligger en Sø og lyser,

ud og ind sig vinder dens Spejl

blandt Banker med Sæd og Skove,

Bredden løfter sig grøn og stejl,

og Holme paa Søen sove.



Der ligger en Sø og lyser,

den Sø den suger al Dagens Glans,

og op fra dens Vande strømmer

et Skær, der spinder i dugget Krans

de Holme, der paa den drømmer.



Der straaler et Skær fra den hvide Sø,

det trænger saa dybt i Sinde

og vælder sin Dag om hver drømmende Ø,

der bæres paa Strømme derinde.




MOD DEN BLEGE STRANDBRED



Mod den blege Strandbred hulker Havet sagte,

skumringsmørkt og ensomt, langvejstræt,

fjernt et Mulm af Skyer op af Dybet drager

som den tavse Høstnats sorte Drømmedræt.



Og min Sjæl sig aabner imod fjerne Riger,

sætter Sejl for Minder, som for Stormen veg,

og som en tungsindig, stille Stjerne tænder

sig min gamle Længsel tindrende og bleg,



og mit Liv sig lukker under Strandens Brusen

tæt i Kreds, mens Havet bærer mig imod

alt, hvad jeg har levet, Menneskenes Dages

uforanderlige, skumringsdunkle Flod.



Mellem Mængden fremmed har jeg ensom styret

over Havets kolde Uendelighed,

spændt min Længsels Stier om dets nøgne Øde

mod en blomsterbærende, haveplantet Bred,



staaet ung og stirret mod et fremmed Kystdrags

regnpiskede Kalkklinters trøstesløse Hegn,

mod en Stad i Sol, en stjernedugget Himmel

over Taarne mellem Raketfontænens Regn,



staaet tavs og stirret ind mod nære Kyster,

ventet at se Lykken ro mig rapt imod

og kalde mig fra Borde og stænge Havet bag mig

og aabne sine Havers Skygger for min Fod.






End i denne Time min Længsel ensom vandrer

over Havet mod saa freddugget en Strand,

- aldrig vil den naa den, evig vil den drage

for en Blomst at bryde i mine Drømmes Land.


OVER DE SKUMRENDE LINDE



Over de skumrende Linde

staar Aftenhimlens Fred,

hver Længsel, min Sjæl har inde,

drager saa langt af Led.



Drag da, hvor hen I lokkes,

I aldrig nøjede Børn!

jeg ved jo, ved Gry I flokkes

i Vejens støvede Tjørn,



kommer som pjuskede Finker,

der fløj mod Sol og fik Regn,

og flyver, naar atter Jer vinker

den fjerne Himmelfreds Tegn!


DU ZEUS, SOM SIDDER SOLEN NÆST



Du Zeus, som sidder Solen næst!

det hænder stundom hver og en

at ride til dig paa din Blæst

og knejse ved din Trones Ben,






at staa hos dig og stirre ud

saa vide over Jordens Skød

og lade haant om Livets Slud

og trodse, guddomsstor, din Død,



at trone hos dig, højt som du,

og glemme Døgnets lave Strid,

al Sjælens Armod, Livets Gru,

hver Sorg, der bed med giftigt Bid.



O Zeus, hav Tak, om blot en Stund

du lader ved din Trones Fod

mit Hjærte fyldes til dets Bund

som dit af Solens Purpurblod.


VEL ER LIVET BITTERT



Vel er Livet bittert,

saa bitterligt forskelligt

fra det, vi i vor Ungdom

vandt Tro paa og holdt helligt.



Ve dog den, der jamrer

og tæller sine Skrammer! -

Hærd dit Blik mod Lynet!

Gaa igennem Flammer!




AK, HVAD ER DET HELE



Ak, hvad er det hele?

Drømme, som jeg føder,

sprængte Klodedele,

som i Natten gløder,



Glimt højt under Himlen,

Stjerneskud, som falder,

Vink i gylden Vrimlen,

som mig evigt kalder.


BOB



Der sidder i min Stue

en Hund og hyler ilde,

for Skodderne er lukkede,

og det er mørkt og silde.



Den sidder tæt ved Døren

og klager sig og græder,

for den vil ud i Mørket

og øve Nattens Glæder.



Derude lusker listigt

en anden Hund om Huset,

og denne anden har diskret

til Havedøren snuset.






"Hold Munden, Hund! Sid ikke der

og stir saa ømt paa Laasen!

Slaa dig til Ro, for du og jeg

vi bliver her i Baasen!



Sid ikke der som en Vignet

til en tungsindig Titel,

du ligner altfor ækelt

et elskovssygt Kapitel!"



Men Hunden lystrer ikke,

den hyler fort og jamrer.

"Dit lille Bæst! Hvor stædigt

dit Hundehjærte hamrer!



Kan du da ikke tie

og tæmme dine Længsler?"

Men Hunden ser tungsindigt

til Havedørens Hængsler.



"Ak, lille Hund! saa løb da

hvorhen dit Blod dig kalder!

Jeg glemte, du er Hvalp endnu,

og jeg saa sat af Alder!

Nu skal jeg aabne Døren

for al din arme Klage,

- men Fanden ta' dig, kommer du

ej hvalpeglad tilbage!"




I AFTEN TÆT DET REGNER



I Aften tæt det regner,

Tagrenden gnavent sprutter

og splintrer langs ad Husets Væg

i ondt og sindigt Overlæg

den hele endeløse Tid

i vaade smaa Minutter.



Her sidder jeg og venter,

at noget nyt skal hænde,

og ved saa inderligt, at alt,

hvad Aftnen bringer, er fortalt,

naar jeg har nævnt den Flue,

jeg ser i Lampen brænde.



Og hænder der slet ingenting,

ved Gud, jeg klager ikke!

Tagrenden er mig snurrig nok,

den knurrer som en gammel Rok.

. .. Lad regne, sprutte, knurre!

jeg lader alting ligge?



Blot min Cigar vil brænde

og brænde jævnt og lige,

jeg har min varme Ovn, min Stol,

en Times Fred, min Bogreol,

- Kong Ego er jeg - heldigvis

foruden Land og Rige!




JEG ER SAA FYLDT AF GODE RAAD



Jeg er saa fyldt af gode Raad,

naar jeg paa Ryggen ligger

og føler Tungen liflig vaad

af det Glas Vin, jeg drikker.



Der findes ingen sulten Knark,

jeg skulde ham jo trøste

og vide hver betrængt Monark

med Visdom at forlyste.



Og kom til mig en hidsig Svend,

hæsblæsende, geskæftig,

han skulde ikke gaa igen,

før han var mindre heftig.



Thi støt staar for mit stille Blik,

- selv om der myldred frodig

med Skuffelser, hvorhen jeg gik, -

det lille Ord: taalmodig!



Og skønt jeg ligger dovent hen

og ryger jævnt og driver,

det lille Ord sig snildt igen

for mine Øjne skriver.



Og ingen andre Ord jeg ved,

kan ingen andre mindes,

og al mit Livs Besværlighed

af dette Smaaord bindes,






.. . indtil det Ord saa stille til

et andet sig fordrejer

og maler frem i Farvespil

for mine Øjne: Sejer!



Da falmer alle gode Raad,

og stakket dør min Hvile,

da længes alt mit Sind mod Daad,

min Sjæl maa atter ile!


SAA SADLER JEG MIN HEST



Saa sadler jeg min Hest!

Stræk ud! Den Vej gaar vide

langt forbi vildest Blæst,

fjernt imod Østerlide!



Jeg er saa led den Jord,

hvor alle Længsler tysses,

hvor der staar tæt med Spor,

og alle Veje krydses,



hvor alting er saa kendt,

bevist og snildt forklaret,

hvor alting staar paa Prent

bag Nummer opbevaret,



hver lille bitte Kval

forklaret i dens Dele,

hver Glæde, som gør gal,

kendt som en Buksesele,






hvor stort og smaat i Flæng

er gammelt slidt Bohave,

givet hver Gadedreng

som Arv i Vuggegave!



Jeg rider heller ud,

hvor Vejene gaar vilde,

hvor nogle fandt sin Gud,

og andre bar sig ilde,



hvor nogle red i Glans

ind under lyse Porte,

og andre gik fra Sans

og blev for evigt borte.


DER VAR EN PRINS



Der var en Prins, og det var mig;

han fødtes under Lykkens Tegn,

men da han kunde gaa, hans Vej

ham førte ud i idel Regn;



han vilde Lys, han sprang mod Sol,

løb evig efter Solopgang,

men om han jog fra Pol til Pol,

bestandig Regnen om ham sang.



Og faldt der Sol en stakket Stund

om, hvad hans Hænder hastigt greb,

bestandig fra hans Hjærtebund

de sørgeligste Sange peb.






Faldt i hans Hænder Livets Guld,

lo mod hans Øje Lykkens Glans,

bestandig saa hans Sjæl kun Muld,

og Haanden bar en vissen Krans.



Og dog - dybt i ham ligger gemt

en Tro paa Livets gyldne Brus,

en Stræng, der sagte bæver, stemt

til Sang om Solblæsts Sejersrus.



Og maa han jamre, klage dybt

for, hvad han evig om sig ser,

han ejer i sin Sjæl en Krypt,

hvor Morgenbrisen solfrisk ler.


NYTAARSNAT 1895-96



I Nat er Jorden lys af Sne

og alting hvidt og skært at se

i Maaneskin,

slet ingen Lyd og ingen Vind,

saa uberørt det hele

som Aaret, der om lidt gaar ind.



Du hvide Nat! du nye Aar!

giv mig blot ikke værre Kaar

end dem, jeg bær'!

Vær med din rene Ro mig nær

og skænk mig ét: lidt Lykke

for dem og det, som jeg har kær !




HR. LASSE FIEND


Unge Hr. Lasse Fiend er med sin Vaabensmed redet ud i Verden for at jage Lykken og rider en Sommernat gennem Skoven. Der standser ham paa Stien en gammel Kvinde, som tigger sig en Plads foran hans Saddel og faar den. De rider tavse sammen. Den runk- ne Kærling sidder og stirrer evindelig paa ham. Af og til taler hun til ham. Men den sorg- løse unge Herre ser hende bestandig over Hovedet, ud i Sommernatten, og svarer hende intet.



. . . Der drypper Dug i Skove,

og Uglen flakker over Bul,

de store Træer sove,

og sort staar Urt og Muld.



Med mørke Skyggeringe

sig blommer Skovens stille Kær, -

en Nattesværmervinge

spændt dybt blandt dunkle Træ'r.



Og det er Midnatsstunden,

saa mørkt bag Løv, saa dugget svalt,

og viden over Lunden

staar Himlen sølvblegt hvalt.



Hr. Lasses Rustning klirrer

ved Vaabensvendens Sadelknap,

og Græsset sagte dirrer,

hvor Hingstehoven slap.



Da strømmer der saa stille

et Vindpust viden gennem Skov,

som Sølv de Dugstænk spille

paa Hingstens brede Hov,







de dunkle Kroner sukker

og skilles for den lune Vind,

og Edderkoppen vugger

og vaagner i sit Spind.



Det er den tolvte Time,

Lyngormen gaber i sit Hi,

for Vinden lydløst kime

Blaaklokkerne langs Sti.



Da ler den Kvind og stryger

sit Haar fra Kind som Mø i Dans

og bøjer sig og smyger

sit Blik saa dybt i hans.



"Ej, se mig da i Øje

med alt jert Mod, Hr. Lasse Fiend!

lad se, om I kan døje

et Blik fra runken Kvind!



Stir til, min unge Herre!

hel rapt I bliver bleg og rød!

I ved vel intet værre

end Gant med Mø paa Skød!



Hvad heller har I fundet

hel hastig, hvad I længtes mod,

den Hind for Sadel bundet,

som hidsede jert Blod?



I stirrer og I tier!

ak, I skal ikke alting tro!







mit Øje gemmer Stier,

der sig saa dunkelt sno.



Om nyssen I saa Flammer,

som vejred vildt og blodrødt hen

og brændte hede Skrammer

i Nattens sorte Lænd,



I ser vel nu at glide

mod Strand saa nattesort en Sø

og Lykken vildsomt ride

som Flygtning under Ø -



ak! Lykke, som brak Halsen,

og Elskov, som i Aske sank,

og Duft, som under Valsen

blev giftig Snogestank.



Stir til, du kvindefødte!

nu jamrer som Skønjomfru jeg,

endda jeg flere ødte,

end der bar Svig mod mig,



og ler, for jeg trods Rynker

endnu paa Junker træffe kan,

hvis Blik saa gyldent synker

i mit som Sol i Vand!



Og har I Svig i Sinde

hvad heller Tro, som aldrig dør,

I faar i Nat dog binde

jer Hingst blandt Mosens Rør.







Stir trøstig i mit Øje!

det saa saa mangt men aldrig Mand,

som ikke maatte døje

en Nat hos Snog paa Strand,



den Nat, som brød hans Lykke

og al hans stolte Junkermagt,

til bort han krøb ved Krykke

i ussel Stodderdragt.



Eja! - hvad er den Lykke

vel værd, I bytter for at se

den Skat fra Dybet dykke,

som volder al jer Ve?



Og frygter I at sove

i Nat hos mig, min stolte Svend,

I naar en Nat de Skove,

hvor vi to ses igen!



Og frygter I mit Kammer,

- det Kammers én Gang venter jer,

hvor I skal se med Jammer,

hvem I helt inderst er!"



Hr. Lasses Latter klinger

som Fuglesang mod Skovens Top:

"Hav Tak, om af I springer

saa rapt som I sprang op;



til Mø som jer at tage

i Favn er Natten alt for sval!







der er for kort tilbage

fra nu til Hanegal!"



Da luer under Pande

den Kvindes Blik som Maanens Glans

i Flom ud over Vande,

hvor Bølger gaar i Dans.

Hel tavs om Haand hun fatter

Hr. Lasse Fiend og knejser rank,

for Bryst sig Særken glatter

og svulmer silkeblank,



den Kind, som Maanen bløder,

naar frem den gaar en dugget Kvæld,

Aakander gyldent gløder

i Haarets dunkle Væld.



Saa lind en Luftning skiller

hver Kvist i Skov, hver løvet Vaand,

og tunge Dugdryp spiller

Hr. Lasse over Haand,



den Hejrefjer i Hatten

sig dukker for den lune Blæst,

- da sidder han i Natten

alene paa sin Hest.



De svedgraa Hingstelænder

de skælver for hans Sporers Dans, -

saa blødt endnu ham brænder

den Haand, hun slog om hans.







Mod Manken smælder Tøjlen,

og Mulen fælder Skum for Fod, -

de dunkle Øjnes Gøglen

den vilder alt hans Blod,



og trindt for Hove falder

saa mangen Blomst, der stod mod Sky,

saa langt i Skoven gjalder

hans Ridt til Morgengry.


Hen paa Morgenen naar Hr. Lasse Fiend Kongens Gaard.



Der staar saa høj en Poppel . . .

Den Poppel staar

i Kongens Gaard

og rasler fra den grønne Vaar

til Efteraar med alle sine Blade,

og aander Vinden stille hen,

det klinger, som om Spillemænd

tog Gigerne i Hænde,

men blæser det saa haardt, det kan,

det suser som den salte Strand,

hvor Kongens Riger ende.



Og sank en Stund

hver Vind i Blund,

saa tavs laa Strand, og tavs stod Lund,

dens Blademund

evindeligen hvisker;







det lyder dér, hvor Poplen staar,

som traved ind i Kongens Gaard

bestandig Mænd i Vaaben,

og Kongens Søster elsker den

og drømmer mangen Time hen

med Glug mod Gaarden aaben.



Knap sytten Aar,

med solgult Haar,

et Blik, hvis blanke Stirren naar

saa langt af Gaard,

er Kongens unge Søster;

hver Morgenstund, naar Dag gaar frem,

hver Kvæld, naar Svalen flyver hjem,

til Poplens Sus hun lytter

og stirrer bag dens Bladehang,

om ej af Hest i Gaarden sprang

en ung og fager Rytter.



I Morgendug

staar Gaard og Glug,

fra Brønden klunker Draabekluk,

og Blomsterfnug

i Morgenvinden sejler.

I Kammers Kongens Søster staar

og kæmmer tankefuldt sit Haar

med Kam som Fiskefinne;

da rasler det af Sværd ved Lænd,

- Hr. Lasse Fiend med Vaabensvend

i Kongens Gaard er inde.







Den Lærkelil

sit Morgenspil

strør vidt, og Poplens Løv dertil

som Fakkelild

i Morgensolen knitrer,

og som af Hest den Junker staar,

en gylden Kam mod Stengulv slaar

i Kongens Søsters Kammer,

og dybt i Nakkens Flom af Haar

to hvide Hænder fast forgaar

som Sne i gyldne Flammer.



Først bleg som død,

saa purpurrød,

med Jomfrubrystets Liljelød

i Rosenglød

med Særkens Lidse løftet

staar Kongens Søster skjult bag Glug

og skælver som en Draabe Dug,

som Morgenvinden vugger,

blødt skilles Øjets Vipper ad,

og Læben som et Frugtblomstblad

mod Læbe halvt kun lukker.



Med Hundeglam

og Vaabenbram,

med Ædelsten i Kronens Kam

og gylden Ham

gaar Kongen Gæst i Møde.

"Ej; ser man det! Hr. Lasse Fiend!

I kommer som den muntre Vind,

der frejdigt stormer Borgen!







Vel mødt til alskens festlig Id!

I kommer vel for Tidkort hid

saa frydelig en Morgen!"



Hr. Lasse Fiend,

med Haar og Kind

bedækt af Støv og Skovens Spind,

saa frank af Sind

den Konge muntert hilser.

"Jeg kommer, som I ser, med Sol,

og jeg har lét, fra Hanen gol,

og sunget over Enge,

og jeg har prist den lyse Dag

og er parat i muntert Lag

at prise den fuldt længe!"



Den Konges Hal

er fyldt med Gjald

af Sang og Prat og Vinens Fald

i gylden Skal

og Latterklang om Borde;

Hr. Lasse Fiend er bænket bedst,

ham sidder Kongens Søster næst,

og Ord saa hedt forfløjne

staar om hans Mund som Morilds Skum,

men Kongens Søster sidder stum

med store, blanke Øjne.



Hr. Lasse ler,

Hr. Lasse be'r,

Hr. Lasse sukker mer og mer,

bestandig ser







mod VIndve Kongens Søster

og sidder i sit hvide Lin

en nysudsprungen Lilje fin,

som strunk i Dagen knejser.

Da raaber Kongen fra sin Stol:

"Hr. Lasse! Pris os Dagens Sol!"

Og Lasse Fiend sig rejser.



Hel rank han staar,

det dunkle Haar

mod Krappekravens Guldsøm slaar,

og langs ad Laar

den lette Kaarde slingrer.

- Da blegner sagtelig hans Lød,

sært Flammer Øjets dunkle Glød,

og tøvende han stammer,

og da tilsidst hans Røst faar Klang,

den klinger vegt, som om han sang

helt fjernt i ensomt Kammer.



"Dæmrende Dag!

Rosenblommede Gry!

Jorden lys som Sølvmor,

og Solskred i Sky!



Engen hvid af Dug,

skinnende hvert Straa,

Nattens blege Himmel

havfri, høj og blaa;



alle Farver vakt,

Snogen under Tjørn







synlig for den vaagne

himmelstegne Ørn . . .



Ej saa fejer Fryd

ved jeg mer at naa

som at se for Spange

morgengylden Aa,



ej saa fejer Fryd

som at lytte til

Morgengryets Lærkers

lystelige Spil!"



Hel hvid om Mund

saa tavs en Stund

han stirrer imod Skaalens Bund,

hvis gyldne Grund

som Sol bag Vinen lyser,

saa griber han den Skaal om Fod

og løfter den sin Mund imod

med Haand, som sagte ryster,

og skyder den ad Bordets Bræt

og staar i samme Aandedræt

vendt imod Kongens Søster.



"Ak! I er hvid som Dagen!

I straaler som det lyse Gry!

se paa mig, Kongesøster,

at jeg kan le paany!



Jert Haar saa gyldent rinder,

som Aaen randt i Morgenglans!







- ifald I vil se paa mig,

I fryder al min Sans!



Ak! vil I det slet ikke,

og fylder det jer sært med Gru,

jegstirre vil paaeder

saa lang en Stund endnu!



Min kongelige Jomfru!

Ak, er det jer for stor Umag,

jeg stirre maa paa eder

den hele, lange Dag!"



Da staar fra Bord,

mens alskens Ord

Hr. Lasse Fiend for Læbe gror

i fagert Flor,

den Konges unge Søster

og løber gennem Salens Sol,

mens Kongen ler i gylden Stol

og stryger sig om Hagen,

og langsomt løfter sig langs Bord

et lydt og lystigt Latterkor,

der runger gennem Dagen.



Men højt i Gaard,

hvor Gluggen staar

paa Gab mod Sol, sit køle Haar

om Kinde slaar

den Konges unge Søster

og stirrer ud i Poplens Løv,

som ler i Solens Straalestøv







saa lyst som Græs i Enge;

og Vinden aander stille hen

og suser blødt, som Spillemænd

strøg sagte over Strænge.




Og det er Kongens Abildgaard,

saa hvid af Blomst hver Abild staar.



For Sommerdagens lune Vind

de Blomster skælver ud og ind,



som vugged over alle Træ'r

saa hvid en Sommerfuglehær.



Hvor Abildskyggen Græsset naar,

Hr. Lasse Fiend blandt Blomster staar,



og lænet mod en Stammes Mos

den Konges Søster er ham hos



og ser paa ham skønjomfrustolt

og spiller med en Rose Bold.


Der tales Hr. Lasse Fiend og Kongens Søster ved, han i stor Elskov, hun pur ung og drilsk, - til han i Vrede søger sin Hest og jager videre



Og det er Kongens Abildgaard,

hvor Græsset højt i Skyggen staar;



dér rødmer for den Abilds Fod

en sønderplukket Roses Blod:







og det er under Borgeled,

den Konges Søster staar derved



og stirrer mod den bløde Muld,

som staar af friske Hovspor fuld,



og stirrer ad den dunkle Sti,

til Dagen den er helt forbi,



og Natten under Skove gror

og sletter alle Hoves Spor.


Hr. Lasse Fiend i Staden.



Aldrig saa man Mage

til en Værtshusgaard!

Druer over Tage,

Fest det hele Aar!



Stadens Stormænd stævned

did fra Gry til Gry,

aad og drak og levned,

sov og aad paany.



Vinen klang i Kande,

svam i Karm og Krog,

mangen svedig Pande

imod Gulvet slog,



skinned føje efter

som en Sol for Bord,







Stadens Stormænds Kræfter

stod i bedste Flor.



Kom dertil, at flytted

én blot sin Pokal,

klang det, saa man lytted

fast af Fryd sig gal,



og om to i Følge

deres Bægre svang,

slog der op en Bølge,

som om Klokker klang,



alle Stadens Klokker

i saa sagte Graad,

som naar Elver lokker

under dugget Baad . . .



Det er Nattens Maane,

sejler frem bag Sky,

alle Ruder blaane

i den store By.



I sit Kammer vaager

tavs Hr. Lasse Fiend,

gennem Hornglug taager

dæmpet Maanens Skin.



Hvor dens Skimmer sitrer,

sidder ham for Fod

Mø, hvis Haarbrus glitrer

rødmende som Blod;







vinfyldte Pokaler

staar i Gluggens Karm,

sølvbleg Maanen maler

deres gyldne Barm.



Det er sig den Junker,

stirrer paa den Mø,

mens som Maanens Funker

tyst de Timer dø;



sidder tavs og vugger

Citer over Fang,

saa de Strænge sukker,

som om Natten sang;



griber saa helt stille

i det klingre Spil,

tager til at spille,

synger dæmpet til.



"Og da den Herre vendte sig,

hvor Aa i Enge rinder,

den Jomfru stod ved Borgeled

saa bleg om begge Kinder.



Og da den Herre vendte sig

ved Skovens første Bøge,

han saa saa fjernt et Øjepar

blandt Skyggerne ham søge.



Og da den Herre vendte sig

for sidste Gang og stirred,







han saa ej, hvor den Jomfru stod,

hvert Straa for Blik ham dirred."



Det er sig den Herre,

fritter med sit Blik,

"Sisken! Ak, desværre

Visen mig forgik!



Ved du mon at finde

Lyst endda derved?

- stod du nogen Sinde

selv for Borgeled?"



Glatter under Hænder

rapt den Mø sit Haar,

"Ved jeg vel, I kender

eders Siskens Kaar!"



Det er Citrens Strænge,

kvidrer lydt i Kor,

som naar vidt om Vænge

Spurveflokke fo'r.



"Liden Sisken, slider

du ej Sko for Led,

bedst jeg Sisken lider,

hvor jeg Sisken véd!



I en Bod ved Havnen,

ung og svaj og brun

og med Jomfrufavnen

fyldt af Duedun!







Led du ej den Vise,

som af Hu mig sprang?

bi, saa skal jeg prise

Sisken i en Sang!"



Det er de smaa Strænge,

kurrer dulgt derved,

som naar under Længe

Duer slaar sig ned.

"Sisken! se paa mig, nu, mens Maanen skinner!

Torvebarn! Sisken med den svulmende Lænd!

Dine Øjne er som Stadens dunkle Brønde,

dybt, dybt i dem perler Maanenatten hen!



Du, som elsker de hvide,

vilde, skinnende Snerler,

Sisken! kunde du lide

at pynte dit Haar med Perler?



Perler! Ak, hvad pryder alle Perler!

Du skal gaa i Haver under Knopskæls Drys!

aldrig vinder du dit Haar saa fagert Smykke

som de gyldne Knopskæl og din Elskers Kys!



Sisken! Ved du et Smykke

som Frugtblomstblade, der falder

tyst i en Abildgaards Skygge

mellem hvide Konvaller?



Ak! Nu sortner Natten alle hvide Blomster,

i alle Kongers Lande Dagen er død!







Ene fra dit Bryst, det solbrændte, nøgne

stiger al dens Aande, dens Duft og dens Glød!



Solen, Solen er dalet

bag dine Brysters Høje!

Som Aftenhimlen staar malet

med blege Stjerner dit Øje!



Der er skært og lyst i Abildgaarden!

Lifligt som en evig Morgen! Gyldent Spind

vinder sig om den, der ung og ensom vandrer

under Abild, elskovsitrende i Sind!



Og jeg elsker, maa du vide,

og min Hu saa gyldent spindes,

drømmer imod Morgentide

fagrest, fagrest Drøm, som findes



Er det imod Morgentide, Sisken,

eller kogler dine Øjnes Dæmringsstjerne?

Ak, hvad Magt har dine arme Øjne,

at de vækker, hvad jeg drømte gerne?



Syng imod Himlen som Lærken

ved lyseste Middag, Pige!

Stryg fra din Skulder Særken,

at Solen atter kan stige!



Sisken, dine Tænder skinner som en Lækats!

Dine Øjne gløder som en natlig Brand!

Ved du ej, at aldrig Rovdyr bandt sit Bytte

halvt saa tæt, som Mø med Elskov binder Mand?







Græd for min arme Vise,

ingen af os den trøsted!

Stoltere skal dig prise

et eneste Kys paa Brystet!"



Over Gulvet lyser

Gluggens Maane mat

som en Sø, der fryser

hvid en Vinternat.



Det er Strængelegen,

slaar mod knastet Fjæl,

klinger som en svegen,

bristefærdig Sjæl;



alle de smaa Strænge

funkler sølverspændt,

som naar Bæk i Enge

risler maanetændt.



Rapt den Junker fælder

Knæ for Jomfrufod

og sit Hoved hælder

hendes Bryst imod.



"Sisken! Lille, arme

Pige! Vug dig ind!

Skænk din milde Varme

mit forkomne Sind!"



Famlende og stille

stryger hun hans Haar,







som naar sommermilde,

Pust langs Græsset gaar.



"Ved I, Grøftens Snerler

fejrest pryder mig,

alle eders Perler

lidet lyster jeg!



Har I kær en Pige,

som jeg aldrig saa,

tør vel hun jert rige

Perlesmykke faa!



Jeg er glad alene

for jert Kys en Nat

under vaade Grene

i et dugget Krat,



thi jeg elsker eder,

Herre, hvem I er!

Hvor jer Seng I reder,

kommer jeg til jer!"



Over Gulvet spinder

Maanen blegt sit Skær,

som naar Rimfnug skinner

over islagt Kær.



Blødt den Junker fatter

hendes brune Haand,

sagtelig han glatter

Særkens skøre Baand.







"Om du mig vil møde,

naar min Hu fandt Fred,

maa jeg Sisken støde

med min Daggert ned!"



Drager hun med Latter

lindt sin Haand til sig.

"Ikke før I atter

sov en Nat hos mig!"



Det er sig den Junker,

staar for hornet Glug,

hvor de Maanefunker

spiller over Dug,



griber de Pokaler

med den dunkle Vin,

røde Vindryp maler

Gulvets Maanelin,



byder saa med Gammen

Mø til Hilsen an,

støder sagte sammen

de Pokalers Rand.



Underligt det klinger

i den tavse Nat,

som naar Havet ringer

over sunken Skat,



underligt det sukker

for den blege Glug,







som naar Skoven vugger

for et Vinddrags Suk.



"Sisken!" tyst han mæler,

"Sisken! Hører du

Klang af Kys, som fjæler

sig bag Nattens Gru!



Rundt i alle Lande

ligger Mand hos Mø,

kysser snehvid Pande,

drømmer sig at dø,



drømmer sig at slukkes

i et Favntags Lyst,

mens hans Øjne lukkes

mod et Jomfrubryst,



kysser Haar, der kruser

gult sig over Kind,

medens Lykken bruser

vildt i alt hans Sind,



knuger blanke Arme

med sin Næves Kæl,

medens Livsens Varme

koger i hans Sjæl,



kysser sig sin Lykke

til for Evighed

ved det Kys at trykke,

som han fejrest véd!







Sisken! Dine Arme

er som glatte Siv,

lidet kan de varme

for det hele Liv!



Sisken! Dine Øjne

er som Duggens Spil,

alt for nattenøgne,

alt for lige til!



Har jeg hos dig sovet

mangen hastig Stund,

dyrt min Sjæl jeg voved

mod din hede Mund!



Ej du evned tage,

hvad der binder mig,

lidet kan du klage,

om jeg sviger dig?"



Tyst den Mø sig rejser,

træder ham imod,

let i Natten knejser

hun paa nøgen Fod.



"Tror I mig at svige,

om I fra mig gaar?

Ak, Hr. Junker, lige

kruset gror mit Haar!



Lige solhedt kløfter

sig mit nøgne Bryst,







lige evig løfter

sig mod jer min Lyst!



Thi jeg elsker eder,

nævner jer for min,

om saa Seng I reder

hos jer Frue fin!



Var min Magt saa ringe

mod jert Junkersind,

én Gang skal jeg springe

i jert Kammers ind!" -



Som naar Skovens Hasler

for en Frostnats Vind

isbedækte rasler,

ler Hr. Lasse Fiend.



"Hørte jeg den Trussel

før af troldet Kvind!

alt for arm og ussel

blev den længst mit Sind!



Lyster du at træde

for min Frues Seng,

skal en Nat du græde

hos min Falkedreng,



øde dér til Grunde

al din Elskovs Skrud,

inden Borgens Hunde

flaar din Strube ud!"







Løfter han for Munden

den Pokal med Hast,

tømmer den til Bunden,

knuger den saa fast,



svinger den, saa lønlig

Klang fra Guldet slaar,

som naar dulgt og bønlig

fjerne Klokker gaar,



svinger den, saa Susen

fylder Kamrets Fred,

som naar Skovens Brusen

gjalder langt af Led.



"Elveridt jeg red mig,

hvor den Skovbæk gik,

under Hjærtet sved mig

Elvermøens Blik!



Kongebarn jeg fandt mig,

ret som Hanen gol,

Urt for Hjærtet bandt mig

hendes Øjnes Sol,



volder, at jeg længes,

hvor min Vej saa gaar,

mod i Bur at stænges

bag et gyldent Haar,



volder, at min Latter

løfter sig saa lyst,







hver Gang Elver atter

aander mod mit Bryst. . .



Se! nu hvisler, skælver

Maanens hvide Skær!

Nu er Nattens Elver

mig saa lønlig nær!



Dine Øjenkroge

skumrer som en Lund!

Hvide Elver taage

op fra Blikkets Bund!



Og din Pande lyser

blegt i Maanens Skær,

og mit Hjærte fryser

som ved Skovens Kær!



Gaa, du klamme Øgle!

Eddergyldne Trold!

Aldrig skal du gøgle

mig i Elvervold!"



Slynger han det Bæger

hendes Bryst imod,

sagte sig bevæger

Maanens blege Flod,



gennem Disen flammer

Bægrets Stjerneskud,

luende det rammer

Brystets Rosenhud,







slaar mod Gulv og klirrer

som et staalbrudt Stik;

stift den Junker stirrer

mod den Jomfrus Blik,



hvisker hæst og stille,

som et skovskjult Siv

hvisker for den Kilde,

der blev alt dets Liv.



"Efter Kvinder red jeg,

længtes dem imod,

snart hver Kvinde led jeg,

snart blev hver mig god!



Maatte jeg dem knuge

med al Elskovs Magt,

at jeg kunde suge

til mig Solens Pragt,



- evig dog mig møder

fra hver Kvindes Blik

sælsom Glans, der øder

ondt, hvad Fryd jeg fik!



. . . Ved jeg mig et Blik, som

brandt som klaren Dag,

lyste, saa jeg gik som

under solhøjt Tag,



mægted mig at fælde

Morgenguld i Sind,







brændte Solens Vælde

I mit Hjærte ind,



- traf mig dog den samme

elverblege Glød,

vidste dulgt at ramme

al min Lykke død,



lued som en ilde,

elverbrygget Drik,

vidste mig at vilde,

saa min Fryd forgik,



lokked mig saa saare

med sin Midnatsmagt,

som blev død paa Baare

jeg til Elskov vakt,



som om dybt i Mulde

Kistens Fjæle sprang,

at jeg juble skulde

paa et Jomfrufang,



nemme fuldt den Vælde,

som jeg aldrig fandt,

blev jeg graa af Ælde,

rig paa Elskovstant,



og min Længsels Veje

svam som svulmet Aa,

og jeg svor at eje

Møen, som jeg saa - -







Gaa! Du arme Kvinde!

- Lærte Du mig Trøst

stakket Stund at vinde

ved dit hede Bryst,



i dit Øjes dunkle,

dybe, svale Brønd

saa jeg Gløden funkle

maaneblegt i Løn!



Alt, hvad jeg har vundet,

æder mig saa gramt!

Elver har mig bundet,

Elver har mig ramt!" - -



Bliver der saa stille

i den Værtshusgaard,

blødt mod glugbrudt Pille

Vinløvs Dugdryp slaar.



Da gaar over alle

Nattens Lyd en Klang,

som om Klokker falde

i med sagte Sang,



alle Stadens Klokker

i saa sagte Graad,

som naar Elver lokker

under dugget Baad;



gennem Natten baner

sig saa lydt den Klang







- og dør bort, som Svaner

fjernt mod Skov sig svang.



I sit Kammer vaager

tavs Hr. Lasse Fiend,

under Maanetaager

brænder Kys hans Kind. -

Hr. Lasse Fiend jager vidt omkring i Verden. Bliver omsider gift rned Kongens Søster. Men hvor han saa ser Lykken i Øjnene, ser han Elvermøens Blik - og ligger en Sommer- nat død dybt inde i Skoven.


FØRSTE MAJ



Nu springer Vaaren fra sin Seng,

slaar ud sit gyldne Solskinshaar,

nu drømmer Jorden Morgendrøm,

som Klokker de smaa Kilder gaar!



Nu springer Livets Porte op,

de Porte paa den store Stad,

og den, som sad i armest Kaar,

gaar ud at le sig rig og glad.



Der synger under Himlens Blaa

en Lærkehær, et Jubelkor;

der strømmer fra den store Stad

en Skare ud, hvor Solskin bor!






Den kommer fra de lumre Rum,

hvor Hjul og Rem for Lærke sang,

hvor mødigt Slid og kunstigt Lys

fik gjort den skumle Dag saa lang.



Der gaar de Mænd, hvis Mod blev spændt

i Sele for et Brød at faa,

de Kvinder, som sled Barmen gold

for Ild i Ovnen til de smaa;



der gaar de Mænd - nu, da hvert Straa,

som traadtes ned, staar rankt og rundt -

at kræve det Par Timers Fred,

der atter aander Blodet sundt;



der gaar de Kvinder - nu, hver Blomst

kærtegnes af den milde Vind -

at kræve Hvile, at det Barn,

de føde skal, faar Rosenkind!



Og over Stadens Skorstensskov,

hvor tusinde Maskiner sang,

der lyder for en enkelt Dag

de frie Markers Fuglesang.



Se, det er Vaar, med Ret for hver

at fange Sol og sætte Frugt!

den Stund, da mindste Puppe faar

et Vingepar til Sommerflugt!






Se, det er mer' end døgnkort Vaar!

det er den vide Fremtids Krav:

Ret til at nyde Livets Sol

for den, som Skæbnen Livet gav!


FARAO




Vis mig Ægypten, Slaver!

Ægypten!



Hvor peger I -

hid og did!

- der laa Ægypten -

laa der -



Ægypten er ej mere!

Det gule Sand, den gule Ørk har sejret.



Slaver! Ægyptere!

alle I, som endnu tror det Vanvid,

at I er levende!

for sidste Gang i Støvet for min Fod!

føl Sandet brænde under Eders Negle!

det gule Sand, der drak mit Daaremod

og føg sin Ørk om Sjælens Kraterkegle!

den øde Ørk, hvis arme Kiselseng

jeg finder redt, hvor mit Ægypten praled,

hvor Livet flød med modig farvet Pragt,







mens Sol og Maane Palmeskygger maled,

og nøgen Fryd drev Døgnet ud af Takt.

Død er Ægypten!

en Ørken gul og gold!



Jeg selv, jeg, Farao, er død!



Og derfor, Slaver!

driv Bor og Mejsel rapt i Klippens Side,

byg min Ægyptersjæl dens Pyramide!




Gør Mumiekamret trangt,

giv det Vægge saa tykke, at aldrig

Ørknens døde Døgn skal snige ind

og vække Faraosjælen til Død paa ny!

Gør det svalt som en Nat paa Nilen,

mørkt, med Duft af intet, Lyd af intet,

som laa jeg Lig højt oppe mellem de stumme Stjerner

i den evig sorte Lufts uendelige Dyb.



For jeg vil ligge

som en Flis af Fjældet i Fjældets Indvold

tusind Aar og atter tusind Aar

og lære min Hjerne at slippe

en for en og et for et

de Tankeskaar og de Mindekorn,

jeg hobed mig sammen i al min enfoldige Armod;

gøre min Hjerne veg som et nyfødt Barns,

ren som intet er rent mellem Jord og Himmel,

og saa vaagne derinde i Mulmet







og sansende intet, vidende intet

skabe ud af min Hjernes nøgne Vanvid.




Hverken Nat eller Dag!

Døgnløs Tid skal sove i Mørket omkring mig

og intet bringe og intet dræbe,

da alt er bragt og alt det bragte dødt.



Min Sjæl er led de evig samme Farver,

hvert Daggrys Sol evindelig byder mit Blik;

min Sjæl er led de evig samme Ord,

de evig samme Lyd;

al min Sans er træt,

finder Livet støvet og slidt,

som tusind Aars Trin slider Tempelgulvets Fliser.

Ud og ind kender jeg Døgnets Glæder

og Døgnets Sorg, hver Traad i Tidens Spind!

Saa skarpt hører jeg som den sky Schakal,

saa skarpt ser jeg som den sultne Grib

og lider den Døves Kval

og øjner kun Blindhedens Mørke bag Mørke.




De taler om Livet,

de raaber med Livet,

de græder det bort,

de ler det til Ende!



Og under deres Graad og deres Grin

laller de samme Ord,







virrer de samme Fagter

gamle, gamle, gamle som Livet!



Ikke kan jeg skelne

i det ustandseligt blaffende graa Væv

mine egne Dages Traad

fra jeg var Barn til denne Time.



Alle de Ord, der tales,

et ideligt klingende Ekko af Lyd

født for Aartusinder siden!

Alle de Drømme, der drømmes,

gravsteget Gengangerkryb!

Hver Fryd i mit bankende Hjærte, hvert Nag

urgammel Daarskab i urgammel Dragt!



Ægyptere! Slaver!

Støj og syng og dans,

jeg er ej spøgelseræd!

Syng om Livet og mal dets Farver,

jeg lider Æventyrets Løgn!

Luk med den mig Sjælens Sarkofag.

Da vil lettere min Hjerne glemme,

at den nogensinde leved.


MORGEN


I



Se, nu letter Dæmringsdisen;

Morgenbrisen

kruser Dunene om Høgens

hede Hjærte,







og fra Skoven stiger Gøgens

dybe Kukken;

Natteduggen

tænder langs de hvide Veje

mellem Græs og Kabbeleje

Kongelysets gyldne Kærte.



Som et Havblik Himlen straaler.

Sivet maaler

med sin Skygge Aaens Vande,

slukket ryger

Padderokkens sorte Tande;

rundtom flamme

Morgendamme,

og som Røg fra Nattens sidste

Elverlejre Taager liste

under Skov i hvide Byger.



Klare Morgen, lad din lette

Luftning slette

alt, hvad Nattens Koglerier

vidt om skabte,

spænd om Verden lyse Stier,

løft hver lukket

Blomst, der bukked

sig for Mulm og Hvirvelvinde,

... og laddensin Lykke finde,

som sin Lykke fattig tabte!





II



En tidlig Sommermorgen, Rugen funkler

af Dug og Sol, og køligt kvidrer Lærken;

fra Lindeskyggen dufter det og summer,

og Hegnets Snerle lufter Silkesærken.



Muldvarpens Tue løfter sig i Græsset,

i Tjørnen Spurvene forelskte støje,

og hver en Smaablomst aabner imod Solen

dugblankt sit morgenvakte Elskerøje.



En solfødt Dag paany slaar omkring Jorden

sit Slør af gyldent Lys og duftfyldt Skygge,

hvert solblankt Blad forjætter Paradiser,

og atter leger Livet med sin Lykke.


III



Er du ung og stærk,

gaa til dit Værk

med Tro, der lyst som Morgensolskin skælver;

bad i Dug dit Sind,

sæt alting ind,

tro Evigheder om hvert Skridt sig hvælver!



Handl fra Dag til Dag

i mindste Sag,

som gaves ikke Tvivl og døde Drømme;

skuffes du, saa ti,

træd støt din Sti

og lad rigere dit Hjærte strømme.







Ser du Løfter brudt,

alt det fortrudt,

som var dig dit Liv og al din Glæde,

luk dybt i dit Sind

din Lykke ind,

i dig selv den har sit Kongesæde.


IV



Fra min Barndom har jeg elsket Gryet,

Morgenhimlen, solklar, silkeskyet,

Dagens Rosenlys langt ude i det fjerne,

over Skoven Nattens sidste Stjerne.



Alt det bedste, som mit Hjærte gemmer,

vaagner som et Brus af Barnestemmer, -

trods al Verdens ondt jeg har i Eje

Fryd, der funkler over Morgenveje.


TIL GEORG BRANDES

I et Eksemplar af "Sne".


Mester



Jeg bringer dig en ringe Bog,

et Beds beskedne Blomsterflor,

som spired i en fattig Krog

af Danmarks rige Jord.



Er den kun svag, dens Farve spæd

mod alt det stolte Guld,

din Ager bar som moden Sæd,

den randt af samme Muld.







Den tog sin Lød af Jord og Vand

og Løvetand og Siv,

af Vaar og Vinter i det Land,

du viede dit Liv.



Og staar du kongelig og stor

i Livets lave Vraa,

jeg fløj som Fuglen i dit Spor

og sanked et Par Straa



og fandt det Mod, der fra sin Karm

slog ud sin Vinges Flig. -

Tag mod min Tak - er den kun arm,

den gør mig selv saa rig.


NAT




Over de frosne Marker flyver en Storm,

kommer fra Nord, styrter mod Syd;

Natten staar i et kogende Brøl,

Mørket, som sov, er vaagnet og bruser af Sted over Jorden,

et ustandseligt vældende Spøgelsehav,

der skjuler alt i sit sorte Dyb.



Kvælende slaar det mod Brystet, styrter sig ned i din Strube,

hviner forbi dig med blindfødt Hujen,

raaber imod dig,

. .. det døde faar Mæle,

piber fra Straa, truer fra Trætop,

- en aaben Laage plaprer og plaprer - -







Der brænder et Lys, et eneste kun,

en Lampe bag Rude langt borte,

- dit Hjem, din Velfærd, din Lykke,

alt, hvad din Sjæl har ejet og ejer -

.. . paa Bunden af Spøgelsehavet et Stykke Spøgelserav.




Jeg har altid elsket Natten;

først fordi jeg fandt den mere smuk end Dagen,

senere fordi den lod mig ene,

- nu fordi dens Mørke skjuler om mit eget Hjærtes Mørke.



Stærke Nat, - det er ej Klage; Graad er bleven mig saa fremmed,

bitter er jeg ikke længer; i dit Dyb jeg staar og tænker

og velsigner tyst din Tavshed,

du, som i din Visdom sænker tæt dit Mulm om Livets Op og Ned.



Alt, hvad jeg fra Skæbnens spøgefulde Færd har sanket sammen,

har jeg stablet til en Tue,

- ingen ser den; men dens Muld under mine Fødder klæber

frugtbart som i Kvindeskød ulyksalig Elskovs Frugt,



Ingen ser, om dumt jeg knejser, om jeg krummer mig mod Jorden,

ingen ser mig,

- men i Dybet af dit Mørke, stærke Nat, min Færd jeg sanker,

og jeg ved, hvad jeg har mistet, og hvad Tabene mig gav.







Alle I, som lever i Dagens velsignede Sol,

ved I, hvad Natten er for et uhyre Rige,

ved I, hvad Mørket er for et endeløst Hav,

bundløst, grænseløst, dybt saa det aldrig kan maales,

- og fast og fortættet som intet, eet i sit Mulm.



Ingen Løfter og ingen Lokken,

intet, der glimrer sig Vej til dit Hjærte, -

al din Leven presset sammen som Græssets Dug til en eneste

Draabe.



Intet Klagemaal, ingen Tak,

- hvad dig ramte af godt og ondt

samles paa Bunden af Natten som vildfarne Vande i Jordens Dyb

og der stryger over dit Sind et Pust fra en Kilde,

der stille pibler sig Vej ved din Fod

og standser din Gang -



Og du staar stum.



Du, som var vant at juble, naar Lykken dig fyldte,

vant at klage, naar Sorgen forgifted dit Sind!

Og du velsigner den dybe Nat,

fordi den skjuler for dig dit eget forlegne Smil ad din larmende

Jubel,

skjuler din Skam over, at nogen Sinde du klaged.



Ind mod dit Hjærte vælder alt Liv som en svulmende Bølge,

fyldt med Jammer og Glæde som Salt i dens Dyb,

og du forstaar, du skal leve dit Liv til det sidste,

oprejst, stille,

i Lykke og Sorg tale de sagteste Ord,

- men leve,

stirre din Skæbne ind i dens evigt taagede, evindeligt dunkle Blik.







Da ser du derinde en ensom Nat

en Magt, en Vilje,

en Magt, der gaar som en Morgen hen over Havets tangfiltrede

Bund,

en Vilje, der vaagner som Sol i de højeste Himle

og rammer din skælvende Haand,

saa stille den knyttes - -



en Magt, en Vilje,

- Livets,

. .. din egen.



Og da er du frelst.


SOMMERMOD



Og har jeg bejlet iblandt til din Gunst

og tændt i dit Følge min Kærte,

min Hilsen til dig, du vintergraa Kunst,

nu løver den Sommer mit Hjærte!



Min Tak for den Lære, jeg tog i dit Hus!

du lærte mig slet ikke ilde

at slukke min Tørst ved en Fattigmands Krus

og tro det en springende Kilde!



Du lærte mig Taalmod, Forsagelsens Ro,

du bygged mit Hjærte en Celle,

drog mig af Foden de guldstukne Sko

og stak mig i Haanden en Nælde!






Jeg raabte dit Ve over Sjælenes Nød,

naar Sol gennem Murgluggen sived,

og tigged Fortvivlelsens bitreste Brød

og græd over Menneskelivet!



Du lærte mig Dyretæmmerens Kunst,

at herske og kneble og kue,

at piske med Haansord den gøglende Brunst

og slukke dens Lygtemandslue!



Saa blev jeg ved Flid til den fattigste Svend,

sad i min Celle og grubled,

og ynked, hvor Jorden var fattig paa Mænd,

hørte jeg Mennesker jubled.



Min Tak og min Hilsen, du vintergraa Kunst!

jeg gi'r dig din Lære tilbage,

bytter den bort for en Moses Dunst,

for en Fjer af en flyvende Krage!



Jeg vælger en Lygtemandsleg over Eng

med Hjærtet blottet for Vejret,

om Legen saa ender i bredhyndet Seng

eller dybt under Dyndet i Kæret!



Nu stiger mit Mod imod Sommer og Sang,

nu Sjælens Kummer staar fulde,

- til Vinteren kommer, og Natten bli'r lang,

og Hjærtet kvides i Kulde.




SOMMER


I



Brændenælderne dufter

i Middagssolens Glød,

og modne Kirsbær rødmer

som Bloddryp i dit Skød.



Brænd min Sjæl med Flammer,

og dryp mit Sind med Blod;

nej, kys mig blot min Pande

og gaa - og vær mig god.


II



Var det ej, fordi Jasminen blomstrer,

led i Dag jeg Helvedskvaler,

du er rejst, og tom er Sommerdagen,

al dens Sol og Sang om Savn kun taler.



Men Jasminen blomstrer langs med Hegnet

som en Mælkevej af hvide Sole,

ak, hvad er mig alle Himlens Stjerner,

hver Jasminblomst er din hvide Kjole,


EN TING VED JEG SIKKER



En Ting ved jeg sikker!

at, naar Verden forgaar,

er dét, som længst vil lyde,

Sølv, som mod Sølvmønt slaar.






Penge! Penge!

- Er al Verdens Jammer endt,

vil længst af alting klinge

den Mønt, som sidst blev vendt


GRAVE GULD



Grave Guld,

grave Guld!

Vidt og bredt

Muld og Aske, -

grave, vadske,

finde lidt!



Støde paa en lille Kærne,

se den lyse som en Stjerne,

fæstne den blandt tusind andre,

se den vandre

een blandt alle,

se den falde!



Grave, grave

Nat paa Nat,

veje Guld paa fine Vægte,

tro det ægte,

lytte fangen, -

høre Klangen

falsk og mat!



Glædes! Glædes!

Tro sig Skaber!






Trædes, ædes,

op af Aber!

Glædes atter som en Gud,

mejsle nye Stjerner ud!



Bygge Rede

blandt de øde Bjærge,

evig smede

som de vise Dværge

paa et Værge,

som kan bide gennem Sten,

- være ensom, være een!


HVAD ER DET VEL, DER KÆVLES OM



Hvad er det vel, der kævles om?

Moral og Kunst og Kristendom!

Den hele Asgaardsrej i Sus,

saa Gud og Satan staar konfus.



Een finder Livet i et Kys

og spreder dem i festligt Drys,

een finder syndigt Blodets Krav

og kalder den, som elsker, lav;



een raaber vildt: fortær i Flæng,

hvem du kan bære til din Seng!

Een skriger hæst: vær til din Død

tro mod den Blomst, du én Gang brød!






Og begge skriger de i Kor:

hos mig alene Frelsen bor,

den Aand, der lindrer Verdens Nød

og vugger Lykken paa sit Skød!



Thi Lykken vil de begge to,

den store Fred, den dybe Ro;

men saa som ingen Lykken fandt,

de taler begge evig sandt.


KRAGER



Der flyver omkring mit Hus en Flok Krager,

som aldrig har synderlig Hvile paa sig,

evig er de ude for Føde at faa sig.



Hver eneste af dem har sine Skavanker,

den første har revet sin Vinge, den næste

har mistet de Halefjer, der var de bedste;



en halter, hver Gang den et Skridt skal spasere,

en skriger med Brændevinsrøst, og en anden

er nøgen paa Brystet og skallet paa Panden.



De sidder derude i Kirsebærtræet

og nidstirrer mig og æder af mit

paa Basis af godmodig udstrakt Kredit.



Jeg klapper og raaber, de bliver og æder!

Og saadan bestandig; - vi ser paa hinanden,

og de giver der, hvor de sidder, mig Fanden!






Men kommer der Regnvejr, saa flokkes de alle

ude paa Marken og fryser og skumler,

til pludselig én op i Regnvejret tumler.



Da skriger de alle med skingrende Struber,

vildt og forbitret, et Helvedes Skraal,

og spredes som Sod fra et vindsplittet Baal,



skriger og stryger mod Blæsten og Regnen,

skriger af skuffet, fortvivlet Stolen

paa Himlens Naade, skriger paa Solen!



Da maa jeg ynkes, og da gad jeg være

Gud Herren, der blot har behov at befale

- da skulde de synge som Nattergale!


TRE KÆRLINGER FLØJ TIL BLOKSBJÆRG



Tre Kærlinger fløj til Bloksbjærg en Nat.

Den ene var drukken,

den anden var gal,

den tredje havde Djævlen til Marv og Ben besat.



Den første hun skreg, da Maanen stod op:

Av av, bitte Pige,

der brændte du dig!

hvad vilde dine Fingre i hans krøllede Top?






Den anden hun raabte en Flaggermus an:

Hej, Fisk, har du Unger,

saa kys dem fra mig!

Kys og Klap og Klap og Kys og Gift under Tand!



Den tredje hun tuded, da Uglen den skreg:

Huhu! Hyl og Smisk!

Huhu - ingenting!

Maaneskin og Dejlighed og Fanden og jeg!



Paa Bloksbjærg sad Djævlen og snøfted og lo;

den første han kvalte,

den anden han stak,

den tredje han traadte paa Hale med sin Sko.



Saa slog han til Flint de Kærlingers Ben

og smed dem "paa Vejen,

... at vi, som skal gaa den,

maa falde og tappe vort Blod paa de Sten.


SNETINDER



Jeg mindes Jotunfjældenes snehvide Vanvid,

skabt af en gal Gud,

jeg mindes de stenstive Tinder,

skærende graasorte op af den evige Sne,

nøgne rakte mod den nøgne Himmel

i dødsstille Kulde,

jeg mindes denne hvide Uendelighed

i sin snekvalte Tavshed,






denne maanefrosne Flis af en død Klode,

som det levende Liv i Rædsel

gaar udenom - -

og jeg mindes, jeg grebes af Lyst

til at klæde den Kvinde, jeg elskede, nøgen

og bære hende ind

imellem de snedøde Fjælde,

grebes af Lyst til at lægge hendes levende Legeme

ned paa den skinnende Sne,

hvis evige Hvile intet Støv har plettet,

af Lyst til at høre min Kærligheds Graad og leende Lykke

bæve sit sitrende Liv

ud over det iskolde Øde

og blive tilbage og evigt bæve derinde

i den sneskinnende

dødsstille Kulde - -



Ak, de blændende Fjældtinders snehvide Vanvid!


VINTERAFTEN



Først en Skov af sorte Stammer,

saa en Solnedgang, der flammer,

som om Evighedens Porte

Millioner Mile borte

aabner sig bag Luftlags Kulde

for en Esse,

hvor de Timer, der skal komme,

Livets skjulte Skæbner hvæsse.






Dér, hvor Stammerne sig skille,

Søen islagt, dødsens-stille

som et Dyb, der ensomt grunder,

og som luftigt Drømmeunder

et Par Holme midt derude,

rimgraa, blege,

- mellem Is og nøgne Kviste

svunden Ungdoms Elskovslege.



Svundne Tider! - Ak, tilsammen

brænder I som Solfaldsflammen

koldt og klart og langt derude.

Nu gror Isblomst op om Rude,

- hvad der svandt, i Evighedens

Digel dykkes;

hvad du drømte, blev til Aske,

hvad du vil, skal frostklart lykkes!


GIV MIG LYSETS KLINGE



Giv mig Lysets Klinge,

giv mig Dagens Glans,

lad min Sjæl sig svinge

højt i Soles Dans!



I mit arme Hjærte

gror en Brand saa rig,

flammer der en Kærte

Himlens Sole lig.






Giv mig Magt at bryde

Livets uldne Nat,

og min Sjæl skal tyde

Stjerneskriftens Skat,



Himlens gyldne Gaader,

Livets Lykkefund!

- ak mit Hjærte raader

over Længslen kun!


JEG STRIDER EJ MED SPOT



Jeg strider ej med Spot og Trods

mod dig, du store, tavse Gud!

jeg vil blot Retten til at slaas

mod det, jeg ser som retløst Bud,



blot slaas for Sjælen, som er til,

se Livet stort og herligt bygt

i soltændt, evigt Regnbuspil

af godt og ondt, af skønt og stygt!



Jeg vil blot Retten til et Suk,

før Døden klemmer om min Haand,

et Støn - eller et usselt Fnug

af Lykkens rige Klædebon!




EN MORGEN VAR DIN GRAV



En Morgen var din Grav

hel vinterhvid, bedækket

med nattegammel Sne.

Rosen bøjed sig lav,

men i den Sne, som tækked

din Grav, var under Morgendis

Smaafugles Trip i Tusindvis

at se.



O du, som under Vintersne

gravlagt i Dybet sover,

ræk mig din Skyggehaand,

lær mig, som du at se

fra Himmelhøjder over

hver Sti, hvor jeg er flakket vild,

sænk om min Vandren modermild

din Aand!


KUN ÉT JEG VED



Kun ét jeg ved i denne brune Ørk

af Løv, der raadner under Regn og Taage,

mens Dagen gaar til Ende, kold og mørk,

og Hængslet piber paa min Havelaage;

kun ét jeg ved, - det Suk, de øde Skove

saa tungt, saa stille drage, mens de sove.






Det sniger sig saa sorgfuldt paa mit Sind,

det kommer som et ensomt Suk fra Sjæle,

der misted evigt deres lyse Mæle,

og jeg faar stille lukke Sukket ind.



Det bringer mig saa tavst et Bud fra Tider,

der under Sol og Sommerlykke fødtes,

der klædte Mark og Bakkens nøgne Sider

med Blomst ved Blomst og tåled stolt

om Livets Pragt og spilled Bold

med Savnets Pjalter, - Bud om stolte Tider,

der under Graavejrsslud og Taager ødtes.



Det vækker i min Sjæl saa fuld en Klang,

det vækker i min Sjæl saa hed en Lyst

til ungt og vildt at vove mig i Dyst

og rive dem fra Taagens klamme Fang

og atter aande Liv i deres Bryst

og kalde dem til Solfærd under Sang!



Jeg sidder her og lytter, ung og vaagen,

og hører Skoven sukke under Taagen.


MARTSSOL



Jeg rejste mig fra Sengen, da Nabohanen gol, -

dér laa Haven gylden under Morgenens Sol;



alle Buske blinked og tegned i Net

over Gangen deres grenespinkle Skyggeskelet,






Sneroser, Jordbærplanter og Græs fra i Fjor

drypped soltøet Rim mod den nattefrosne Jord,



og højt, hvor Himlen blaaned som en frostbleg Viol,

stod Foraarsmorgnens luende, ungdomsødsle Sol.


APRILGRØDE



Jeg saa det, hvor jeg mig vendte,

det solfødte Foraar lyse,

tidlige Sommerfugle

gynged Violernes Kyse;



op over græsgrønne Skrænter

Følfodens Blomsterguld glimred,

som hvide Gnister de første

Fluer i Solskinnet flimred,



Blæsten var lun af Solen,

og alle Grøfter stod fulde,

der var ikke levende Plante,

som ikke stod grøn over Mulde,



der var ikke kuldeskræmt Armod,

som ikke glemte at græde,

der var ikke vintersyg Vaande,

som ikke løstes i Glæde.




VINTER


I



Hvor Vejen løber for Bakkens Fod,

der ligger et lident frysende Kær

med Vand for de fattige Pile;

da Solen daled - en sidste Glød

i Dagens slukkende Mile -

flød Kærets Kumme med Blod.



Der munder under de nøgne Træ'r

i Kæret en stille rindende Grøft,

ned over Bakkerne draget;

da Solen daled, blev Grøften Ild,

en flammende Klinge jaget

dybt i det blødende Kær.



Men Natten er inde, og Natten har gemt

de lysende Sværd i sin sorte Balg

og bredt over Kæret sit Lagen; -

jeg staar i Mørket ved Bakkens Fod,

- fra Kæret stiger en Klagen

i sarteste Klange stemt.



Som Silke, der knitrer, saa sprød, saa skær

er Klangen; - det dirrer, det klinger mig nær,

det kimer med isklare Klokker; -

jeg kender den Kimen, det knitrende Spil,

jeg ved, det er Frosten, som lokker

i Favn sig det frysende Kær.







Jeg kender den ringlende Klang af Is, -

af Is, der springer og nynner sin Sang

om Ro for de dybeste Vunder; -

jeg hører de Isbjælders kimende Klang

i ensomme, tavse Stunder

dirre bag Døgnsteppens Dis.


II



Ved I, hvad Vinter er,

I Mennesker, som holder lunt til Huse,

hvor I kan flytte jer fra Ovn til Ovn

og gnide Hænderne, mens alle Skove suse?



Ved I, hvad Vinter er,

I, hvem den aldrig bragte anden Kummer

end den, at Blæsten løb med eders Hat,

og at I traf hver Sporvogn fuldt besat

og ingen Droske, før I fandt jert Hummer?



Det er det aabne Land,

det er de aabne, nøgne, sorte Skove,

hvor Ravn og Ugle flytter sig paa Gren

og krummer Kloen og kan ikke sove!



Det er den hvide Mark,

hvor Musen løber om og ser ej Føde,

hvor Sneen skjuler alle Jordens Frø,

og Kulden taler haardt om det at dø

og blæser Mus og fattig Mand i Møde;







den øde, hvide Jord,

hvor kun et vissent Straa op over Sneen knejser,

og Skoven sortnende mod Himlen staar,

som om al Jordens Haar sig stift i Rædsel rejser.



Drøm ved jer Ovn

i Læ blandt Byens Huse!

- der lysner Sne i Nattens Stjerneskær,

og som var Havet, Dommedagen, nær,

hvert Skovbryn suser som den sidste Sluse!


SCT. HANSVERS




Der dufter Urt, der dufter Muld!

af Varmedunst og Vædedis staar Natteluften fuld,

og dybt i Disen Skovens Elle vade!

Nu nejer sig,

nu svajer sig

bag hver en frønnet Mosebuld

i Dans de lette Elver,

mens alle Skovens Blade

sagte skælver.



Fra Bøg, fra Busk, fra Kær, fra Krat,

viden fra og viden om, den stille Sommernat

det klinger som af sagte strøgne Giger;

det dukker sig,

det vugger sig,

det smyger sig saa lindt, saa glat







som Dug i Dryp fra Kviste,

og ler, som vævre Piger

i Skoven lo med Liste.



Det ler saa sagte, ler saa let,

bag Spindelvæv, bag Bregne, bag Mosedisens Silkenet,

bag Skovens Hegn og alle Markens Diger!

I side Sus,

i bløde Brus,

i smidig Dans med sagte Sæt

gaar frem de lune Vinde, -

og Gigespillet stiger - -

Sct.Hans - Sct. Hans er inde!




Nu vaagner alle Længsler,

de glemte Drømme stiger,

nu blaaner de fjerne,

de skinnende Riger

frem paa den lyse Skærsommernats Æventyrhimmel.



Hvem der kunde vandre!

hvem der kunde tage

Ranslen paa Nakken

og vidt af Staden drage,

nu Himlen ved Nat staar lys over Skove.



Jeg maa ud i Natten,

ud paa vide Veje,

fange de fjerne

Riger i mit Eje,

vinde mit Sind og min Sans dem tilbage.







Langsomt vil jeg følge

Skovens længste Stier,

lade Nattens store,

stille Melodier

nynne sig ind i min Sjæl, mens jeg vandrer;



lade, hvad jeg sanked

mig af Ve og Vaande,

vejres bort af Nattens

sunde, svale Aande,

vandre mig ung og rank en Nat i Skærsommer!




Dybt i Skoven, hvor den vilde

And bag Siv og Bregner bygger,

sidder Mosekonen stille

i den lune Nat og brygger,



brygger Æventyr og sære

Sagn fra underlige Tider,

mens de hvide Dunster langsomt

over Mosens Tuer glider,



glider ind, hvor Skovens Stammer

mørkt mod Nattehimlen rager, -

stille sidder hun og nynner,

nynner paa de gamle Sager;



tegner Skikkelser i Disen

med sin klamme Taagefinger,

mens det bruser gennem Skoven

blødt som Sus af Uglevinger. -







Jeg vil frem paa Skovens Stier,

hvor de vrides, hvor de vildes,

frem, hvor Sjæl og Sans i Nattens

blege Æventyr kan hildes! -



Langsomt driver Maanedisen

ud og ind om Skovens Stammer,

mellem mørke Elle lyser

Birkens Bark som hvide Flammer.




Korn da Sct. Hans!

Med din skinnende Sommerfærd viden om Lande!

jeg følger dig ud! jeg følger dig frem!

hvor Bakkerne højnes, hvor Brinkerne lude,

hvor Solen slaar Funker af vuggende Vande!

naar Natten gaar ind

med Dis og med Spind! -

jeg tror paa de Riger der ude!



Kom da Sct. Hans!

kom med din legende Dans gennem Lunde!

jeg følger dig ud! jeg følger dig frem

gennem Sletternes Sol, under Skovenes Skygge!

frem over Bølger, som bruse, som blunde!

stem da dit Spil!

jeg lytter dertil!

jeg tror paa din Æventyrlykke.




RESULTATER



Jeg er ked af at sværge til Faner

og kysse Partipavers Tøffel;

før kaldes en Spurv mellem Traner

end Hjordens fedeste Bøffel!



At danse som Bjørn paa et Marked,

dresseret, med Ring gennem Næsen,

og blive af Vogteren sparket, -

dertil er jeg bleven for kræsen.



Fordi jeg er kvit med Vorherre

som selvgjort Monark paa vor Klode,

jeg trækker dog hellerhansKærre

end falde de Dværge til Fode,



der slaas om hans Scepter og Krone

og spytter hinanden i Synet

og kravler omkring paa hans Trone

og ikke tør røre ved Lynet!



Nej - før lægge Straa paa sin Hytte

og slide Fattigmands Lænker

end give sit Bedste i Bytte

for Øllet, de Smaakonger skænker.



Før slaas for sin Føde paa Marken

end gnaves af Trækkærrens Seler

og dele hos Noah i Arken

sin Krybbe med tamme Kameler!




CARACALLA


I



Min Nat er søvnløs,

min Dag er Kval,

- Rom eller jeg,

en af os er gal!



Hvem er Herskeren,

den, der slaar,

eller den, der slikker

den syges Saar?



Min Vilje brænder,

vil se en Jord,

hvis Muld kun bærer

paa Løvespor,



Stolthed og Styrke,

Magt, som slaar ned

hvert barnligt blomstrende

Urtebed!



Broder, jeg dræber dig!

Blomsten var din,

Klippeblokken

paa Fjældtinden min.



Du græd i Dalen,

jeg skreg som Is,

- hvem af os fristed

det største Forlis?







Verden jeg ser

med Blomster besat,

ved, Lykken kræver

en Uvejrsnat.



Forgift dit Hjærte

i smaat og stort

- og bank som Cæsar

paa Dødens Port!


II



Jeg vilde leve,

jeg vilde fyldes,

se, hvad jeg drømte,

af Sol forgyldes,



jeg vilde kaste

mig ned i Græsset

med mine Kinder

mod Blomster presset - -



Da saa jeg for mig

en Krigerlejr,

hvor hver en Strube

skreg hæst paa Sejr,



Sejr, hvad det kosted

- og jeg forstod,

at hver en Blomst,

som jeg længtes mod,







var kun et usseligt

fattigt Skær

af det, som ene

gav Livet Værd.


III



Du vilde herske,

jeg vilde som du!

du drømte Livet

et duftende Nu,



jeg saa det smedet

i stivnende Staal,

du smed dets Timer

som Blomster paa Baal,



jeg rev det til mig,

dig lod jeg dræbe,

- nu maa en blomsterløs

Verden jeg slæbe.


J. P. E. HARTMANN

Ved Hundredaarsfesten paa det kgl. Teater.



Hartmann! - var det dig, som hvisked!

Drømmer, kan du ikke sove!

Hundredaarige i Graven,

leverdu i Danmarks Skove!






Se, vi kom her for at mindes

dig og dine lyse Sange,

dine Lærkemelodiers

Jubel over Danmarks Vange.



Og vi tænkte dig i Himlen,

død paa Jorden, evig stille,

og saa er du midt iblandt os,

nynner fra den mindste Kilde.



Tusind digted Melodier,

tusind sad med Sang i Sinde,

- dig blev alle Skovens Stier

til en Sang, du fandt i Blinde.



Thi du elsked purt og barnligt,

ikke først de tænkte Toner,

men det sagte Suk i Sivet,

Somrens Sus i Bøgekroner,



elsked det: i Sol at følge

Humlebiens Sommerspil,

elsked det: at kundeaande,

med hver Blomst at være til.



Paa din Himmel sejler Svalen,

strejfer Søens Spejl med Vingen,

fra din Jord staar Spurvens Puslen,

Sommersædens sagte Ringen;



under Skovens Vemodsskygger

har din Sjæl sin Højhed fundet,






bag de store Stammers Dybder

er din "Vølve"s Vælde rundet.



Du har samlet til et Orgel

Brus af Storm og Smil af Vove,

knejser selv, et Orgel, bygget

højt op over Danmarks Skove.



Over Danmarks blide Vange

hørte Hejmdals Lur du gjalde,

saa' i Vinterstormens Skyduft

Hakon Jarl for Olaf falde.



Fortid, Nutid - alt det skønne,

som den Dag i Dag dig røber,

blot en fjedret Drosselunge

over Skovens Smaasti løber,



alt det Store, det Forsvundnes

Odins høje Guddoms Tale -

Nordens Saga dine Toner

stormberuste, solmildt male.



Hartmann! blev dig Egen Kæmpe,

blev dig Mosetaagen Elver,

- dybest i dit Drømmerhjærte

er det Blomstens Dug, som skælver.



Lærken synger over Rugen,

Stæren fløjter karsk og kælen,

- dine milde Solskinstoner

er som Morgenpust om Sjælen;






Skov og Sø og side Enge,

Maaneskin og Nattergalen,

Finkens Kvidren, Myggens Summen,

Aaens Klunk igennem Dalen,



Sommeraftenen, som slukkes,

Sommersolen, som gaar ned,

. . . alle Døgnets Sommertider

dine er - i Evighed.



Naar en Sommernat er inde,

naar det atter bliver Vaar,

- Hartmann, dine Melodier

over Danmarks Enge gaar!


TIDLIGT FORAAR



Nu hvirvler Skovens Bronzeløv

og Hasselhegnets Rakkelstøv

i Dans for Paaskeøsten;

snart er det koldt, snart Vejret højt,

Solsorten prøver blødt et Fløjt,

men taber atter Lysten.



Nu stritter Skoven mere bar,

thi nu er Dagen mere klar,

endda det halvt er Vinter,

og fyger det iblandt med Sne,

der er dog Saft og Knop at se

selv mellem Stub og Splinter.






Hvor Øksen hugged, bløder Liv,

kun Mosens Rørskov knejser stiv

i vissen Vinterklage;

men stilner Blæst, naar Dag maa dø,

Vandhønen sejler over Sø

og lokker for sin Mage.



Nu fødes Løv og Blomst og Sol,

nu farver sig den blaa Viol

i Grøft og under Gærde,

og det, som gemmer salig Duft,

staar som en Drøm i Dagens Luft

- for uskylds til at være.



Det er den skære Foraarstid,

vidunderlig og siskenblid

og besk som Nattekulde,

- og er dit Hjærte ungt endnu,

da brister det i al din Hu

som Vintersæd i Mulde,



og hvad du aldrig før fik sagt,

det melder sig med solfødt Magt,

og du maa le og tale, -

din Lykke slaar din Modgang ned,

- der bygger bag hver Sorg, du led,

et Kuld af Nattergale!




ESBJERG



Esbjerg, Lykken, Æventyret

i et nedstemt Land,

Modet, der har guldbaldyret

Klittens golde Sand,

Æventyrets Prins, hvis Vilje

skabte Marehalm til Lilje,

stred en Nat din Strid mod Dragen,

stod med Sejr i Dagen.



Imod Syd de grønne Enge,

Lyng mod Øst og Nord,

vesterpaa det salte Vænge,

som med Storme gror;

bygget paa en Brink ved Havet,

solbeskinnet, uvejrsgnavet,

Sus og Suk dig evig gæster,

Danmarks Port mod Vester!



Intet Læ og ingen Hvile,

stakket Stund til Fest;

vil du drømme, vil du smile,

drøner det mod Vest;

udad, fremad, evig vaagen,

Raab paa Slid og Slæb bag Taagen,

evig, evig Porten aaben,

evig Sus af Vaaben.



Som en Maageflok paa Sandet

dine Mænd slog ned,






skreg og sloges, stred og blanded

Blod og blev og led,

led, til deres Vilje sejred,

blev, til de vandt Fred og fejred,

midt i Hverdagsslidets Larmen,

Hvilen, Arnevarmen.



Bred dig ung og frisk som Vinden,

der mod Stranden slaar,

skænk os Havets Salt paa Kinden,

højn os vore Kaar!

Nabo til den rige Britte,

By med Kongen i din Midte,

spred dit Liv ud over Landet,

tving os, bind os Sandet.


ATLAS


I



Jeg er saa træt

af at stirre ned,

jeg er saa træt

af at bøje min Nakke;

selv den Træl,

som argest sled,

har dog en Stund,

han kan kaste sin Hakke.





II



Hvad er den Byrde,

mine Skuldre bære,

den hele Himmel

med dens Stjernehære,



mod det at maatte

evigt stirre ned

blandt Blomster, hvor min

Skygge engang gled,



og ikke kunne føle

mod min Kind

et stakkels dugkoldt

Edderkoppespind!


III



Dér strøg du, Fugl,

saa tæt forbi min Lænd!

- Kom, du lille Lærke,

kom igen!



Mit Bryst er bredt

som Engene dernede,

- kom og byg dig ved mit

Hjærte Rede!



Er du angst for

mine laadne Hænder?







Ak, de voksed fast mod

mine Lænder.



Jeg er stiv som

Is og vissen Gren,

mere stille end en

Afgrunds Sten.



Fugl, du flyver!

. . . Bli'r du tavs og tom,

naar du ikke længer

strejfer om!


IV



Saa lidt behøves

for at pine længe,

en Smaafugl blot,

som kvidrer over Enge,



en Muldvarp kun,

en løftet Haandfuld Jord,

- og jeg er Havet,

som i Stormvejr gror.


V



Du Fugl, som fløj saa højt,

fordi du fandt,

at op til Himlen

Jordens Dag sig spandt,







ifald du vidste,

hvad det er at staa

og se hvert Døgn

evindeligt forgaa



i lydløs Tomhed,

Fred foruden Rod,

mens Tusind støjer

op omkring din Fod,



- ifald du vidste!

. . . Fugl, du fly'r din Vej!

- Den allermindste Myre

kender mig!


VI



De skyr mig alle.

Den, som misted alt,

er ene.

Thi alt er ét kun,

- Frugten, du lod falde

højt oppe fra den højeste af dine Grene

en haabløs Stund.



Der hænger tusind

Frugter under Gren,

og alle

rødmende som Blod.







Vælg blandt de tusind,

- for dig er der kun en iblandt dem alle,

hvis Frø slaar Rod.



Og faldt den ene,

førend Høsten kom,

da klager

fattig du din Nød,

hver Gang de andre Grene

saar deres Frugt til Liv i Jordens Ager,

... du lever - død.


VII



Aa, jeg bærer Himmelrummet,

det har Mennesker bestemt,

en maa slæbe det, hvis Vægt gør

alle andres Sind beklemt.



Og jeg slæber, og jeg tier,

- om jeg talte blot et Ord,

svøbte sig i tusind Taager

for mit Blik den lyse Jord.



Ingen Taager, ingen Skygger !

Jeg maa se den ung og stor!

Ellers styrter Himmelrummet,

- al min Kraft paa Jorden bor!





VIII



Om jeg bøjed

et Sekund mig,

om jeg strakte

mig derned,

ak, de hundred

Tusind Stjerner

under Himmelranden gled.



Om jeg plukked

blot en Bellis,

om jeg fanged

blot en Bi,

alle Himlens

høje Kloder

slukte deres lyse Sti.



Himlens Stjerner

- jeg har set dem,

de har tindret,

hvor jeg gik.

Nu maa jeg i

Havets Spejlbund

sanke deres Taareblik.



Jordens Blomster

gror imod mig,

Himlens Stjerner

ved jeg til,

tør ej bryde

Blomst, ej løfte

Blikket højt, hvor helst jeg vil.







Jeg har levet

ung og frejdig,

jeg har elsket

stolt og stort,

drømt saa lyst

og holdt en Vaardag

jublende for Lykkens Port.



Og saa tror de,

Himmelrummet

tynger mine

Skuldre ned,

- og saa er det

blot et Minde,

al min Ungdom kun, som led.


NARREVISE



Tre Pigebørn har elsket mig,

tre væne, hvide Liljer,

tre kælne Jomfruviljer!

Jeg var saa god,

jeg var saa smuk!

Med Kys og Suk

de kosteligt mig plejed,

- og jeg gav, hvad jeg ejed!

Mit Hjærteblod,

min sidste Hvid,

mit Arbejd og min Ungdomstid,






at de blot kunde hvile

og synge lidt og smile.



Saa gik jeg til den førstes Dør

en Dag for Trøst at finde,

- jeg havde Sorg i Sinde.

"Ak!" hvisked jeg,

"und mig en Stund,

en flygtig Blund,

jeg er saa dybt mismodig,

og se, min Fod er blodig!"

"Nej, er det dig!"

hun skreg - "ak, Gud!"

og derpaa skød hun blidt mig ud,

"Kom hellere i Morgen,

naar du faar Bugt med Sorgen!"



Saa gik jeg til den andens Dør,

min trætte Fod mig smerted,

og jeg var tung om Hjærtet.

"Se," hvisked jeg,

"nu har jeg slidt

og slæbt og lidt, -

sig mig to Ord til Lise,

og evigt Gud dig prise!"

"Aa, er det dig,"

hun græd - "aa, nej!

gaa! - skynd dig! - Kis er rendt sin Vej!

aa, led! led hele Natten!

du ved, jeg elsked Katten!"






Saa gik jeg til den tredjes Dør,

min dyreste Veninde,

- min Ven, han var derinde!

Da lo jeg op

i Solens Fjæs

og sang mig hæs

i liderlige Viser,

og derfor Gud jeg priser!

Da fik min Krop

sit skæve Kast,

min Mund sin Knebren uden Rast,

den Trallen uden Ende,

hvorpaa man mig kan kende!


FINLAND



Tavse Graner, sorte Nætter,

Modgang, som med Mørke mætter

alle Dage,



- hvide Birke, lyse Vande,

og fra fuglefyldte Strande

Sang for Klage!


KUN SAALEDES




Mon nogen har levet, som bar til det sidste

sin Ungdoms Tro, sin Ungdoms Tillid frelst,

mon den er til, som slap for at miste - -







Miste, det maa vi alle,

- men miste, saa Stjernerne falde

og Døgnene bliver kun Nat

- kun Nat!



Den Mand gad jeg møde, der bærer stolt til sin Grav

opfyldt hvert et af sit Hjærtes Krav, -

ikke det største, han vilde, -

blot denne sagte bævende Længsel efter den reneste Lykke



... og ikke er Løgner.

Han findes ikke.

Og dog er Livet hvert Lovord værd!




Du gjorde dit Hjærte til et Herberg, du kunde ikke andet

- for din egen Skyld og for andres.

Det stod aabent, fordi det hused et Baal med Varme for tusind,

- men først og sidst stod det aabent,

atdenkunde komme, som maatte blive derinde.



Og mange kom - og fandt sig saa vel derinde,

at de vilde evigt blive;

- men ikke saa snart slog du Døren i, saa sad du der ene.



Det volder, du bliver en Tid lang gram

og spytter, saa Baalet hvæser,

vil slukke det hele

og træde det ned,

at dets Os kan kvæle de andre Baal,

som troskyldigt i Hjærterne brænder,







Da kaster en ensom Aftenstund du alt dit Mismod paa Ilden,

- og Baalet blusser som aldrig før,

Varmen vælder,

og Natten skilles,

- og kaldte du nogen inden for Dør,

de flakker paa Tærsklen som Skygger,

din Haand gider knap dem gribe.



Der slaar fra Baalet en Lueskrift,

den skriver højt under Himlen:

én er Lykken, og én er Sorgen,

kan aldrig med nogen deles!




Har du levet blandt Mennesker,

elskende, elsket,

og ser dig en Dag forraadt,

- fortvivl blot ikke,

det er Livets Gang.



Du fik dit Hjærte,

fordi du skulde give af dets Fylde,

- ikke for at spørge,

hvad andre gav dig igen.



Det er saa Hjærtets Natur,

det kan kun give;

- kommer andre med Blomster,

du lægger dem flygtigt fra dig

og giver paany,







ikke til Tak,

alene fordi du er rigere

end den, der gav.



Elsk!

lad din Vilje binde med Rosenlænker!

. . . Visner Roserne,

- husk, at du selv lod dig fange,

og husk, at det voldte dig Glæde.



Forraadte bliver vi alle,

selvdu forraader.

Ud og ind løber Livets Skyttel,

væver sit brogede Væv

over de reneste Hjærter.



Kun den er ussel,

der taler ondt om det svundne.




Alt, alt,

- alt det, som samler dit Hjærte, din Hjærne

til en Perle, der spejlende slutter i sit Indre

alt det bedste, du vilde,

alt det skønneste, du saa mellem Jord og Himmel

- det dør alt sammen en Dag,

. . . mendumaa leve.



I din Ungdom fornemmer du dit Sinds Rigdom saa stor,

at den løfter dig som en skælvende, evigt stigende Bølge,

og højest den Dag,







da et Skød aabner sig for dit og for dig,

og du læser i Glæden hos den, der modtager,

din egen Lykke,



og du ser den høj som Himmelrummet,

frugtbar paa Lys og Skygge,

frugtbar,

- dit eget Hjærteslag ét med den evigt fødende Jords.



... Til du finder dig selv en Morgen

som en forkommen Kludesamler,

der staar og rager i en Asketue

og pirker frem en ussel Klump navnløs Metal

- og kender i den alt det, som du gav,

et Hav smeltet ind til en Draabe - -



. . . Og Draaben er alt, hvad du har i din Sæk,

og du slæber den tungt paa din Ryg

og kan aldrig den slippe.

Alt, hvad du gav,

og alt, hvad du modtog,

en eneste Draabe.



Og som kun har Værdi for dig.


TIL MIN GUDSØN



Min lille Dreng, du lyse Æbleblomst

i Drøm paa Vaarens lette, morgenrene Luft,

med dine Øjne fyldte kun af Lys

og med din Sjæl som sagte bølget Duft,






- jeg staar paa Havegangens haarde Grus

og ser op mod din Verdens skære Flor

og kalder paa en Tid, jeg engang kendte,

og har for glade Raab kun rustne Ord.



Du lille Barn, hvis Fod har næppe traadt

sit Spor endnu i Verdens Elvermuld,

jeg gav dig gærne al min vundne Glæde,

thi den slaar til for dig og hundred Kuld.



Men hellere jeg lægger let min Haand

i din, og tager varsomt dig paa Skød

den Dag, den første Blæst staar om dit Sind

og slaar dig med sin Høstkvælds arme Nød.



Da skal jeg hviske dig saa lyse Ord

og plukke dig Guds Stjærner ned fra Himlen

og lære dig, at den, som lever, bor

i sortest Mørke under Stjærnevrimlen,



og aande paa dit Hjærte, til det slaar

saa lyst som Fuglerøst i dugget Krat,

- du lille Billed paa min egen Vaar,

du nye Stjærne i den gamle Nat!


VED AARHUNDRED-SKIFTET NYTAARSNAT1900-1901


I



Solen sank, og Solen stiger,

hundred Aar forsvandt,







fjernt i Morgenrødens Riger

nye hundred randt;

vunden Magt og lyse Drømme

drukned paa de dybe Strømme,

blev af Kryb til Døde gnavet,

staar paa ny af Havet.



Se, det ligger blankt derude,

blaat af Morgenbris,

spejler i sin Kæmperude

Gryets gyldne Dis;

ud mod Solens Purpurlilje

nyskabt Trods og nyskabt Vilje

sejler som en Falk, der vejrer

Kampen, hvor den sejrer.


II



Ak, - disse Ord om Gry og Sol og Sejr!

Det er bestandig dog den samme Jord,

de samme Mennesker, som paa den bor,

de samme Vaaben i den samme Lejr,

- den samme Verden . . .evigskøn og stor!



Aartusinder har rullet den i Rummet,

og Løgn og Sandhed mod dens Himmel summet,

og smaat og stort skabt Livet, som det er;

det ændrer næppe Farven paa sin Kind,

fordi et nyt Aarhundred nu gaar ind.







Der er et Liv bag det, som Dagen kender,

dybt inde i hvert Menneske det bor;

dér sidder ensomtdet, hvorpaa du tror,

og løfter daglig dine trætte Hænder.

Og slaar et Daggry ud sin lyse Pragt

og aander susende i alle Skove,

da gaar din Tvivl til Hvile for at sove,

og i dit Hjærte ler al Solens Pragt;

alt, hvad du saa som Ret og stort og sandt,

alt, hvad du vilde, som en Storm sig løfter,

- det brister i de Spind, som Smaasind spandt,

og alle Skyerne for Sol sig kløfter!



Et nyt Aarhundred - Guld under din Haand!

grib det og glød det, æts det med din Aand!

- hvad Slag du i det svundne maatte tabe,

det ny Aarhundred - det skal selv du skabe!


III



Broget som en Krokuskæde

om et Foraarsbed,

morgendugget som en Glæde

ingen Haan slog ned,

hil dig, Hundredaar, som stiger,

nærm, om blot et Skridt, de Riger,

hvor der blomstrer, selv i Skyggen,

Stolthed, Storhed, Lykken!




DRAG UD



Nu rider Efteraaret ind

med gyldent Løv og sølvhvidt Spind,



nu skriger Skovens Raageflok,

og daglig surrer Blæstens Rok!



Mit Sind, det er saa skyhøjt spændt,

min Sjæl ser alle Stjærner tændt!

Nu stedes det, som svandt, til Jord,

nu redes Plads for det, som gror!



Du dumme Haab! du blinde Tro!

flyv ud! rid over Stjærnebro!



Jeg tvivler kun paa det, jeg saa,

og det maa gerne alt forgaa!



Drag ud og vind ny Sommer!

jeg tror paa det, som kommer!


DEN, SOM HAR LEVET



Den, som har levet en Dag i Sorg

og atter fundet sin Glæde,

smykker sit Hus og finder med Fryd,

at det var herligt at græde.






Den, som har levet et Aar i Kval

og sent Befrielsen vejrer,

smiler ad Dagens Regn og Rusk

og drømmer, at Lykken sejrer.



Den, som fik bygget sit hele Liv,

af triste, nagende Dage,

ham falder Graaden som letkøbt Smil

og Smilet som bitterlig Klage.



Aldrig skabtes en Lykke fuldt

og aldrig en skyggeløs Morgen,

fuldbaarne lister i Verden om

alene Savnet og Sorgen.


EFTERAAR


I



Nu ligger Markerne øde

og venter paa næste Vaar,

de sidste smaa Bellis døde

for Frosten i Nat,

kun Tjørnebærrene gløde,

som hang en Zigeunerskat

i Buskenes viltre Haar.



Snart luer Solen, snart regner

Taagedryp koldt over Sti,

Stubmarkens Gule blegner,

alt falmer saa trist,







til atter et Solstrejf tegner

paa Guldgrund hver bladløs Kvist,

flammer og er forbi.



Brune Brakjordes Flader -

langt ude en Landsby i Dis,

tre fire solramte Lader

lysende gult,

hvide Gavler, der vader

som Maager paa graanende Is,

- og atter i Disen skjult.



Der stryger en enlig Svane

lavt over pløjet Land,

sænker sin skinnende Bane

tæt over Sø,

... thi dybest er Himlen at ane

i Mosens spejlende Vand,

- nu da Lyset skal dø.


II



Den stille, ensomme Mose

mod Aften staar bleg og klar

med Solens glødende Rose

som eneste Blomst bag Glar.



Et gulnende Birkeblad svæver

ned fra den spejlende Kyst

- fra dybe Riger sig hæver

et andet uendelig tyst.







Alle de Efteraarsskove,

der gror mod Himlen i Glød,

som sitrende Drømme sove

paa Aftenvandenes Skød.



Mosen - den er som et Øje,

der alting i Verden ser,

spejler Bøgen den høje

og Breddens skridende Ler.



Nu er Efteraar inde

visnet staar Blomst og Bøg,

Sommeren er kun et Minde,

dens Færd en falmende Spøg.



Mosen er som et Øje,

gemmer hver Stund, der led

spejler det lave, det høje

i drømmende Evighed.


III



Min eneste, egen Veninde,

du stolteste Kvinde

jeg havde kær!

- kunde du ikke mig binde,

jeg ikke dig,

. . . aa, Hjærtenskær!

min eneste, egen Veninde!







Et Blad - det falder mod Mulde,

Høstnætters Kulde

fejer det ned,

... vi leved Lykken tilfulde,

drak af dens Blod,

- blæstes af Led,

vidste blot ikke, vi skulde.



Hjærtet drømmer saa stille,

- alt, hvad det vilde,

blegner engang;

tusinde Strænge spille,

ogduforsvandt,

- en anden Sang

spandt sødt sin Trækfugletrille.



Fugl slaar op over Skove,

tør alting vove

for Solskins Skyld,

- blot ikke den Time sove,

hvordenDrøm gror,

da bag Blomsterhyld

dit Hjærte skrev mit dets Love.


IV



Sørgeligt skrigende Fugle!

alle de taagede Dage

den evigt skændende Krage,

om Natten den klagende Ugle.







Er det saa svært at skikke

sig ensomt blandt øde Grene,

sidde hver Aften ene,

- hvorfor tier I ikke?



Hvorfor tier I ikke?

- se, hver Gang Sommer gaar under,

tusinde Sjæle drikke

af samme evige Vunder,



suge sig Kval - og Lise

af det, som maatte saa være,

lader et Vindpust bære

det bort i en lydløs Vise.


V



Der er falden lidt Sne,

et tyndt drysset Flor,

som et Rimslør at se

om den mørkladne Jord.



Hvert Fodspor derude,

staar sort i det Hvide,

og ned over Rude

Tødraaberne glide,



en Markraage skriger

i Elmens Top,







Tungsindets Riger

lukker sig op.



Lad taage, lad briste,

lad Sneen tø hen!

Der staar til det sidste

et Fodtrin igen.


VI



Hvis var den Fod?

Det gælder kun lidt,

- et Menneske traadte,

og Sporet det stod,



et Spor af en Sjæl,

en Skæbne, der gik,

- om fangen af Lykke,

om bidt i sin Hæl,



det vejer kun smaat

... Vi flakker paa Jord,

- tilbage staar evigt

de Trin, vi har traadt.



Sommer kan dø

og Vinter gaa ind,

- evindelig skifter

et Menneskesind.







Frost falde paa

og Tø bringe Væde,

- aldrig dør det,

som var Hjærtet til Glæde.


VII



Saa lad de Skove slænge det Løv,

frugtbart Muld blive frosttørret Støv,

... i Glød staar Zigeunerskatten!

Sommerens Frugt i det pjuskede Krat,

Dug om Hyben, fra Svampens Hat

en Duft, der bugner i Natten!



Hede Løfter og stolte Ord,

det er Sommerens Gang om Jord,

- hver Vaar maa Myggen selv sværge.

Løft dit Hjærte i al din Færd!

bar du en Smaafugl dit Hjærte nær,

den stiger som Ørn over Bjærge.



Det, du har drømt, og det, der blev

dit svulmende Liv, det Skum, der skrev

din Saga paa kolde Stene,

aldrig taager en Høst det ned, -

blev det din Fryd, hvad heller du led,

det blev dog dig selv - alene.




DIGTE FRA PARIS


SEINEN



Jeg staar hver Morgen ved Pont neuf og ser

paa dine brede, morgenfriske Vande,

imens Paris i Dagen dukker frem

og stryger Nattens Dunster fra sin Pande



Svagt summer Larmen fra den vaagne By

med Klokkeklang og Raab fra fjærne Gader,

og Spurvene slaar op fra Kajens Trær

og kvidrer fra de nærmeste Façader.



Hvor rolig i din Hast, du dybe Flod,

hvor ivrigt kruset og hvor fornemt stille,

en flygtig Skummen mod en brolagt Kaj,

en hvisket Nynnen imod Broens Pille.



Fra grønne Marker strømmer du her ind,

hvor Sten og atter Sten hvert Muldkorn dølger,

og bærer under Hvirvelskyer af Støv

de grønne Markers Skær paa dine Bølger.



Du er mig midt i denne Feberstad,

der Nat og Dag i evig Uro brænder,

den sundes Aandedrag, den stærkes Fred,

en Vilje, som til Tøven ikke kender,



en aldrig spærret Vej for Himlens Vejr,

et Væld af Dagens Lys igennem Byen,







en Elskerarm strakt under Himlens Sol,

en aaben Spejlfavn sitrende mod Skyen.



Fjern - fjern er Staden med den blege Kind,

højt oppe driver Sky'r som Dis paa Vange,

frem gennem Verden gaar din vaagne Strøm

og nynner sine morgenstærke Sange.


PARIS



Jeg gaar og gaar

ad brede Gader og i snævre Gyder,

i Parker, fyldte ad den grønne Vaar,

hvor Rododendren tung af Blomster staar

og Springvand syder,

- gaar milevidt

ad Boulevarder, hvor for hvert et Skridt

Kastanjeblomster som smaa Snefnug ligge

- gaar alle Vegne

hvor hundred Gange jeg i Drømme gik,

.... og glædes ikke.

Paris! Paris!

- mit Liv sin Farve fik

i andre Egne.



Du rige Stad!

Svøbt som en Fe i Vaarens Blomsterklæde

strør du din Pragt til den, som smiler glad,

din Sjæl, dit Liv, Dugdraaben, som et Blad

har du grædt af Glæde.







Og den, der ser

en Morgenstund, naar alle Smaabørn ler,

hvor Solen som et Væld af Kærtegn glider

fra dine Hænder,

- han rammes af et Sting,

som Hjærtet bider.

Paris! Paris!

jeg længes efter Ting,

du ikke kender.


AFTEN I LUXEMBOURG-HAVEN



Hen under Himlen aftengraa Skyer

i jagende Uro drager,

Lyset er koldt og Jorden vaad

og alle Smaafugle klager.



Det drypper fra Luxembourg-Havens Træer,

og Løvet bruser som Silke,

et Bed Tulipaner i Laser staar

og visner paa tynde Stilke.



Jeg gaar derinde og fryser selv,

fremmed, hjemløs, alene,

finder tilfældigt en Buste gemt

bag regntunge Elmegrene.



Et furet Hoved, to Øjne som

Fortvivlelsens aabne Helved,

Haaret en knugende Uvejrssky,

og Brynene sorgfuldt hvælvet,







men Munden - Munden saa ung og blød

som dugget af Rosers Aande,

- et Hoved løftet af Blodets Brus

og bøjet i bitter Vaande.



Chopin - Der bliver saa ensomt tyst

i samme Stund under Løvet,

som tav hver Graaspurv i Busk og Græs

og lukked sit Næb bedrøvet.



Og al min Længsel mig fylder vildt,

saa underlig angst og bange,

som kunde min sidste Glæde dø,

før helt jeg turde den fange.


HVAD ER DEN HELE JORD -



Hvad er den hele Jord mig værd

med Hav og Bjærg og Taarn og Tind

imod de faa, jeg lukked

i mine Tanker ind.



Et Menneske kan bryde op,

saa tit han vil, og drage vidt,

han er dog der, hvor hedest

han elsked og har lidt.



Hvad ved den store Verden om,

hvad du har drømt, hvad du har tabt,

om tusind tavse Tanker,

hvoraf dit Sind blev skabt,







om du er blevet den, du er,

fordi du bandt din nøgne Sjæl

med Fenrisulvens Lænke

til Livets Marterpæl,



hvad heller om du sejrrig staar

og vandt dig Lykken for hvert Skridt,

- hvad kan den hele Verden

vel række dig afdit!


VENUS FRA MILO





Der er graat og mørkt paa Louvre,

Regnvejr ude, raakoldt inde;

i de store, tavse Sale

dødt og trist det gule Marmor.

Om hver Grækergud i Sten

kun fortvivlet Ensomhed.



Midt paa Gulvets isgraa Fliser

løber paa sin høje Sokkel

aandeløs en Grækerinde,

løber, løber, usselt fangen

i det uldne Graavejrs Sæk,

- Atalante!

Og Kolossen Melpomene

knejser som en Klump af Hovmod,

stor, enfoldig, marmorhugget,

uanfægtet, stum og dum.









Venus! Venus! Ingen Steder

ser jeg dit berømte Marmor,

og det er kun dig, jeg søger -

. . . Tilgiv - ikke for din Skønhed,

men som Hilsen og som Haandtryk.





Aa, du derhjemme, som jeg forlod

jeg fryser i Louvres Haller,

kan ikke sætte et Sted min Fod,

hvor ikke paa dig jeg kalder.



Jeg gaar saa ensom i denne Sværm

af Skønhed fra gamle Tider,

og Kunsten yder mig ingen Skærm

mod, hvad jeg i Hjærtet lider.



Jeg længes mod dig, du blide Sind,

du milde, kloge Veninde,

som lukked mig i dit Hjærte ind

til Fryd - og vemodigt Minde.



Den højeste Sal, den bliver saa trang,

- jeg mindes din varme Stemme

i Stuen, hvor Venus fra Milo hang,

i Stuen hos dig, derhjemme.









Regnen rasler, og en Smaabaad

piber udenfor paa Seinen;

jeg er ene her blandt Marmor,

og jeg bløder i en Ørken.



Se, der hænger en Portiere,

saa moderne rød og hæslig;

- maa den løftes, er der Adgang,

skjuler den maaske Kontorer?



Varsomt stryger jeg til Side

disse otte Alen Fløjl - -



Venus fra Milo!



Aa, I som praler

af at kunne alt beherske,

af at kende alle Strænge,

Hjærnens stolte, Hjærtets svage;

I, som er saa kæmpestærke,

- ak, jeg skælved saa betagen,

som jeg aldrig mere bliver.



Aabenbaret, drømt alene

ned i dette dunkle Rum,

skudt med ét af Gulvets Stene,

født i dette Øjeblik

staar du der, mer end Gudinde,

rejst i Lykke, med din Nakke

bøjet vegt, som bad du tyst









alt det hæslige i Verden

mildt tilgive dig din Skønhed, -

staar der for mit Hjærtes Længsel

som et Syn, der kunde svinde - -



Og hver Fiber i mig hvisker:

Bliv! Aa, bliv!

- Jeg har fundet dig, Veninde!





Og jeg sidder paa en Divan,

og jeg stirrer paa dig, Venus,

ene, - kun en Malerinde

henne i det dybe Vindve

din Berømthed kopierer.



Jeg sidder og ser dig

og ser dig ej længer,

ser kunditBilled,

som hjemme hænger,



dit Billed, hvorunder

vi mødtes saa trangt

og talte saa hverdags

og mente saa mangt.



Jeg vil jo blot hilse

en Sjæl, jeg har kær,

blot sidde en Time

en ubekendt nær.









Aa, Venus, du er

saa vidunderlig skøn,

al Drøm og al Længsel,

i Marmor en Bøn,



en Bøn, som er opfyldt,

en Skønhed for Livet,

en Sjæl, som sin Renhed

til Verden har givet.



MinRenhed - lad fare!

Jeg kan ikke dømme.

Jeg tænker paa én,

- og jeg lever i Drømme.





Og du kan leve din Tid saa lang,

elske fordi du maa,

Hjærtets Længsel traver sin Gang,

og den kan aldrig forgaa.



Elske og elskes - vidt og bredt

det raaber fra hver en Klode,

elske og elskes - der er kun ét:

falde et Hjærte til Fode!



Og slæber du bag dig Minders Hær,

som aldrig vil sig forbarme,

held dig, om dig banker et Hjærte nær,

som under dig al sin Varme!









Og vaagner du en Dag og ser

dit Liv som en tungsindig Sump

og drevet ind mod Breddens Ler

din Ungdom som en ormædt Stump,



dig selv alene i en Egn,

hvor ingen Blomst har Duft for dig,

hvor Natten slaar sin kolde Regn

mod Miles Lyng og ingen Vej,



og vaander i den Moses Dyb

dit Hjærte sig mod Himlens Sol,

og kvæles du af Ufærds Kryb

og mindes du Aprils Viol,



og ser du højt, højt under Sky

en Fugl, der sejler ud og ind

og spejler sig hver Dag paany

i dit forkomne, arme Sind



og tænder med sit vaagne Blik

den Ild, der sluktes i din Sjæl,

- da spænder efter Hjærtets Skik

Guldsporen du paany om Hæl.





Hvor kom du fra, hvor fandt jeg dig,

du, som jeg knap tør nævne?

Det er, som vilde Skæbnen mig

endnu en Sommer levne.









Du er saa god og, ak, saa fjern,

din Haand har tyst du rakt mig,

din myge Haand, din blide Ro,

- dit Navn har knapt du sagt mig.



Du kom saa bly som Vaaren selv,

før Lærken slaar sin Trille,

med Hjærtet sygt af svegen Tro

og til et Smil for stille.



Nu - aa, du store, milde Barn,

nu skylder jeg dig Livet,

du bar mit Hjærtes Sot til Ro,

- og hvad har jeg dig givet!





Jeg sagde dig en Aften, at jeg elsker dig saa højt,

at alle Sprogets Ord er mig for svage, -

det var en Elskerfloskel,

en bleg Reminicens fra gamle Dage.



Jeg vil saa nødig bruge den arge Billedsværm,

der løfter Elskov bort fra Jordens Rige,

- min Elskov bygger dér,

hvor Løvetanden blomstrer under Dige,



Jeg elsker dig, fordi du har løst mig fra al Sorg,

fordi dit Haandtryk gør mig stærk og modig,

fordi din Kærlighed

har atter gjort min Sjæl, min Vilje frodig.









Og dog - hvert Ord er galt. Min Kærlighed er jævn

som Hverdagsdøgnet i dets bramfri Færden.

Jeg elsker dig, fordi

du er - den, som du er, ... i hele Verden.





Venus fra Milo, jeg gik fra dig,

og atter laa Salene trange,

men hver Gang jeg vendte mig, stod du dér

for Enden af alle Gange.



Var Louvre lukket, kom jeg for sent,

jeg stod i Gaarden derude

og saa dig knejse gudinderent

bagved den støvede Rude.



Og den, jeg elsker, jeg fandt hos dig,

du dryppende Regndags Minde,

- Venus fra Milo, aa tilgiv mig,

. . . jeg kunde kunhendefinde!


FLORENZ


I



Nu synker Solen bag violblaa Banker,

og Arnofloden som en Guldstrøm flammer

imellem Dalens grønne Vinjerammer,

hvor Skyggerne til Nat sig dunkelt sanker.







Det lufter sagte i min Haves Ranker,

og sorte staar de mørke Bjærges Stammer,

mens alle Florenz Kirkeklokker glammer,

og Skyer sejler op som tunge Tanker.



Kun Arno bærer endnu Himlens Skær,

men nu er Himlen blodig som en Vunde,

og Arno skinner som et blodrødt Sværd,



- nu lever Florenz mig saa heftigt nær,

de gamle Tider med de hvasse Munde,

da Lykkens Rose blomstred paa et Spær -


II



Ak, Florenz, Florenz, alle dine Kampe!

Jeg kan dem udenad, de er forbi.

Jeg ræddes for den syge Fantasi,

der skaber dem paany af Arnos Dampe.



Der skinner i Fiesole en Lampe,

den bygger over Dalen mig en Sti

af hundredfoldig mere Poesi

end den, der i din Saga staar i Stampe.



Langt mere elsker jeg den Mandolin,

der klimprer løs hver Aftenstund i Gaden,

din Æselskryden og din sure Vin,







en Lygtes Blafren mod Paladsfaçaden

og dine Bjærges sarte Taagelin

som nu, da Maanen stiger over Staden.


III



Du ligger dernede og drømmer saa blidt,

og jeg sidder vaagen og drømmer om mit.



Et Steds mellem Skræntens Olivenklynger,

der blaaner for Maanen, en Nattergal synger,



hundrede Ildfluers Stjærnehær

funkler blandt Løvet og flyver mig nær,



funkler dybt nede, funkler heroppe,

brister som Gnister i Træernes Toppe,



men skjult bag Vinrankens mørke Hang

Græshoppen spiller sin spinkle Sang.



Firenze, som Maanen dig maler i Nat,

blev aldrig en Farve paa Lærred sat,



de lysende Mure, de dunkle Tage,

det er, som holdt Verden sin Aande tilbage,



som var du steget i denne Stund

- en Æventyrstad - af Dalens Bund.







Firenze dernede, du straalende By,

som tog mine Tanker og gav dem Ly,



lad det, som hedest jeg tænker paa,

i evig Skønhed som du bestaa!


SYN



Jeg ser igennem den duggede Rude

hans vilde Øjne, - han staar derude.



Han kommer hver evige Midnat igen,

min farende, fredløse Thyringerven,



staar der saa stille, saa maaneskinsmager,

med Skægget stridt under snefrosne Flager.



Jeg fryser, jeg stivner fra Isse til Hæl,

hans Blik er som stikkende Sne i min Sjæl,



alt, hvad jeg tænkte, og alt, hvad jeg vilde,

kvæles i Kulde, bli'r isnende stille.



Kalder du ud, - hvad vil du mit Sind?

Maner du mig, - eller længes du ind?



Din Stirren mig driver fra Bord og fra Hynde,

stinger mit Hjærte med Vildskovens Brynde,






stirrer til Trøske den Spøgelsepæl,

Hverdagens Arnefred slog i min Sjæl,



vækker en Drøm om et Liv, der som dit

jager med Vinden fredløst og frit - - -



Eller, du Ven fra de vildsomme Huler,

hungrer din Sjæl mod mit Cellelivs Smuler,



fryser din Sjæl paa de evige Veje,

længes du træt mod et silkelunt Leje,



staar du og stirrer derude fra Skyggen

ind paa et Solstrejf af Menneskelykken,



fandt du ej Lykken en Falk under Sky,

- - Drag dine Veje, - bed ikke om Ly!



Længesduind, og længesjegud,

begge vi bytted kun Stodderskrud,



- drag de Veje, hvorfra du kom,

begge vi bytted kun Fattigdom.


ISLEMARK



Jeg gaar ved Dag derude,

nu Dagene bli'r lange

og alle Markens Fugle

ta'r fat paa deres Sange;






jeg gaar ved Nat ad Vejen,

som om bag Mosen fører,

kun en forsinket Bonde

i Mørket ensomt kører.



Her er saa dumpt og stille,

saa sort om hver en Ager,

kun Nattevinden sørgeligt

i Pilekronen klager;



deroppe et Par Stjærner,

hernede Fugt og Kulde,

saa knugende en Aande

fra vaade Markers Mulde;



den Smule Lys, som skinner,

det er de stakkels Stjærner

og fjernt ved Banelinjen

to ensomme Lanterner.



Men Mørket er saa kløgtigt,

og Mørket er saa koldt,

og begge vi i Livets Løb

har meget ondt forvoldt,



ondt, som kan ikke glemmes,

ondt, som bestandig gror

sin Aandevækst i Natten

omkring den stumme Jord.



Jeg elsker dette Mørke,

den sorte Marknats Fred,






den dykker mig saa vennesæl

i hjemløs Glemsel ned,



- endda jeg høsted mere

af ondt og godt i Flæng

end den blandt mine Venner,

der sprang som Lykkens Dreng.



Jeg elsker disse Nætter

og Mulmet uden Bund,

dér hører jeg hver ensom Nat

min Dom af Vejrets Mund.



Thi Vejret, Natten, Vinden,

de sorte Markers Jord,

- jeg ved, der staar derinde

min Vandrings tunge Spor.



Alvidende er Mørket,

hver Stjærne som en Stum,

der røber i et Blik mig

min hele Levens Sum.



Hvor Menneskene færdes,

gaar koldt jeg ud og ind!

kun her, hvor Mørket ruger,

slaar Blodets Blus min Kind.




SLOTSHERRENS BRO



Jeg staar paa Brøndshøj Bakke den første Foraardag,

langt ude Sne i Brakjordsfurer skinner,

og Solen tørrer Mos og Tegl paa Bondelængers Tag,

og Vand i alle visne Grøfter rinder.



Dernede ligger Husum med Mølle og med Kro,

med Skortensrøg og Gavle, grønne Tage,

og Islemark, og Islehøj, og Torben Oxes Bro,

- ak, Torben Oxe, nu, i vore Dage!



Det Land det er saa aabent, det Land det er saa lyst,

og Solen gaar velsignende derover,

det er som om hver Muldklump derude vaagner tyst,

og som hver Blomst i Morgendrømme sover.



Der er saa højt til Himlen, og Lærken saar sin Sang,

som Lærken slog idinTid, Torben Oxe;

de Enge er saa brede, din Bro den er saa trang,

.... de samme Hændelser i Verden vokse.


DAVID



Herre!

Se, min Søn har rejst sig

mod sin Fader!

Tusind har jeg sendt imod ham.



Herre! hvor kan dette være?






Han vil tage fra mig Riget,

han vil tage fra mig Magten.

Hvisdugav mig Magten, Herre,

vær miskundelig,

givhamden!

Slaa til Jorden mine Tusind.



Er din Gave værd saa meget,

at den rejser Søn mod Fader,

lad migdøsom Stodder, Herre,

men bevar for mig mit Barn!



Du har lagt i mine Hænder

Liv og Død for Millioner,

og jeg beder kun om en

- Absalon, min Søn!



Herre! Du og jeg alene

ser og kender ham,

jeg maaske, kunjegalene

elsker ham.

Er der ingenting at elske,

- gaa dog ej saa haardt i Rette

med et Faderhjærte.



Har han løftet Sværdet mod mig,

- kender jeg da ikke Haanden,

har den ikke tusind Gange

glædet mig i gamle Dage!

Raaber nu min Søn imod mig,

- kender jeg da ikke Stemmen!






Skaan ham, Herre!

Skaan ham, Herre!

For det lyse Haar, som lokkes

om hans elskte Hoved,

for den Uskyld i hans Øjne,

som gav mig igen min egen.



Uskyld!

- aa, min Dreng, min Dreng!

Hvorfor tav du i den sidste Tid

altid stille,

naar jeg traadte ind i Salen?

hvorfor blegnede dit Smil,

naar du saa mig,

du, som jeg saa le og tale

mellem alle andre!



Kendte jeg da ikke dine Tanker,

jeg, som lytted til dit Hjærteslag

fra den Dag du fødtes,

til du rejste dybt i Dalen

Stenen, som du skrev paa:

"Jeghar ingen Søn,

derfor skal en Sten mit Navn bevare!"



Jeg har samlet paa din Glæde,

jeg har tysset paa din Sorg,

du har været det, som ingen vidste,

ikke du engang,

Lykken i mit Liv.






. . . Joab! du, som fører mine Tusind!

bring mig Absalon!

bring ham uskadt!



Slog i ham?

Løgnere!

Dræbte I ham?

Lever han ikke - -

Kommer han ikke - -

Er min Haand alene - -

Kan han ikke lægge sin i min -

Ikke tale til mig -

Er han død - -



Ogmig, som I kalder Herre!



Hvem bringer mellem Jer

den Røst, jeg længes efter, -

alle raaber I hver medsitMaal - -



. . . Min Søn, min Søn!

Absalon, min Søn!


ASSISTENTS KIRKEGAARD



Naar det suser i de nøgne Grene,

og det drypper langs Kapellets Mur,

og hver Smaafugl flakker om alene,

gaar jeg - ene - her min Aftentur.






Jeg har kendt fra Barnsben denne Have,

kendt hvert Gitter og hver Hængeask,

kendt hvert Navn paa disse gamle Grave,

- Eduard Storm, Poul Møller, Rasmus Rask.



Tidt jeg med min Fa'r har maattet vandre

rundt herinde, maattet stille staa

ved en død - men længst blandt alle andre

ved den mørke Hæk, hvor Bødtcher laa.



Før jeg vidste, hvad det var at male,

var som Navn paa Grav Jens Juul mig nær,

og ved Oluf Brøndsted hørte tale

første Gang jeg om, hvad Græsk var værd.



Jeg har levet her i disse Gange

Fædres Liv, før mit var halvt begyndt,

lyttet andagtsfuld til fjærne Sange,

Skønhed for en svunden Tid forkyndt.



Aar er rundne - andre bragt til Graven,

Mænd, jeg selv har kendt, blev gemt i Jord,

Julius Lange fik sin Plads i Haven,

mange, jeg stod nær, - min egen Mo'r.



Jeg har staaet her ved Vintertide,

set saa mangen Kiste bæres ud,

set dens Blomsterdække skælve, stride,

vejre Dødens Gru i Vintrens Slud.



Aldrig voksed dog fra disse Hække

denne Gru ind i min egen Sjæl,






jeg har lært fra Barnsben her at lægge

Vingekrans omkring den tunge Hæl.



Og jeg møder, hver Gang her jeg træder,

- hvordan saa mit eget Liv forløb, -

ved hver Grav min Barndoms skære Glæder,

... og saa smukt, som sprang de just af Svøb.


VESTRE KIRKEGAARD



Her, hvor Tusinder af døde lagdes ned,

her gad jeg leve,

her er smukkere end noget Sted, jeg véd!

- højt deroppe Himlens vide Luft,

langt derude bag de grønne Enge Stranden,

Søen blaanende helt ud til Himmelranden

og omkring mig alle Blomsters Duft.



Gennem de smaa Graves lyse Buksbomhegn

leger Vinden,

mellem Skræntens Graner staar en Gyldenregn

luende som Sol i Sorg, og her,

hvor en Dam i Aftnens Stilhed spejler Dalen,

synger i en ung Akacie Nattergalen

svøbt i Skumringstimens første Rosenskær.



For hvert Skridt jeg læser Navnet paa en død,

- maa dog frydes!

denne Muld er som et evigt Livsens Skød,






fra dens Dybder aander mig imod

Millioner Drømme, som sig stille fletter

omkring Hjærtet, nu de lyse Nætter

atter strør Sct. Hansorm for min Fod.



Inde - dybt - hvor Gran og Birk gror vildt i Krat

med blaa Syrener

og Græsset vokser højt, staar glemt, forladt

Kors ved Kors, og bag en væltet Sten

en frodig Vinca sine Blomster spænder,

omkring en Grav, som ingen mere kender,

mens Droslen fløjter sig fra Gren til Gren.



Her, hvor Græsset gror saa højt, saa saftigt tæt,

staar Løvetanden

med sit Hoveds lyse Frøbold løftet let

over alt det Grønne - som en Stad,

fra hvis Gyder Livet sommerfrodigt damper,

mildt belyst af tusind Glødelamper

medens Himlen er et Lindeblad.



Drog vel de, som døde, evigt under Muld

deresDrømme,

mangt som du og jeg ej købe kan for Guld,

- ingen Sinde fik deLivetlagt

under Tue - aldrig Vaars og Vinters Vælde;

- fra den mindste Afkrogs vilde Nælde

blomstrer Livet i sin stolte Pragt!




KÆRLIGHEDSDIGTE


I



Barn, du er mig som den store Skov

fyldt med Skygge, der saa mildt beroliger,

fyldt med stille Fryd som Skovens Dyb

med en Verden af smaa Fugleboliger.



Og saa ejer du saa lyst et Smil,

som et Solstrejf pludselig det kommer,

som naar Vinden skiller Skovens Løv

og det ler vidt om af Sol og Sommer.



Og din Stemme. Har du hørt et Væld

klunke under Mos og tunge Grene

og saa briste, som en Draaberegn

jublende hen over Bundens Stene!



Sidde hos dig, tavs og fuld af Fred,

stirre paa dig, holde dine Hænder,

- om det stormer eller pisker ned,

det er, som om Somren aldrig ender.


II



Du kommer som et Syn

af Sol og Hvidt

i Middagsstunden,

staar lidt, ser paa mig,

smiler blidt

og er forsvunden.







Jeg sidder stille, stum.

Men naar du gaar

og længst er borte,

jeg synes, salig jeg

i Drømme staar

for Himlens Porte,



alene, med dit Hjærte

gemt i mit,

du Morgensmykke!

beredt til Kamp med Gud

om hans og dit,

du al min Lykke!



Hvad saa der sker

imellem dig og mig,

om vi gaar under

paa denne arme Jord,

- du gav med dig

mit Liv dets Under.



Og skal jeg død

paa Dommedag engang

min Sag forsvare,

da skal for Gud

mit Hjærtes sidste Sang

den Lykke, han har skabt,

forklare.





III



Før jubled Nattergale, hvor vi gik,

nu tier alle Havens Fugle stille,

kun arme Græshopper langs Stien spille

tungsindigt deres Fattigmandsmusik.



Og vi gaar ensomt om, og hvert et Blik,

vi veksler, kommer varsomt som et stille,

et høstblegt Solstrejf, der en Sky vil skille,

men véd, dets Glød med Sommerens forgik.



Og dog - det Violinspil alle Vegne,

det ene, sprøde Strøg, det er, som ser

jeg Dit og Mit sig til én Tone tegne,



saa ren, saa høj og klar, at hvad der sker,

hvad vi to sammen fandt, kan aldrig blegne,

om saa vi aldrig skulde mødes mer.


IV



Jeg kom til dig med alle mine Klager,

du tog imod dem med din kloge Ro

og redte hos din Godhed dem et Bo,

saa jeg paany en Stund saa Verden fager.



Du gav mig af din Ømheds rige Ager,

du rakte mig dit Hjærtes stille Tro

paa Livets Fredsælhed, hvor to og to

mod fælles Lykke uden Smaakævl drager.







Jeg gav til Gengæld dig min Uros Kval,

min Pinsel ved, hvad der mod Hjærtet sived,

- som en fortvivlet Tyv jeg fra dig stjal.



Om jeg har ranet, ellerduhar givet,

- ét skal du vide, du har rejst en Sal,

hvor i dit Solskær jeg tør leve Livet.


V



Jeg tænker ej paa dem, som har det bedre,

véd knap, hvor godt de allesammen har det,

vil blot i al Beskedenhed dig hædre,

- tak for dit Venskab, saadan som du bar det.



Lad være at for tusind som for flere

Guds Sol staar straalende i Vesterled,

- om, hvad du gav, var Venskab eller mere,

kun to i hele denne Verden véd.



Tak, Fred og Tak, i Aften og ad Aare,

glid lykkelig ind i din Lykkes Havn,

- din Elskov strakte mig paa Blomsterbaare,

... i Verden skilt, for Gud ét Smil, ét Navn,


VI



Om jeg gav dig denne Sol,

denne Morgenluft,

hvor en blomsterløs Viol

drømmer om sin Duft,







gav dig Somrens Blomsterhær,

blot et Blad, som faldt,

- Sol og Fnug har samme Værd,

duer i det alt.



Thi i Dag er Livet lyst,

Lykkens Bane lang,

Verden en livsalig Kyst

fyldt med Sol og Sang,



enedudens Morgenpragt

med din Fryd, din Fred,

- svøb mig i din lyse Magt,

til min Sol gaar ned.


VII



Der pipper en Rødkjælk

oppe i Bøgen,

og kukkende flyver

langs Skovbrynet Gøgen.



Lad Rødkjælken pippe

og Gøgene kukke,

-dugør Dagene

paradissmukke!





VIII



Se, Elskov lyver,

det ved vi begge,

og Elskov flyver

som Fnug om Hække,



flagrer, drysser sig

vide for Vinden,

- Barn, jeg kysser dig

Roser paa Kinden,



ved, de slukkes,

naar Dagen ender,

ved, Blomst maa plukkes,

før Solen brænder.



Lad Elskov rømme

og Somren vige,

- vi fløj i Drømme

langs Himmerige.


FREDERIKSBERG


VILLAVEJE



Hvor skønt et Sted ved første Sommertide,

halvt Stad, halvt Park!

de store Skoves Farver mere blide,

bag Kirkegaarden med dens Fuglevrimmel

en broget Mark,

et Gartneri vidt aabent mod en Himmel,







der øser alt sit Lys ud over Veje,

ud over Haver,

hvor Kirsbærblomstens hvide Silkeleje

af Vinden vugges,

- hvor det mindste Pust

i Pinseliljers Duft alting begraver.



Langs hvert et Hegn de brusende Syrener

mod Solen gror,

en Telefontraad under Løv forgrener

sit røde Kobber som en Lynildstraale

blandt Blomsterflor,

et Bed Forglemmigejers himmelmalte Skaale

sig løfter i en Haves Birkeskygge,

- igennem Løvet

et Solskær som af ung, uskyldig Lykke,

en Ungdomsfylde

den jublende til Fryd

og dig til Lise - du, som gaar bedrøvet.


SLOTTET



Det var en Morgenstund i Regn og Graat,

jeg gik igennem Havens øde Gange,

den første vaagne Finke sang saa smaat,

- da brused om mig tusind Fuglesange.



Der, fjernt steg Slottet, . . . som om Løvets Lin

af Vinden førtes sagtelig til Side

for et af lyse Drømme smedet Skrin,

løftet mod Himlen nu ved Morgentide.







Og det var al mit Hjærtes fulde Trang

i Stilhed smeltet til saa rent et Smykke,

og det var al min Længsels skjulte Sang,

mit eget Hjærtets lyse Drøm om Lykke!



Det gamle Slot, som Tusinder har set

i Sorg og Modgang, i al Livets Glæde,

som tyst har talt til den, der ondt har lét,

og trøstet den, der ensom maatte græde,



- det blev mig i den stille Morgenstund

saa daarende, saa kongelig en Hvile,

et stolt og blysomt Kys af Livets Mund,

et Syn, der fik mit Hjærte til at smile.


HAVEN



Min Dør staar aaben. Det er imod Morgen.

Den fører saa besynderlig en Tale

den gamle Have bag de røde Tage;

dybt inde bag dens Løv slaar Nattergale,

det lyder, som om Gryet tog til Mæle

for i en Trille Morgnens Glans at male.



Der er kun Fuglesang og stille Luft.



De grønne Kroner staar saa sommerdunkle,

saa tavse under Himlens lyse Fred,

alt er saa tyst og blegt, saa køligt smukt,

en enlig Svale sejler over Løvet

og staar mod Himlen som en Drøm paa Flugt.







Og der gaar ingen i de stille Gange,

og det, som Nattergalen synger for,

er Duggens Dryp, hvor Broen dybt sig spejler,

og Svanen, som fra Andebakkens Tange

ud i Kanalens blanke Vande sejler.



Langt borte stiger Stadens vaagne Larm,

og Vogne rasler over fjerne Veje,

- den gamle Have pusler som en Fugl

mod Morgen om sit stille Redeleje.

Og har du selv i Hjærtet gemt en Plet,

hvor Stadens Hvirvel aldrig trængte ind,

og har du i dit kummerlige Sind

et Sted, hvor Morgendug kan falde tæt,

da stiger mod dig fra den gamle Have

et Pust fra alle dine Drømmes Grave.



Og det, som døde, lever op paany,

og du tør atter til dit Hjærte ty,

og atter tro paa Lykkens Snirkelgang

og glædes over Duerne paa Taget,

og atter rejse dig som Fuglens Sang,

hver Gang en Nat er over Jorden draget



. . . Nu kimer Klokken, nu slaas Porten op,

nu strømmer ind i Haven Døgnets Trop,



nu er det Dag,



men over Havens Gange

saar Nattergalen sine Morgensange.





AFTEN



Paa Altanen er der ganske stille,

Runddelen er gemt bag tætte Linde,

nu og da en Sporvogn hastigt klemter,

og saa hvisker atter Aftnens Vinde.



Imod Nat er her som Shiras dunkle Lunde,

Skyggers sorte Fløjl og Lygters Gnister,

pludselig en lykkesalig Latter

og en Sang, der fjernt i Mørket brister.



Om dig Sommernattens dybe Aanden

som den stiger i de store Skove,

om dig Bruset fra en Stad, hvis Hjærte

i de lyse Nætter ej kan sove.



Dunkelt blaaner Natten over Himlen,

dybere end Ord formaar at male,

kun en enkelt lille, bange Stjærne

prøver i dens Favn sin Brand at svale.



Og det er, som om Naturen stille

mod en Stad i Søvn sit Hjærte bøjed,

tager den i Favn og som en Moder

kysser den velsignende paa Øjet.




I ANLEDNING AF -

TIL MINE DRENGE

Drenge!

Der er intet, der maa vænne

til Forandring sig som Øjet,

det I se med,

I maa lære Jer at kende

den, som I engang saa op til,

i den Stymper, som staar bøjet

og ærbødig lægger Krop til

det, hvis Daarskab før han haaned,

- I maa huske, han er graanet,

... og saa ingen Sinde glemme,

at I først og sidst fik Øjet

til at le med.



Drenge!

Naar I ældre bliver,

og I selv faar lidt og døjet,

- og det hænder! -

og man lokker Jer og giver

- blot I tilstaar, I har løjet, -

Aflad for hvert Hug, I rammed

det, hvormod Jer Vrede flammed,

- Drenge! Usselhedens Sul

skænder mer end Bødlens Hjul!

Renegatens skidne Hæder

er kun Guld paa Stymperklæder,

- Guld, som brænder.






Drenge!

Er der noget, jeg gad lære

Jer til Bunds for hele Livet,

er det Magten

i til sidste Stund at være

tro mod eders Ungdoms Ære,

tro mod det, I - selv alene -

slog for som det rette rene,

lære Jer for den, som svigter

Borger, Statsmand. Bonde, Digter,

Stodderen i alle Gader,

- om det var Jer egen Fader -

kun Foragten.


HAANDVÆRKET




Der var en Tid, da hvert et Vand

kun spejled øde Skove,

og Klippens Mos var blødest Seng

for den, der vilde sove,



et Hul i Bakken Mandens Hus,

hans Bord det nøgne Skød,

den hule Haand hans Drikkekrus,

hans Brød - hvad Lykken bød.




Saa tog han Træets lyse Ved

og Rugens gule Halm,

det bløde Ler fra Bakkens Skrænt

og Bjærgets haarde Malm,







skar Bord og Bænk og Sengefjæl,

bar alt, hvad Jorden gav ham, frem,

tog mindste Urt i Døgnets Sold

og skabte siget Hjem,



greb ned, hvor Jordens Aarer gaar

med Jordens Blod, det røde Guld,

og hærded skønt det til en Skaal,

af Himlens Solskin fuld,



fik Muren rejst til Læ mod Blæst

og Tag mod Regnens Fald

og Glar til Glug, - hvad Jordens er

altsamlet ienHal.




Og nu - naar Sol mod Nat gaar ned

og rødmer Havets Vande,

sig spejler Taarn og Urtebed,

hvor før laa øde Strande,



og Lyset kysser under Kvæld

i Hjemmets Krog en Ramme,

en Stol, et Billed - til Farvel

og Gensyn i det samme.



Hvem du saa er, og hvor du bor,

Kvældsolen hos dig finder

en Ting, som anden Haand har skabt,

men som bær'dineMinder.




PROLOG

Ved det kgl. Teaters Forestilling paa Bjørnstjerne Bjørnsons 70-aarige Fødselsdag.




Du kom - en tindrende Strøm af Sol,

et jublende Vejr!

Du sang - og der lyste en større Dag

ud over Fjældkam og lavest Tag;

det var, som om Elven for første Gang

i al sin Vælde fra Klippen sprang,

Dalblomsten aanded med rigere Duft,

Ørnen sejled' i højere Luft,

i hedere Mod jog Blodet til Kind,

og stoltere knejste den stolte Tind!



I tusinde Sind ligger Stordrøm gemt,

men Døgn æder Døgn og gør Sindet forstemt,

de fleste tager til bitre Ord

og steder det hele med Spot til Jord.

Dugreb om Livet med Høvdingshaand;

saa' det - i Solglød - og ondt forgjort -

stundom for ringe - aldrig for stort,

en Fjældkysts Spejl i dit Hav af Aand.



Frejdigst Mod bygger fejrest Hjem

- saa sang Du den syge i Solen frem,

Fjældkløften aabned' sin trange Slugt,

med Ødemarken fik Muldet Bugt, -

Sommer Du digted' ud over dit Land,

ogvidereud, - paa hver nordisk Strand,

hvor Mennesker bor og med Livet maa slaas.

Du gløded' hver Strid med dit Hjærtes Brand

og dit Storsinds Trods.







Der er de tusinde Maader

at tænke og tale paa,

der er de tusinde Gaader, -

Ung og Gammel dem raader,

som bedst han maa dem forstaa.

Livet kaster sin Tærning ud

- Sorg eller Glæde!

Det Kast, der akslerdigLykkens Skrud,

maaske faarmigtil at græde.



Vel den, der fatter saa meget,

at Lykken han griber med nænsom Haand

og véd, hvad han kalder sit eget,

tungt om en anden har leget

som Høstsuk om bladløs Vaand.

Stræk din Vinge, flyv højt, flyv vidt,

- lidet du vinder,

om ikke du véd, for hvert dit Skridt

staar andre med andre Minder.




Bjørnstjerne Bjørnson, nu falder der Sne

om det blussende Baal paa det høje Fjæld,

- er dog som flammende Sol at se,

naar Sol gløder hedest en Vinterkvæld.



Svulmed din Ungdom som Skovens Sus,

din Manddom blev Ørnens Skrig over Dal,

Viljens Vælde og Modets Magt,

Livets livsalige, svulmende Pragt,

Høvdingens Raab i en kongelig Sal.







Ind i din Jubel skar Skæbners Graad,

ondere speget laa Livets Traad,

end du i din Ungdom det vidste;

aldrig du slog dog dit Øje ned,

fatted, at Sorgen, som ondest bed,

en Dag blev Dug under Kviste.



Meget er digtet og meget er talt,

i Snik og Snak ligger Døgnene kvalt.

Det er det store: atløftedet smaa,

se Egens Vækst i det mindste Straa,

elske alt - til det armeste Kryb

... og spejle det hele i Havets Dyb.

Men dertil kræves ejKunstalene,

- der flyver ej Gnist fra de haarde Stene,

førdengriber Hammeren fast i Haand,

der gløded dens Staal med sin flammende Aand.



Bjørnstjerne Bjørnson, fra dette Sted,

hvordineSyner ogdineTanker

er sejlet som Flaader fra hjemlig Bred

paa Korsfarerfærd for at kaste Anker

paa fremmede Kyster og bar din Brand

til Sjæle, der sygner paa kummerlig Strand,

- fra dette Sted hilset væredu,

du Baune, som brænder paa Fjældet endnu,

brænder der evigt til Verden ender,

at tusind, som lidet til Varme kender,

kan varme de spinkle, forkomne Hænder,

- du evige Dag, som langs Fjældet skred,

Midnatssol, som aldrig gaar ned,







Ørn og Høvding, du frie Blæst,

Sagaens knejsende Norne-Gæst, -

Tak og Hilsen i denne Stund,

du gjaldende Lur for det eviges Mund.


JONAS LIE



Sorgen den er saa stort et Træ,

men Glæden en liden Plante,

som Aaret igennem uden Læ

paa Grøftetue maa skrante.



Fik du din Plads under Sorgens Træ,

gaa ud til Glædens smaa Tue,

saml dine Hænder og bøj dit Knæ

og skærm den af al Formue.



Der buldrer en Kaminild i en halvmørk, gammel Stue,

Lys og Skygge flakker over Gulv og under Loft,

- ude ligger Verden fuld af Sne og bitter Kulde,

Ravnefjed og Ulvespor hver Nat staar over Toft



Den gamle, dunkle Stue er bygt blandt øde Skove,

hvor Lyset fra dens Ruder, som Blod i Muld, forsvinder,

- udenom en Verden af Frost og Ufærd bides,

inde om Kaminen sidder Slægten og dens Minder.



I denne stille Stue, i dette Ødets Hjærte,

det lune, dulgte Tilflugtssted, den Uvejrskræmtes Hi,

hvor alle stride Viljer en Stund saa stille dulmes,

- der bor din milde Visdom, din Digtning, Jonas Lie.



Dig bed vel Livets Barskhed saa haardt som nogen anden,

stak Sylen i dit Hjærte og lod dig bittert klage,

du raabte fra din Stue mod Menneskenes Raahed

- og lagde blødt din Haand i dens, der trak sig skræmt tilbage.






Der lever store Tanker, de sprænger støt sig Veje,

du kender dem og elsker dem af al din stolte Aand,

fordi de bærer Frelsen fra det, sommaagaa under,

-dinLængsel er at bygge etHjærtetsPartenen.



Ak ja, - og du har bygget, du Norges rene Græker,

og du har skabt en Skønhed, og den staar stor og herlig,

du er som Birken, fin og hvid, drømt ind i Fjældets Side,

og sprænges der, og kløves der, man hører dit: Vær kærlig!



Det er din jævne Lærdom, saa ligetil, saa vanskelig,

en Sandhed af de tusind paa Livets tusind Tunger.

- Livet præker mangelund, - hver lytter sig sin Visdom til,

- for dig blev denne Brødet for alle Hjærters Hunger.



Din Tro, den faar du hævde, - vi lever, tusind andre,

som fandt, at Visens første Vers det var at slaa til Jorden,

- du digteddinsom Stjærne ind i skæbnetunge Himle,

- dér staar den evig over dig, du hvide Birk i Norden!


PROLOG

Fremsagt af Forfatteren ved Sommerlyst Koncertsals Aabning29. April 1905.




Atter en Vinter er svunden,

paany er Sommeren nær,

ligger saa løseligt bunden

derude i Vejens Træer,



véd ikke, om den skal sove

endnu et vinterligt Blund

og lade de ventende Skove

vente endnu en Stund.







Musvaagen sejler derude,

ind over Skov, ud over Eng,

kredser omkring sin Mage,

finder for kold sin Seng;



Hagelvejr og nøgne Kroner,

Skyer af Blæstsol sprængt,

langs alle de vaade Grøfter

Følfodens Smaaguld slængt.



Det er, som ingen turde

iaar paa Sommeren tro,

som vidste hver Stilk paa Marken,

hvor uklogt det er at gro.



Mantørsaa lidet i Danmark,

Tvivl er vor daglige Dragt,

- men er der noget, en Sommer vil,

saa er det Tro paa dens Magt.



Og I skal vide i alt Jert Liv,

at Spot er nemmeste Kost,

men rigest den, der bær i sit Sind

sin Sommer - trods Livets Frost.




Atter en Vinter er runden,

paany er Sommeren nær,

ligger saa løseligt bunden

derude i Vejens Træer,







Vind og Vejr - dem skal ingen tro

saa lidt som Smaafuglens Fløjt,

Sommeren bor i dit eget Sind,

derfor: hold dit Solsind højt!



Thi derpaa skal Sommeren kendes

- hvad saa du en Vinter har lidt -

paadet, at hver Tanke vendes

mod Sejr for dig og dit,



paadet, at din hedeste Vilje

rejser sig stolt imod Sky

og rider, om slagen du sidder,

din Sjæl dens Sommer i By!




Jeg kunde tale her, til Kirkeklokken

derovre melder, Morgnen atter gror,

som dengang Oehlenschläger sad og digted',

til Solen lyste paa hans Skrivebord.



Herude er alting saa smukt, men gammelt

og set og hørt - og dog saa nyt og stort,

saa frit og friskt som selve Sommerdagen,

der kvidrer ud af Himlens Morgenport.



Aa, Frederiksberg, hvor Foraarsdagen vaagner

med Solsortfløjt for sødt at ende ør

af Nattergalesang og Elskovslatter,

der fugleflygtig under Løvet dør!







Tal evig højt om Kunst og Slid og Slæben,

alting er ét, som sprang af Hjærteblod!

bær til din Død din Kærlighed paa Læben,

og lev dit Liv, somhedtdu det forstod!



Dermed - velkomne her, hvor Kunsten bygger,

kom som dens Ven, i Lys og Frejdighed!

Der er saa mangt, som Livet slaar i Stykker,

. .. Hvor Kunsten er - gaar Solen aldrig ned!


CLARA



Naar jeg ser paa dig - hvor hvid du staar

under Skygger, der sig dystert hvælver,

gennem Hjærtet mig en Sitren gaar,

som naar Soldis over Enge skælver.



Det er dig - og ud fra Nattens Sal

skrider du mod den, dit Hjærte kaared,

ud fra Skyggeverdens sorte Dal

som en Euridike, elskovsbaaret.



Og det er mod mig, du træder tyst,

og det er paa mig, dit Hjærte kalder,

og det er, som fra dit Billed lyst

Foraarssol paany omkring mig falder.



Clara, du min egen hvide Hind,

paa dit Billed ser jeg tusind Gange,

elsker dig af al min Sjæl, mit Sind,

vil blot et - min Hind ind til mig fange.






Er dog angst, - du staar saa skær og fin,

ren som Dug paa aldrig slagne Enge,

- før jeg kalder dig tilfulde min,

maa paa Pilgrimsfærd jeg vandre længe.



Men jeg ved, hvor Paradiset er,

og en Morgen staar jeg for dets Porte,

da først ved du, hvor jeg har dig kær,

da først er de sidste Skygger borte.



Kysse dig paa Haanden tør jeg vel,

kalde min dig, naar jeg paa dig tænker,

- jeg vil ikke dø, før al min Sjæl

aabent mig til dig for evigt lænker .


ALDRIG GLEMMER JEG



Aldrig glemmer jeg den Morgenstund

- røde Rose - da du stod udsprunget,

lys og skær, som havde fra din Bund

Dagen nylig sig mod Himlen svunget,

stod og lyste mig saa sart i Møde

som en nys udfoldet Morgenrøde.



Eller, Rose, vidste du Besked - -

havde hun, som dig i Aftes bragte,

aandet i dit kyske Bæger ned

søde Drømme, før hun mig dig rakte,

at de Natten over kunde sove

i dit Blomsterlejes Dugalkove.






Er dethendeslyse Kærlighed,

som ved Gry er steget fra dit Indre,

at min stille Stues Morgenfred

tyst medhendesHilsen kunde tindre!

Rose, i din Kalk sin Sjæl hun sænked,

den har dig din fine Rødme skænket.


FONTÆNEN



Jeg saa den lyse Springvandsstraale stige

højt nynnende i Sommerdagens Fred

og tegne som en Kreds af Blomsterflige

paa Søens Sølv, hvor Draaberne faldt ned.



Se, saadan er din Kærlighed; saa stille

den løfter over mig sit Væld, saa skær

den stiger fra dit Hjærtes dybe Kilde

og sænker tyst sin Dug om al min Færd.


BAJAZET

Henimod Morgen. Torvet. Midt paa Torvet Bajazet i sit Bur. Tæt om Buret en Stimmel Folk. Fra Byen svag Larm fra en Fest, som er ved at slutte.


BAJAZET



Gaa lidt til Side, gode Folk,

- gaa lidt til Side - -

. . . Jeg kan jo næppe se saa meget som en Brosten!





rasende



Du Bondehøvl! tag væk dit Fjæs!

Jeg spytter dig midt i dit dumme Grin!

Og du, Sulejma, eller hvad du hedder,

mildt



. . . Gaa, stakkels Barn - du er endnu for fin.



Hvad vil I, Venner?

Her er jo ingenting at se paa,

et Bræddegulv og disse kolde Træmmer!

. . .Ihar jo hjemme Eders bløde Leje

og Arme, som har ventet paa Jer,

og Øjne, som har spejdet hele Natten,

om ej I kom,

- I, som kan gaa og køle Eders Pande

med Duggen, som er faldet paa et Kaalblad . . .



Aa - jeg har hørt Jer hele Natten synge,

og Natten var saa lang som hele Livet - -

og jeg har drømt om Livets Herligheder,

ja, jeg har drømt - -

opfarende



Hvad rager det vel Eder!



En Brosten maa jeg se - -

... I kan vel unde mig den Stump Natur!

atter mild



Kom hen til Gitret, kom min lille Dreng!

Ræk mig din lille Haand,

gør det kun trøstigt,

jegbiderikke i den,

jeg kan jo ikke gøre dig det mindste ondt - -







Skrigehals, du løber til din Mor!

Ja, saadan skreg de - -



Stille!



I kan dog ikke naa mig!



Jeg siger, at de skreg, da jeg dem dræbte!



Ja, blegn af Raseri bag Eders Slør!

Hug Eders Negle mod mig! Kom, I Mødre!

I, som det hele Døgn faar Livets Lykke

af Barnehænders Kærtegn

blødt skrevet ind paa Eders Moderkinder!



Migjubled aldrig noget Barn i Møde,

mig skreg de for - -



Min Fjende hilste de med deres lyse Pludren,

han gav dem Smilet fra sit tomme Fjæs -

jeg længtes mod dem som en Tyv mod Guldet

- men jeg var smilløs og min Stemme hæs.



Ja hyl, I Slyngler!

Dengang jeg dem dræbte,

da hævned jeg mig paa mit eget Sind,

og der var ikke en iblandt de dræbte,

hvis lille Haand,

hvis lille, bløde Barnehaand

jeg ikke havde givet Livet for

at føle mod min Kind.







. . . Du lille Knægt, du lille dumme Skrighals,

jeg skræmmer dig - - Men dine bitte Fingre

var faldet i min Haand som Dun,

der havde smeltet Bjærges Is.



Gaa bort - gaa bort, - I staar for tæt om Buret!

- saa tæt staar Pøblen ikke om en Kongsgaard.



Der staardu, Achmed, fuld af Haan og Had,

du var imod mig, og jeg slog dig ned,

spyt nu kun paa mig, du er fri og frels,

- jeg har til Svar kun Fangens Ydmyghed.



Men har jeg ikke Vaaben i min Haand,

og kan jeg ikke hugge ned din skidne Pralen,

jeg kvæler dig med min forpinte Aand,

og du skal dø som goldest Straa i Dalen.



Thi jeg - - Nej, jeg vil ikke tale mer,

- nu skal I gaa, - kun du, Sulejma, blive, -

stryg bort dit Slør, - du var den eneste,

der var saa fattig, at du turde give.



Sulejma,

- der sidder Maanen oppe,

og Torvet ligger lyst,

og jeg kan se de fjerne

lydløse Taagetoppe

af Pinjerne derude

paa Fjordens mørke Kyst.







Naar man har ejet Riger

og troet paa egen Magt

og finder sig en Maanenat

alene med sit Hjærte,

- paa Trods af alskens Vilje -

medMaanenkun i Pagt:



Da blegner al Ens Tale

og al Ens Vilje slukkes,

- der er kun et, kun et:

at lade sine Drømme

som Markens Blomster plukkes

... og prange som en Valmu,

der gløded kort og hedt.



Sulejma!

Min Haand var Herskerens, dit Haar var dit,

min Elskov svulmende af Magt og Hede,

min ene Haand med Sværd, den anden veg,

og du, du dejlige, for begge rede.



Sulejma, bøj dit Hoved mod mit Bur,

smyg ind dit Haar bag Burets kolde Tremmer,

at jeg kan føle dig med mine Fingre

blot denne Gang endnu - før du mig glemmer.



... Nu gaar I alle - ogsaa du, Sulejma,

- Aa, hvorfor gaar I, hvorfor gaar I, Venner!

... Du lille Dreng, klap blødt din Moders Kinder, - -



Jeg sidder her, til mine Dage ender.




ERANTIS



Nu er det Foraar - løb, min Dreng,

nu støjer Hækkens Spurve,

og Havebedet pakker ud

de smaa Erantiskurve,

og Himlen staar saa høj og hvid,

som blev det Dag for evig Tid,

og Luften er saa frodig,

- spring, lille Dreng, med Kinden hed,

i lykkelig Uvidenhed,

. . . saa længe du ej aner,

hvor Vaaren gør vemodig.



Nu blomstrer hver en Blomst paany,

det er saa mildt at mærke,

det er, som sang al Uskyld ud

sin Fryd med Markens Lærke;

ak, - det er Bud fra svundne Aar,

en Tone, som i Luften staar

endnu engang og skælver,

en Kalden - men tilbage;

den lyse Vaar, som gror paany,

den er en Skygge under Sky,

og Lærkens Jubel maler

for mig kun gamle Dage.



Min Dreng, det ved du intet om,

men denne Sol i Luften,

Bogfinkens første sagte Slag,

Muldvarpeskudets Duften,






det bringer ikke mig ny Vaar,

det maner mig om svundne Aar;

blødt spørger Finkens Trille:

Hvor er de henne, som med dig

engang gik Vaarens lyse Vej

i Ungdom, Fryd og Lykke,

... og Fuglen tier stille.



Hvor er de henne, de der fandt

som jeg i Ungdoms Glæde,

at alt var herligt: Strid og Tant,

at juble og at græde.

De er dèr i det lyse Skær,

som hver en Gren i Vaaren bær',

dèr tindrer deres Lykke,

men fjernt som en vemodig Drøm,

og stum er deres Latters Strøm,

- den fattige Erantis

blev al vor Levens Smykke.



Min Dreng, elsk Dagens lyse Sol,

glæd evig dig ved Vaaren,

den var, den er din Kongestol,

din Lykke ubeskaaren,

i den du møder til din Død

de Blomster, som dig Livet bød,

din Ungdom evig frodig,

- spring, lille Dreng, med Kinden hed,

i lykkelig Uvidenhed,

. . . saa længe du ej aner,

hvor Vaaren gør vemodig.




POLENZTHAL



Det var i Fjor ved Løvfaldstid

i Polenzthal,

en stille Dag, en Skov saa tavs,

en Luft saa høj og høstlig sval.



Langs Kløftens Sider Klippen stod

med Gran beklædt,

og Dalens Bæk "forellenreich"

blandt Sten og Skræpper mumled spædt.



Vi kørte langsomt, du og jeg,

kun Skridt for Skridt,

et Steds fra Skoven kom iblandt

et Fuglepip saa fjernt og blidt.



Et gyldent Birkeblad sank blødt

mod Vejen ned,

det daled i den stille Luft

som gennem Himmelrum af Fred.



Der var saa smukt. Den tavse Skov

i Løvfaldsdrys,

og Luften over Bjærg og Dal

som fugtig af Serafers Kys,



- og Bækkens Brus - og nu og da

et Hanegal

saa skovfjernt som fra Paradis -

. . . hvor var der smukt i Polenzthal!




MORGEN PAA HOSPITALET



Himlen er saa høj derude

med smaa gyldne Skyer mærket,

jeg kan se en Poppel lude

blæstspændt over Plankeværket.



Hospitalets Standerlygte

dirrer under Blæstens Tuden,

og de visne Blade flygte

og slaa raslende mod Ruden.



Paa et Skorstenstag lidt borte

staar en sodet Skorstensfejer,

Vinden hvirvler med det sorte

Sodslør, som omkring ham vajer.



Og jeg ser en Flok af Duer

kredse nu i Morgenstunden,

sænke sig i bløde Buer,

stige, til den er forsvunden.



Og jeg læner mig tilbage

paa min Pude for at hvile,

- og da ser jeg ikke andet

end den gyldne Himmel smile.

6/11 05.